I det 20. århundrede har Tyskland unægteligt været et prøvet land i forhold til at omgås voldsomme strømme af flygtninge og fordrevne.
Alligevel gik der et nærmest vantro sus gennem den tyske offentlighed, da landets forbundsmyndighed for migration og flygtninge for nylig næsten fordoblede prognosen for antallet af asylsøgere for indeværende år:
Mindst 800.000 mennesker skønnes at have søgt mod Tyskland for at opnå asyl, når 2015 er omme.
Allerede nu er de tyske kommuner presset til det yderste og får nu fordoblet statsstøtten til en milliard euro (7,5 millarder kroner) for at kunne huse flygtningene, for myndighederne er langt fra at kunne følge med i forhold til de op mod 3000 flygtninge, der dagligt kommer til Tyskland.
Efter sidste weekends højreradikale vold mod et flygtningecenter i Heidenau nær Dresden er yderligere mindst to modtagecentre udbrændt i henholdsvis Berlin og Nauen i den østtyske delstat Brandenburg.
Det socialdemokratiske SPD's hovedkvarter i Berlin har fået bombetrusler efter partileder og vicekansler Sigmar Gabriels skarpe afstandtagen fra den højreradikale hetz mod flygtninge, og i onsdags blev Angela Merkel mødt med flere hundrede højreekstremisters buh-råb og smæderåb som ”landsforræder”, da hun besøgte de udsatte flygtninge i et nedlagt byggemarked i Heidenau.
Trods disse voldsomme konfrontationer viser en meningsmåling for tv-kanalen ZDF, at 60 procent af indbyggerne i EU's største land mener, at ”Tyskland er i stand til at overkomme disse høje flygtningetal”.
Dette relativt positive syn på den pressede situation afspejler især en optimistisk og åben grundholdning i det tyske samfund, mener Jochen Oltmer, professor i migrationsprocesser ved Osnabrück Universitet.
”I den aktuelle situation er tyskerne yderst beredvillige både med frivilligt arbejde og med donationer, og stemningen er generelt fredelig. Jeg tror ikke, det hænger sammen med historiske tyske traumer. I 1990'erne oplevede vi brutale angreb på asylcentre og en langt mere negativ grundholdning mod asylsøgere. Siden den mere indadvendte genforeningstid er Tyskland stærkt internationaliseret og har åbnet sig meget udadtil,” siger Jochen Oltmer om de seneste 20 års udvikling.
”Den optimistiske holdning over for indvandrere og flygtninge må i mine øjne især tilskrives landets relativt gode økonomiske udsigter. Andre faktorer som for eksempel interne opgør i flygtningecentre kan spille en negativ rolle, men især hvis den tyske økonomi forværres, kan stemningen vende på flygtningeområdet - selv hvis der ikke er nogen sammenhæng,” siger Jochen Oltmer, der understreger, at tallet 800.000 dækker over bruttoindvandringen til landet.
”Rigtig mange af disse mennesker vil eller skal forlade Tyskland igen inden for det første år. Tallet er ikke så alarmerende, som det ofte udlægges.”
Tyskland er for øjeblikket det suverænt mest søgte europæiske land. En stor del af flygtningene kommer via Italien eller når forbundsrepublik-ken via den såkaldte Balkan-rute fra Grækenland over Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig.
Det udstiller ifølge Jochen Oltmer, at de europæiske spilleregler på området er sat helt ud af kraft.
EU's Dublin-forordning har ellers hidtil sagt, at det EU-land, en flygtning først er rejst ind i, er ansvarlig for den pågældende flygtnings asylproces.
Dette overholdes ikke i de overbebyrdede sydeuropæiske lande og efterhånden heller ikke hos de tyske asylmyndigheder, der slet ikke sender asylsøgere tilbage til lande som Grækenland. I denne uge droppede Tyskland da også officielt Dublin-proceduren for alle syriske flygtninge.
”Det nytter ikke noget bare at skælde ud på Grækenland og Italien,” mener Jochen Oltmer.
”Dublin-reglerne skal reformeres, så de enkelte medlemsstater ikke bare bedriver rent defensiv afværgelsespolitik. På europæisk plan må vi spørge os selv, hvilken asyl- og flygtningepolitik vi vil stræbe mod,” siger professoren og istemmer den tyske vicekansler, Sigmar Gabriels, nylige udtalelse om, at ”en tilstand som i dag, hvor kun få medlemslande bærer hele ansvaret, er lige så uholdbar som et system, hvor hele byrden lægges på de lande, der tilfældigvis udgør EU's ydergrænse.”
”Dublin-systemet blev udviklet i 1990'erne, hvor de fleste medlemslande stadig havde EU-ydergrænser. Men vi står jo en i ny situation i dag, hvorved en europæisk løsning er uomgængelig. Schengen findes jo, vi har en fælles ydre grænse, så vi kommer ikke uden om at forhandle os frem til fælles regler for asyl og udvisninger.”Alternativet er et tysk opgør med Schengen-reglernes åbne grænser, som indenrigsminister Thomas de Maizière antydede i juni som en konsekvens af de gentagne brud på Dublin-reglerne. Indtil videre ser tyskerne dog ikke flygtningepresset som tilstrækkeligt til at true Schengen-tanken, som kansler Angela Merkel så sent som i denne uge har forsvaret.”Både Europa og bevægelsesfriheden skattes højt i Tyskland. Desuden er landet jo en ganske stærk aktør i EU og kan flytte meget inden for asyl- og flygtningeområdet,” siger Jochen Oltmer.
At tyskernes positive grundholdning og solidaritet over for asylsøgere skulle være direkte afhængig af, at alle EU-lande så proportionalt optager lige så mange flygtninge som Tyskland, er i Jochen Oltmers øjne over-drevet:
”På den lange bane vil tyskerne også kræve, at goder og byrder skal fordeles nogenlunde lige i unionen. Denne proces vil koste kompromiser og stridigheder, der vil udstille interesseforskellene i de enkelte lande. Men jeg ser ikke unionens undergang for mig af den grund.”