For 100 år siden ville mange tyskere formentlig have betragtet Torsten Falk med en blanding af gru og undren. Den 53-arige vesttysker fra det traditionelt stærkt kristne Rhinland har meldt sig ud af den protestantiske kirke, og organiseret religion forekommer ham forældet. Men han er så afgjort heller ikke ateist, som den voksende skare af kommunister var det for et århundrede siden. Hvad er han da for et sært menneske, der ikke hører til nogen steder? En libertiner? En trussel mod den borgerlige moral og sammenhængskraft? Formentlig lidt af det hele, ville mange dengang have tænkt. Under alle omstændigheder et særsyn.
I dag er mennesker som Torsten Falk intet særsyn, men snarere det nye normale. I løbet af få årtier har udviklingen bevæget sig i en retning, som religionsforskere beskriver som enestående i historien. Religion har stort set altid udgjort en integreret del af menneskers liv, og i århundreder har et altovervejende flertal i Vesten bekendt sig til kristendommen. En kulturel selvfølge. Men ikke længere.
I dag vender et stigende antal mennesker kirken ryggen og siger, at de ikke har nogen religion. Et par eksempler: I Tyskland er andelen af konfessionsløse større end andelen af protestanter og andelen af katolikker. I Skotland, et andet land gennemsyret af religiøse traditioner, identificerer et flertal af befolkningen sig nu som ikke-religiøse. Og ifølge en fremskrivning af den amerikanske forsker Ryan Burge vil denne gruppe mennesker i 2029 udgøre den største religiøse gruppe i det traditionelt så religiøse USA. Hvem er disse såkaldte nones, som vender sig fra organiseret religion, men samtidig sjældent er militante ateister? Hvor går de hen, når kirken ikke længere giver mening?
”Jeg er bestemt ikke nogen ateist, der fornægter enhver gud eller kraft,” siger Torsten Falk, som kommer fra vesttyske Solingen, men har boet i Berlin i 20 år.
”Jeg tror på, at der er mere end det, du og jeg kan se og røre ved. Jeg går ud fra, at jeg har en sjæl eller en ånd. Og at det også er muligt, at jeg skal leve videre, når jeg dør og vender tilbage til støvet. Men jeg har aldrig haft brug for kirkens ritualer eller forestillinger om opstandelsen eller himlen,” siger Torsten Falk, der arbejder som freelancer i filmbranchen.
Som for så mange nones er kirken ham ikke fremmed. Hans mormor var aktiv i kirken, hans onkel har altid haft et bibelcitat parat til enhver lejlighed, og hans mor tror på Gud. Men for hans eget vedkommende blev det ved barnedåben, og i 20’erne tog han konsekvensen af sin ikke-tro og meldte sig ud af kirken.
”Det handlede lidt om at gøre oprør mod etablissementet. Det skyldtes også, at jeg er homoseksuel, og for 30 år siden var kirken ikke noget rart sted at være for en homoseksuel,” siger Falk.
Hans forfædre fandt fællesskab og mening i kirken, så hvor finder han selv alt dette? Først og fremmest i venskaber. En god bog. Et postkort fra fadderbarnet i Kenya. I naturen. På cykelferie langs de danske kyster, han holder så meget af.
”Jeg synes grundlæggende, at det er fint, at der findes tro, for tro er også håb. Men jeg har altid fundet det anmassende, at religioner gør krav på den absolutte sandhed. At hver religion siger, at netop de tror på den eneste sande Gud. Logisk set kan de ikke alle have ret. Og kirken har jeg aldrig savnet,” siger han.
Nones er betegnelsen for voksne, der beskriver deres religiøse tilhørsforhold som ateistisk, agnostisk eller ”ikke noget specifikt”, skriver det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center. Efter kristne, den største gruppe, og muslimer, den næststørste, er nones ifølge Pew globalt set den tredjestørste religiøse gruppe. Langt de fleste kommer fra Vesteuropa og Nordamerika, og de bliver stadig flere. I 2015 talte de 1,17 milliarder mennesker, og gruppen forventes at stige til 1,2 milliarder i 2060.
I Danmark kan man tale om to grupper af nones, siger Anne Lundahl Mauritsen, som forsker i irreligiøsitet ved Aarhus Universitets afdeling for religionsvidenskab.
demokratiet, Illustration: Rasmus Juul.
”Der er de aktivistiske – typisk yngre, veluddannede og venstreorienterede mænd – som melder sig ind i ateistisk selskab eller humanistisk samfund og kæmper for adskillelse af stat og kirke. De er en ret lille gruppe. Og den største gruppe, som finder meningsfulde fællesskaber på arbejdet og i fritiden, og siger, at de ikke savner organiseret religion i deres liv. Det er vanskeligt at sige, hvor mange de er,” siger hun.
Den voksende gruppe af nones hænger blandt andet sammen med individualiseringen. Folk identificerer sig ikke med organiseret religion, men vil selv finde ud af, hvad der i deres private søgen giver mening, vurderer hun.
