Tyske politikere fordømmer chikane mod flygtninge i østtysk delstat

Politiet i Sachsen beskyldes for svigt efter brandstiftelse og blokade mod flygtninge. Dybt beskæmmende, lyder det fra forbundsregeringen

Grædende børn og kvinder forlod rystende af angst en bus i byen Clausnitz for at søge ly i et flygtningecenter. De var flygtet fra terror og krig, men i Tyskland, hvor de troede sig i sikkerhed, mødtes de af en brølende menneskemasse, der med knytnæver og slagråb som ”Vi er folket” forsøgte at hindre de omkring 20 asylansøgere i bussen i at komme ind i centret.
Grædende børn og kvinder forlod rystende af angst en bus i byen Clausnitz for at søge ly i et flygtningecenter. De var flygtet fra terror og krig, men i Tyskland, hvor de troede sig i sikkerhed, mødtes de af en brølende menneskemasse, der med knytnæver og slagråb som ”Vi er folket” forsøgte at hindre de omkring 20 asylansøgere i bussen i at komme ind i centret. . Foto: Jan Woitas/AFP.

Videooptagelser og billeder fra den østtyske delstat Sachsen har atter sat den tyske befolknings syn på flygtningekrisen på dagsordenen i tyske og internationale medier: Grædende børn og kvinder forlader rystende af angst en bus i byen Clausnitz for at søge ly i et flygtningecenter. De er flygtet fra terror og krig, men i Tyskland, hvor de troede sig i sikkerhed, mødes de af en brølende menneskemasse, der med knytnæver og slagråb som ”Vi er folket” forsøger at hindre de omkring 20 asylansøgere i bussen i at komme ind i centret.

I Bautzen, en anden by i Sachsen, står folk og morer sig, mens et hotel, der skal huse et asylcenter, går op i flammer. Jo højere flammerne slikker mod himlen, desto mere jubler mængden, mens andre stiller sig i vejen for brandvæsenet.

Begivenhederne i Clausnitz torsdag aften og Bautzen i lørdags får nu kritikken til at hagle ned over myndighederne. Især tysk politi og delstatens kristeligt demokratiske indenrigsminister, Markus Ulbig, står for skud. Kritikken går på, at der var for lidt politi til stede i begge byer, og det har især skabt vrede, at politiet i Clausnitz slæbte flere af flygtningene ind i centret på en temmelig hårdhændet måde.

Tyske medier har weekenden igennem massivt dækket det, der nu kaldes ”Skændslen fra Clausnitz”, og forbundskansler Angela Merkels regeringstalsmand, Steffen Seibert, kaldte i går det skete ”dybt beskæmmende”.

”Hvor koldhjertet og kujonagtig skal man være for at stille sig op foran en flygtningebus, for at bande og råbe for at skræmme de mennesker, der sidder derinde, heriblandt flere kvinder og børn,” sagde han på en pressekonference i Berlin, hvor han på hele regeringens vegne fastslog:

”Vores land er anderledes. Vort land ved, at det i bund og grund handler om mennesker i nød. Dem behandler vi med anstændighed og medfølelse.”

Både Steffen Seibert og den socialdemokratiske justitsminister, Heiko Maas, opfordrer til tydeligt at tage afstand fra fremmedhad. Maas advarer ligefrem om, at ”vi ikke må vente, indtil vi får den første dræbte”.

Regeringstalsmanden og flere andre advarer samtidig imod at stemple en hel region som fremmedfjendsk. Flere oppositionspolitikere kræver, at Sachsens indenrigsminister, Markus Ulbig, som den øverste ansvarlige for politiet træder tilbage. Foreløbig er den hidtidige leder af flygtningecentret i Clausnitz blevet forflyttet for sin egen sikkerheds skyld. Manden var i forvejen udsat for kritik, fordi han er medlem af det indvandrerskeptiske Alternativ for Tyskland, AfD, der stormer frem i meningsmålingerne.

AfD-formand Frauke Petry tog i går på et pressemøde afstand fra pøbelen og sagde, at partiet ville kulegrave, hvorvidt nogle af dens egne havde været involveret i skræmmeaktionen. Men samtidig gav hun også indirekte flygtningene skylden for at have optrappet konflikten med ”meget uskønne ytringer”.

Petry er gruppeformand for sit parti i delstatsparlamentet i Sachsen, hvor politiet igennem længere tid er blevet beskyldt for at se igennem fingrene med højreekstremistisk vold.

Politidirektøren i Chemnitz, Uwe Reimann, forsvarer politiets ageren i Claus-nitz med, at det var nødvendigt at bringe flygtningene i sikkerhed så hurtigt som muligt. Ifølge politichefen havde en dreng i bussen med sin langefinger vist ”skråt op”-tegnet over for de omkring 100 mennesker, der var mødt op for at hindre dem i at komme ind på flygtningecentret i byen.

”Vi frygtede, at situationen kunne eskalere, og at der ville blive kastet sten eller kanonslag mod bussen, og derfor var vi nødt til at handle hurtigt,” siger Uwe Reimann til avisen Tagesspiegel.

Geert Mackenroth, der er delstatsregeringens kommitterede på udlændingeområdet, indrømmer, at myndighederne kan have begået fejl.

”Spørgsmålet er, om vi overhovedet havde nok politi til stede, og om betjentene reagerede rigtigt,” siger han til Radio rbb og undrer sig:

”Det var politiets opgave at beskytte flygtningene, men hvorfor er det ikke sket tidligere? Hvorfor lader man flygtningene ankomme til Clausnitz i ly af mørket? Det er jo alt andet lige en veloplagt anledning for de alkoholiserede masser til at begå den slags overgreb.”

I Bautzen opfordrer overborgmester Alexander Ahrens borgerne til fremover at vise solidaritet med flygtningene, og allerede i søndags gik flere demonstranter på gaden for at fordømme brandstiftelsen.

”Vi lader ikke nogle tomhjernede personer ødelægge vores by,” siger han til mediehuset Funke og understreger, at det store flertal i byen helt klart er på flygtningenes side.

Sachsens ministerpræsident, Stanislaw Tillich fra kansler Merkels CDU, har fordømt begge hændelser med ordene: ”Det er ikke mennesker, der gør sådan noget. Det er forbrydere.”

Socialdemokraterne i delstaten opfordrer nu Tillich til at komme med en officiel forklaring på, hvorfor der netop i Sachen er tale om så mange overgreb på flygtninge og migranter.