Et bestemt hus fangede Friederike Fechners blik, når hun og hendes mand spadserede gennem den tyske middelalder-havneby Stralsunds handelsgader. En elegant barokejendom fra 1680, der lige som resten af byen i det tidligere DDR havde fået lov til at forvitre og forfalde efter mange års økonomisk nedtur.
Friederike Fechner, en 57-årig klassisk uddannet cellist, var efter murens fald i 1989 flyttet fra vesttyske Hamborg til Stralsund med sin mand og tre børn for at tage del i genopbygningen af det gamle Østtyskland. Bag forfaldet vidnede de gotiske kirker, bindingsværkshuse og barokke bygninger stadig om fordums rigdom i den gamle hansestad ved Østersøen. Friederike Fechner og hendes mand forelskede sig i barokhuset og besluttede sig i 2012 for at købe og renovere det. Facaden var krakeleret, strukturen smuldrede.
Men der var også et element af ødelæggelse i husets vægge, som Friederike Fechner intet kendte til, da hun og hendes mand skrev under på kontrakten. En fortælling gemt i sprækkerne om en foretagsom jødisk familie, som havde haft virksomhed i huset, indtil nazisterne indledte deres massemord på Europas jøder. En fortælling om flugt, om jødiske efterkommere, som var blevet spredt ud over verden og ikke kendte til hinandens eksistens. Indtil Friederike Fechner begyndte at skrabe i husets historie.
”Da vi opdagede, at huset havde tilhørt jøder, stod det ganske klart for min mand og mig, at vi måtte til bunds i historien, også selvom det kunne føre til krav om tilbagelevering af huset,” fortæller hun, mens vi betragter den fintpudsede, græskar-farvede barokfacade under en dybblå himmel, hvor skrigende måger ser langt efter fiskekutternes fangst.
”I min egen familie og i mit eget liv var der altid en mur af tavshed og skam over den nazistiske fortid. Vores land har begået de værste og mest uforståelige grusomheder, der nogensinde har fundet sted. Jeg ville gerne gøre alt, hvad jeg kunne for at nedbryde denne mur,” siger Friederike Fechner.
Hendes opdagelse af ejendommens jødiske fortid begyndte, efter at huset i 2014 stod færdigt, og familien Fechner modtog prisen for årets istandsatte ejendom i Stralsund. Friederike Fechner blev bedt om at holde en tale om husets historie ved prisoverrækkelsen. Hun gik i stadsarkivet og fandt ud af, at huset siden 1880 havde tilhørt jøder, som handlede med lædervarer. De havde solgt huset i 1934. Friedrich Blach, søn af ægteparret Julius og Selma Blach, var flygtet til USA i 1937, mens fire andre søskende var blevet myrdet under holocaust. Da Friederike Fechner fortalte denne familiehistorie under talen, græd hun. Og hun satte sig et mål: Hun ville finde efterkommerne af Blach-familien, hvis der var nogen tilbage.
Arbejdet gik først trægt. På internettet endte hun i blindgyder. Men i 2015 mødte hun ved et tilfælde en slægtsforsker, som havde kendskab til adskillige databaser. Forskeren fandt en mailadresse på Friedrich Blachs barnebarn, en historieprofessor ved navn Casey Blake, som boede i New York. Fechner skrev til ham. Men ikke uden en vis bæven. Ville jødiske efterkommerne overhovedet have noget med en tysker at gøre? Hvilken ret havde hun egentlig til at snage i deres familiehistorie? Casey Blake svarede:
“Kære Friederike Fechner, tusind tak, fordi du skriver. Hvilken vidunderlig overraskelse.(...) Ja, jeg er barnebarn af Friedrich og oldebarn af Julius Blach. (…) Min far talte ikke om tragedien Holocaust, der ramte så mange familiemedlemmer. Det kapitel var lukket for ham.(...) Jeg ved, at vi alle ville være glade for at se fotografier af Julius Blach-huset og høre om alle de oplysninger, du måske vil dele med os om dit hjem. (…) Med alle de bedste ønsker, Casey.”
Friederike Fechner og hendes mand rejste til USA for at besøge Blake-familien, de mødtes til middag på Broadway, talte om familiens historie i fire timer og udviklede omgående et venskab. Casey Blake skrev efterfølgende en mail til hende:
“Du gjorde et smukt stykke arbejde med at redde huset fra ødelæggelse, hvilket i sig selv er en genoprettelse af vores families fortid.”
Hjemme i Stralsund fortsatte Fechner sit detektivarbejde i stadsarkivet, på den jødiske kirkegård, på internettet, i slægtsdatabaser. Flere og flere efterkommere af Blach-familien dukkede op i hendes arbejde. Hun skrev til dem, og de svarede. Fra London, Boston, New York, Amsterdam, Jerusalem. De fleste anede ikke, at de havde en stor jødisk familie, som stadig var i live. Friederike Fechner satte dem i forbindelse med hinanden.
“Jeg troede, at hele min tyske familie var dræbt i koncentrationslejrene,” skrev Casey Blakes søster, Christina Blake, fra USA til sin nyopdagede fætter Peter Weishut i Amsterdam.
“At opdage så mange familiemedlemmer, som lever og har det godt, er i sandhed fantastisk,” skrev Christina Blake.
Christina Blake og hendes mand besøgte familien Fechner i Stralsund i april 2017. Det var hendes første besøg i det land, som havde udslettet det meste af hendes ophav godt 70 år tidligere.
