Anja Röhl har det meste af sit liv troet, at hun var alene med sine dystre oplevelser. Som barn i efterkrigstidens Tyskland blev hun ligesom mange andre børn sendt på kurophold, først som femårig og siden som otteårig. Det første ophold varede seks uger, og formålet var at styrke den lille piges helbred. Men Anja Röhl fik det ikke bedre, hun blev snarere syg i sjælen, fortæller hun i dag.
”Allerede den første dag var det et chok for mig at se, hvordan børn blev bundet til sengen om natten, og det gjorde, at jeg havde angst resten af tiden. Som otteårig fik jeg en ørefigen så voldsom, at jeg nærmest røg gennem lokalet, kun fordi jeg havde haft det dårligt og kastede op. En af tanterne – sådan kaldte man kvinderne, der tog sig af os – skreg af mig og ydmygede mig,” siger den 65-årige Anja Röhl, som i dag er forfatter og specialpædagog.
Senere skulle det vise sig, at Röhls historie langtfra er enestående – og at hendes traumatiserende oplevelser ej heller var blandt de værste.
Mellem 8 og 12 millioner børn i Tyskland skønnes at være blevet sendt på de såkaldte kurophold i perioden efter Anden Verdenskrig og frem til 1980’erne. Der var cirka 1000 af disse kurhospitaler for børn i Tyskland, og formålet med stederne var, at børnene skulle passes og plejes, hvis de var syge, sengevædere, for tynde eller for tykke. For mange af børnene endte opholdet dog som et mareridt, viser en afdækning foretaget af den tyske tv-station ARD’s journalistiske graverprogram Report Mainz.
Præcis hvor mange børn der blev mishandlet, ved man ikke, men ifølge ARD-programmet blev ”børn systematisk tortureret og misbrugt” under kuropholdene. Fokusset på kurhjemmene begyndte, da Anja Röhl for knap 10 år siden skrev en artikel om sine oplevelser og offentliggjorde den på sin egen hjemmeside. Uden at have opfordret til det blev hun efterfølgende kontaktet af 250 mennesker, som fortalte om lignende eller langt værre oplevelser.
”Jeg har aldrig tvivlet på, at det, jeg oplevede, virkelig var slemt. Men jeg anede ikke, at så mange andre var ramt. De fleste har sagt, at de troede, de var alene med oplevelserne, og at de kun blev behandlet sådan, fordi de havde været særligt uopdragne eller forfærdelige børn. De vidste simpelthen ikke, hvad de havde gjort galt,” siger hun.
Børnene blev altid bedt om at være stille på hjemmene, fortæller Anja Röhl, og en gang fik hun et plaster for munden, som hun skulle gå med hele dagen.
”Snakkede vi, efter vi var blevet lagt i seng, blev man sat på en stol i et mørkt rum, og alle var frygteligt bange, for man vidste, at tanten ville slå enhver, som sad i det rum,” siger hun.
”Det gav mig alt sammen en følelse af uretfærdighed. Jeg tænkte, at de ikke havde ret til at behandle os sådan,” siger Anja Röhl, som var på et kurhjem på øen Før i det vestlige Sydslesvig.
Andre beretter om lignende oplevelser fra samme periode. For Detlef Licht-rauter var det en af de sværeste dage i hans liv, da han for nylig vendte tilbage til det tidligere kurhjem ved Bonn i det daværende Vesttyskland, hvor han som barn opholdt sig i seks uger. Kurhjemmet Bernward, som lukkede i 1976, lå i en villa med en park, der førte ned til Rhinens bred. Ren idyl. Men bag kurhjemmets hvide port begyndte volden og ydmygelserne, erindrer han.
”Det begyndte med det samme i den typiske kommandotone, da vi ankom,” siger han til ARD.
”Sæt dig, gå ned, hold din mund.”
Sigrid Bluschke var på samme kurhjem og besøgte for nylig stedet sammen med ham. Hun husker, at tanterne tvang hende til at spise, og at hun blev banket med en træsko.
”Hvis man havde øjnene åbne under middagssøvnen, fik man én på hovedet,” siger hun til ARD.
Både Lichtrauter og Bluschke fortæller, at de fik injektioner efter morgenmaden. Huslægen gik særdeles voldsomt til værks, og man kunne altid høre børnene skrige under indsprøjtningerne, erindrer de.
Ingen af dem ved i dag, hvorfor de fik injektioner. Men ifølge ARD-programmets afdækning blev børnene beroliget med psykofarmaka og smertestillende midler. Huslægen fortalte personalet på hjemmet, at børnene skulle bedøves, til de ”faldt i søvn stående”, viser arkivoplysninger. En tidligere medarbejder fortæller til ARD, at børnene ofte ”vaklede omkring”. Farmaceut Sylvia Wagner har efterfølgende undersøgt den tidligere brug af medicin på børn, herunder i forbindelse med de ugelange kurophold. Hun siger til ARD-programmet, at børnene fik medicin ”først og fremmest når de var urolige, havde hjemve eller ganske enkelt for at få dem til at sove”. Fokus var ikke på børnenes velbefindende, men på at alt forløb uforstyrret.
ARD-programmet oplyser i en mail, at man efter udsendelserne har fået henvendelser fra nogle mennesker, som har positive minder fra deres kurophold. Men ”langt de fleste af de reaktioner, vi modtager (…) er helt klart negative”.
