Tyske tv-krimier er fyldt med religion

Tv-serier minder seerne om religionens gamle åndelige tilbud

I tysk tv vrimler det for tiden med udsendelser, der beskriver religiøse temaer og miljøer. Især spiller religion en meget vigtig birolle i adskillige tv-serier.
I tysk tv vrimler det for tiden med udsendelser, der beskriver religiøse temaer og miljøer. Især spiller religion en meget vigtig birolle i adskillige tv-serier. Foto: .

I tysk tv vrimler det for tiden med udsendelser, der beskriver religiøse temaer og miljøer. Især spiller religion en meget vigtig birolle i adskillige tv-serier.

For eksempel ligger et nonnekloster i strid med den lokale borgmester i tv-serien Um Himmels Willen (For himlens skyld), og en katolsk præst udstyret med lune og snustobak efterforsker mordsager i serien Pfarrer Braun.

Claudia Stockinger, der er professor i nyere tysk litteratur ved universitetet i Göttingen, har fundet ud af, at religion er særlig stærkt repræsenteret i kriminalserierne. Sammen med andre forskere har hun de seneste to år undersøgt 411 afsnit af den populære tv-serie Tatort (Gerningssted).

LÆS OGSÅ: Medieforsker: Medierne er med til at producere vores baggrundsviden om religioner

Kristendommen var den dominerende religion i 216 afsnit af Tatort, og det var først og fremmest den katolske kirke, der blev skildret, nemlig i 92 procent af de 216 udsendelser, siger Claudia Stockinger til avisen Süddeutsche Zeitung.

Når den katolske kirke skildres oftere end den protestantiske, er det blandt andet fordi kirkens mange tabuer udgør en stor fascination hos både manuskriptforfattere og seere. Alene de katolske præsters forbud mod at udøve sex og indgå ægteskab har leveret stof til adskillige tyske krimier. Alligevel gør Claudia Stockinger opmærksom på, at kirken ikke udelukkende skildres negativt.

Ofte skildres præsterne som martyriske helte, der forsvarer deres tavshedspligt, når en morder har skriftet hos dem, siger hun.

Stockinger finder det naturligt, at religion spiller en så vigtig rolle netop i krimier, fordi kriminalfilm uundgåeligt handler om skyld og bod og kampen mellem godt og ondt, og fordi retfærdigheden sejrer til sidst:

Mens kirkerne de seneste år hele tiden har mistet medlemmer, bliver Tatort mere og mere religiøs. Det er en udvikling, jeg har slået fast lige siden 1990erne.

Når tv-serier beskæftiger sig med jødedommen og islam, sker det ofte på en måde, der kan betegnes som politisk korrekt. Alligevel er der en tendens til, at jøder udelukkende skildres positivt, hvorimod muslimer af og til sættes i forbindelse med terror, men som regel får seerne i samme udsendelse undervisning i, at terror ikke automatisk har noget med rigtig islam at gøre.

Ifølge Claudia Stockinger får seerne et fjernsynskursus i religion, når de ser Tatort.

Tatort minder seerne om religionens gamle åndelige tilbud. Seerne får en meditativ oplevelse, når de søndag aften ser præsten tale ved en åben grav. De oplever en gudstjeneste og mærker det ikke engang, siger hun.