”Man plukker her og der, dyrker yoga, læser lidt astrologi og går i kirke juleaften. ’Spirituel, ikke religiøs’ er den identitet, man ofte giver disse mennesker i undersøgelser. Måske har man flere identiteter samtidig; en dag kristen, den næste ikkereligiøs,” siger Anne Lundahl Mauritsen.
Nones er ikke ateister, mener Massimo Introvigne, religionssociolog og leder af Center for studier af nye religioner i Torino. De sammensætter deres egen tro, hvor der er plads til bøger af såvel Dalai Lama som pave Frans, såvel pilgrimsvandring som hinduistisk meditation.
”Det viser, at når et fast sæt af religiøse svar som for eksempel katolicismen er i tilbagegang, forsvinder religiøse spørgsmål ikke, og mange shopper rundt på det religiøse marked uden systematisk eller eksklusivt at besøge en bestemt butik,” siger han.
Det er med andre ord svært at svare entydigt på, hvad der har overtaget kirkens plads som meningsgivende fællesskab. Fællesskaber i et moderne, pluralistisk samfund er langt mere opsplittede end dengang, hvor de fleste var medlemmer af kirken, påpeger Gert Pickel, professor i religions- og kirkesociologi ved Leipzig Universitet. En af hans kolleger har foretaget interviews på barer i Østtyskland, det tidligere DDR, hvor der sidder mange ikke-kirkelige mennesker. De fleste voksede op uden religion under det ateistiske regime før Berlinmurens fald. Og det mest almindelige svar på baren var: ”Jeg har ikke lært noget om religion, det er ikke vigtigt for mig i mit liv, jeg savner det ikke”.
”De søger ikke efter en erstatning for religion. En stor del af samfundet holder godt sammen uden den fælles religiøse ramme,” siger Gert Pickel og peger på undersøgelser, som viser, at nones og kristne næsten værdsætter de samme værdier såsom tolerance.
”Forskellen er, at kristne har en religiøs forståelse af liv og død, og at ikke-kristne også reflekterer over liv og død, men at Gud ikke er en del af denne refleksion,” siger Gert Pickel.
Der er dog klare eksempler på, at mennesker savner de traditioner og overgangsritualer, som kirken gennem tiden har været garant for, når de vender kristendommen ryggen. I DDR forsøgte regimet for eksempel at udrydde kirkelige ritualer, men folk savnede et overgangsritual a la konfirmation. Derfor indførte den ateistiske stat Jugendweihe (ungdomsindvielse), en slags sekulær pendant til den kristne konfirmation, som stadig er populær, også blandt kirkelige konfirmander, som deltager for fællesskabets skyld, betoner Pickel.
Sunday Assembly, grundlagt af stand-up-komikerne Sanderson Jones and Pippa Evans i London i 2013, er et forsøg på at skabe en ikke-religiøs forsamling for mennesker, der ønsker en lignende fællesskabsoplevelse som ved en kirkelig gudstjeneste. Man samles om taler, socialt liv og fællessang, og samlingerne har fundet sted i cirka 90 byer, primært i Nordamerika og Europa.
Efterhånden som kirkens rolle svinder ind, og færre og færre mennesker identificerer sig som kirkelige, mister samfundet også muligheden for at opbygge disse fællesskaber. Det bliver sværere at tale med hinanden.
I USA er der også et bredt spektrum af fællesskaber, som ikke-kirkelige mennesker går til for at erstatte kirken. Det fortæller lektor i psykologi ved Boston Universitet Catherine Caldwell-Harris, som har forsket i ikke-tro i USA. I den ene ende finder man mennesker, der er fuldstændig sekulære og siger, at religion ikke længere spiller nogen rolle i deres liv. I den anden ende finder man mennesker, der går til meget liberale, semi-kristne samfund, som forsøger at nedtone det overnaturlige, men som stadig holder fast i principper som for eksempel omsorg for de svage. Og inden for disse to poler er der en lang række mennesker, som ved, at de ikke tror på Gud, men som ønsker at erstatte kirken med noget andet, fortæller hun.
Et godt eksempel er Unitarian Universalist, som efter eget udsagn tæller 150.000 voksne medlemmer i USA. Deres bygninger ligner kirker, men bevægelsen er så liberal, at præsten måske ikke engang nævner Gud eller en højere magt i sine prædikener. Man vægter begreber som kærlighed og retfærdighed frem for trossystemer.
”Folk her vil typisk sige: ’Jeg kan ikke holde ud at gå til en prædiken længere, men jeg forstår fordelene ved religion, og jeg ønsker, at mine børn skal forstå den kristne kultur og have viden om religion’,” siger Caldwell-Harris.