Det kan have spillet en rolle for den brutale omgang med børnene, at flere kurhjem blev styret af tidligere nazister, konkluderer ARD. I mindst tre tilfælde har højt rangerende nazister stået i spidsen for kurhospitalerne og haft ansvar for titusinder af børn, viser afdækningen hos ARD. Blandt de tidligere nazister var den dømte krigsforbryder Werner Scheu, som i 1950’erne ledte et kurhjem på øen Borkum i Nordsøen. I Hitlertyskland var Scheu medlem af den nazistiske elitehær Waffen-SS, og som officer var han i 1941 involveret i skydningen af 220 litauiske jøder, hvor han personligt henrettede flere. På hans hjem blev børnene chikaneret og tortureret. Et kurbarn fra dengang fortæller til ARD, at hun stod barfodet på et koldt gulv i timevis om natten som straf, og at hun også blev låst inde i en sauna. Werner Scheu blev senere idømt livslangt fængsel for sine krigsforbrydelser.
Ligeledes var Albert Viethen, en nazist involveret i Hitlerregimets eutanasi-programmer, medicinsk leder af et kurhjem i sydtyske Bayern, hvor børn ligeledes blev pint. Under nazismen blev omkring 20 børn overført fra Albert Viethens klinik til en udryddelsesanstalt, oplyser ARD.
Anja Röhl er overbevist om, at den nazistiske arv er en del af forklaringen på den brutale behandling, børnene fik på flere kursteder. For et år siden grundlagde Röhl støtteorganisationen Initiative Verschickungskinder (Initiativ Deportationsbørn), som i dag har 3000 medlemmer.
”Nazisternes chauvinistiske menneskebillede spillede en rolle i forhold til, hvordan de behandlede os på kurhjemmene. Vi blev opdraget af en generation af Hitlerbørn, som havde været i militærlejre og overhovedet ingen erfaring med personlig frihed havde. Deres evne til at elske var blevet uddrevet. Med sådan en opdragelse kan man beslutte sig for, at man vil gøre det på en anden måde. Men mange var ikke så selvkritiske og gentog snarere, hvad de selv havde oplevet,” siger den 65-årige Anja Röhl.
Længe efter krigen bar opdragelsen i Tyskland præg af fascismen, mener Anja Röhl. Det handlede om disciplin, straf og om at underordne sig autoriteten.
”Opdragelse i Tyskland er stadig langt hårdere end i Danmark. Jeg kender folk på de danske skoler i Slesvig, hvor læreren besøger familierne og hilser på hver enkelt elev, før de skal begynde i skole. Det er ikke almindeligt i Tyskland,” siger hun.
– Foto: Aufarbeitung und Erforschung von Kinderverschickungen.
Et medlem af støtteorganisationen Initiative Verschickungskinder var som barn på et tysk kurhjem i tre måneder, og han fortalte sine forældre om den sadistiske behandling. Familien havde danske rødder, og hans far sendte ham syv måneder til en kurklinik i Danmark.
”Han siger i dag, at han dengang troede, at han var kommet i Paradis, fordi de var så meget mere kærlige og venlige end i Tyskland. Han gik siden på dansk skole i Slesvig og flyttede som voksen til Danmark og bor der stadig,” siger Anja Röhl.
Men afspejlede behandlingen på de kurhjem til en vis grad det generelle syn på børneopdragelse dengang?
”Nej, behandlingen på disse kursteder var værre, end hvad der var almindeligt i normale familier. Opdragelsen var generelt strengere dengang, men de fleste siger, at deres egne familier var tusind gange bedre end kurhjemmene, selvom de også blev slået derhjemme og oplevede strenghed,” siger hun.
”Vi har alle ar efter vore oplevelser. Vi ved, at mange har fået angst senere i livet, angst for autoriteter, angst i parforhold, problemer på jobbet. De fleste er kommet sig godt, men nogle oplever, at angsten forværres med alderen,” siger Anja Röhl.
Det kan Detlef Lichtrauter, som medvirkede i ARD’s program, nikke genkendende til. Han lider i dag af posttraumatisk stresssyndrom, siger han til tv-stationen.
”Den tids begivenheder dukker altid op i mine mareridt,” siger han.
De tyske delstaters socialministre har siden bebudet, at man nu vil til bunds i, hvad der præcist skete på kurhjemmene, og hvor stort omfanget af vold og chikane egentlig var. Manfred Lucha, der er formand for socialministerkonferencen, siger ifølge ARD, at staten har fejlet i sit ansvar for børnene, og at ”alt skal lægges på bordet”.
Og blandt de berørte er det største ønske netop, at man begynder at forske i, hvad der skete på kurhjemmene, fortæller Anja Röhl på baggrund af en konference i støtteorganisationen.
”Det handler ikke om at få individuel kompensation. Mange af os kan ikke bevise, hvilket hjem vi var på, vi har endnu ingen akter fundet. Men de fleste af os ønsker, at det skal efterforskes. Folk har brug for at vide, hvad der skete i disse hjem, og hvem personalet var,” siger hun.
”Vi ønsker, at verden skal se, hvad der skete, så vi kan sikre os, at det ikke sker igen.”