Connor Wood er ph.d. og forsker i religion med fokus på kultur, kognition og ritualer ved forskningsinstituttet Center for Mind and Culture i Boston. Han mener, at Vesten befinder sig i et ”tomrum”, efter at det kristne verdenssyn er begyndt at fortone sig.
”De yngre generationer har ikke nogen erfaring med at leve i en kulturelt sammenhængende verden med et fast, intakt verdenssyn. Det, vi ser nu, er en søgen efter noget andet som erstatning, og det er derfor, vi ser både konspirationsbevægelser som Qanon og bevægelser på den yderste venstrefløj for social retfærdighed. Begge har meget ritualistiske og ofte kristne elementer i sig,” siger han og påpeger, at folk under Black Lives Matter-protesterne i kølvandet på den sorte amerikaner George Floyds død gik ned på knæ og vaskede hinandens fødder, en parallel til Jesu fodvaskning af disciplene i Det Nye Testamente.
Men er den slags handlinger religiøse, eller overtager ikke-religiøse bevægelser blot kristent symbolsprog og tømmer det for religiøst indhold, kunne man spørge.
”Jeg mener, at det menneskelige samfund grundlæggende er religiøst, at vi er nødt til at have et hierarki af værdier for at kunne fungere, og at de højeste værdier i dette hierarki altid bliver hellige,” siger Connor Wood.
Den sekulære modernitet hævder at være ikke-religiøs, men man dyrker menneske-rettigheder og menneskelig autonomi i en grad, at disse principper i høj grad er blevet hellige, mener han.
”Hvis man angriber disse værdier i en samtale med en liberal, international borgerrettighedsaktivist, bliver vedkommende vred. Det er personligt for vedkommende, som hvis man spyttede på et kors foran en kristen. Hedonisme er også blevet helligt for mange yngre i storbyer. Jeg har folk som disse i mit liv, og hvis du fortæller dem, at de burde kontrollere deres appetit og gifte sig, gør det dem vrede,” siger han.
Nye fællesskaber opstår, og folk finder samhørighed og identitet et utal af steder uden for kirken. Men mister vore samfund alligevel noget uerstatteligt, når de ikke bindes sammen af kristendommen? Nej, mener lektor Catherine Caldwell-Harris.
”Religion har altid været en blanding af negative og positive ting; obligatorisk religion eller socialt påkrævet religiøs deltagelse er ikke optimal i dagens verden. Det, folk har brug for, er et samfund, der hjælper os til at blive den bedste udgave af os selv. Og den sociale retfærdighedsbevægelse i dagens USA, der har til formål at begrænse kapitalismens udskejelser og rette op på slaveriets og den historiske undertrykkelses uretfærdigheder, er en vej, der er blomstret op uden hensyn til religiøs tro eller ikke-tro,” siger hun og peger på, at mennesker finder nye former for fællesskaber, især online-fora for folk, der deler meget specifikke interesser, for eksempel online-grupper for universitetsprofessorer, der er enlige mødre.
Den tyske religionssociolog Gert Pickel mener også, at nye fællesskaber til en vis grad kan erstatte de religiøse.
”Hvis man ser på grupper som klimabevægelsen, kan man sige, at man her arbejder for en idé eller et mål, som skaber en stærk fælles identitet. Det er ikke religion, for religion har med Gud og højere væsener at gøre, men der er noget i formen, der ligner religiøse bevægelser,” siger han, men peger dog på et problem.
Kirken har altid været et sted, der giver mulighed for at danne engagerede fællesskaber, for eksempel diskussionsgrupper.
”Efterhånden som kirkens rolle svinder ind, og færre og færre mennesker identificerer sig som kirkelige, mister samfundet også muligheden for at opbygge disse fællesskaber. Det bliver sværere at tale med hinanden,” siger han.
Der er fatale konsekvenser ved at miste en fælles kristen referenceramme, mener religionsforsker Connor Wood fra Boston.
”En konsekvens er for mig at se, at demokratiets dage på længere sigt er talte. Vi har ikke længere et fælles sprog for at tale om det fælles bedste, og det gør samtaler om politik og indretningen af samfundet vanskelige,” siger han.
Wood nævner som eksempel, at en person i den amerikanske offentlighed for nylig brugte udtrykket ”at bytte sin førstefødselsret for et måltid mad”. Udtrykket henviser til den symbolmættede fortælling om Esau i Det Gamle Testamente og var tidligere et gængs udtryk, men en journalist, som ikke kendte udtrykket, gik hjem og skrev en artikel om, hvor fjollet og meningsløst udtrykket var.
”Den arv, vi har i form af humanistiske værdier, er dybt rodfæstet i kristne idéer som menneskers lighed for Gud og omsorg for de svage. Men vi mister denne fælles bevidsthed og dette fælles sprog, og dermed bevæger vi os fra at være en samlet nation eller kultur til at være opdelt i mange forskellige kulturelle grupper, som bliver trukket af sted af en eller anden centralmagt. Jeg tror, at det er der, vi er på vej hen,” siger han.