“Jeg ville aldrig nogensinde være kommet,” skrev hun til Friederike Fechner forud for besøget.
“Men nu, da jeg har fået denne personlige forbindelse, føler jeg mig i stand til at komme.”
Stralsund er en lille by og husede kun et beskedent jødisk samfund på cirka 160 jøder før krigen, men byen skrev sig ind i den nazistiske historie, da 33 jøder i byen den 13. februar 1940 blev arresteret i deres hjem og deporteret til en ghetto i den polske by Piaski og siden til udryddelseslejren Majdanek. Det var den første deportation af tyske jøder i landet. Og med udslettelsen af Stralsunds jøder forsvandt også 170 års tysk-jødisk historie i byen.
Fechners projekt handler derfor ikke blot om at kaste lys over en jødisk families historie, men om i det hele taget at give stemme til nazismens jødiske ofre, som i DDR’s erindringskultur blev fortrængt eller behandlet med ligegyldighed, mener hun.
”Den bearbejdelse af historien, som fandt sted i Vest, har ikke fundet sted her i Øst, hvor det socialistiske regime var stærkt forbundet med palæstinenserne, og som frem til murens fald optrådte antisemitisk og intet gjorde for at bearbejde den jødiske historie,” siger hun.
Hun og hendes mand har derfor også rekonstrueret den tekst, der frem til 1938 stod over den daværende læderforretning i husets stueetage: ”Lederhandlung Gebr. Blach” (Læderhandel ved Brødr. Blach). Men endnu var hele familiens historie ikke blevet afdækket. Friederike Fechner fandt ud af, at lædervarebutikken ikke kun var blevet drevet af Julius Blach og hans søn, men også af Julius Blachs bror, Felix Blach, og en af hans sønner, Carl-Philipp. Nyt lys kastedes over familiens og virksomhedens skæbne. Felix Blach døde i 1932, året efter kom nazisterne til magten, i 1935 fratog nazisterne med Nürnberg-racelovene de tyske jøder deres borgerlige rettigheder, og det blev stadig sværere at drive forretningen. Sønnen Carl-Philipp Blach fortsatte arbejdet frem til juni 1938, fire år efter at huset var blevet solgt. Han noterede forretningens gang i en dagbog, som overlevede krigen. Dagbogen har Friederike Fechner fået foræret af Carl-Philipp Blachs svigerdatter.
”I dag, den 27. juni 1938, bliver virksomheden nødt til at lukke sine døre for altid i det 73. år af dens eksistens,“ skrev Carl-Philipp Blach.
”Når jeg skriver dette, er kælderen ryddet, og jeg sidder i min tomme stue for sidste gang og tænker på den tid, da jeg som barn sad på min fars knæ i det samme rum og lyttede til ham fortælle mig om den tid, hvor jeg kunne blive en del af familievirksomheden. Jeg råber til jer, mine afdøde forfædre, at der ikke er nogen skyld fra min side for virksomhedens tilbagegang!“
Carl-Philipp Blach overlevede nazismen, men døde i maj 1946 af fejlernæring. Hans sønner Hans og Gerd døde i Auschwitz i 1943. Han havde en bror, Paul Samuel Blach, som også døde i Auschwitz i 1944. Broderens hustru undslap døden, ligesom deres børn blev reddet af børnetransporterne til England. To af brødrene Carl-Philipp og Paul Samuel Blachs efterkommere vil ikke have noget med Friederike Fechner at gøre, har de sagt.
De øvrige efterkommere har hun dog stadig kontakt til, og om et år samles de for første gang til familietræf i Stralsund. 20 personer er foreløbig tilmeldt, og Friederike Fechner er vært og arrangør. Seks familier, som ikke kendte til hinanden, har hun bragt sammen. Hendes arbejde med Blach-familien har vakt opmærksomhed, og hun har holdt foredrag blandt andet for den tyske ambassade i Storbritannien og for Bank of England, lige som hun sidste år blev inviteret til at spille koncert i den Liberale Jødiske Synagoge i London til minde om krystalnatten den 9. november 1938.
”Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg gør det her,“ siger Friederike Fechner.
”Jeg gør det for at formidle et andet indtryk af Stralsund, af Tyskland og af tyskerne end den erindring, der stadig hænger over os som en mørk, tung sky,“ siger hun.
”Den mest smertefulde afvisning af disse jødiske ofre ville være at fastholde uvidenheden og ligegyldigheden over for deres skæbne. Der er mange huse i Tyskland, som tidligere tilhørte jøder, og hvis historie ikke er lagt frem.”
Hun betoner, at traumatiseringen efter nazismen og holocaust ikke blot findes blandt jødiske efterkommere, men også er internaliseret i den tyske efterkrigsgeneration, som hun selv tilhører.
”Når jeg tidligere traf jøder, for eksempel hvis jeg var ude at spille koncert med jødiske musikere, var jeg altid bekymret og tænkte, ’åh Gud, hvordan forholder du dig nu, kan du tale afslappet med dem med denne historie i bagagen’,” siger hun.
”Jeg er ingen gerningsmand, og jeg har ingen SS-folk i familien. Men jeg længes efter at nærme mig problemet gennem kontakt; efter at finde en normal omgang med hinanden. Mange jøder har præcis den samme trang til at kunne omgås tyskere på en afslappet måde. Med huset fik jeg mulighed for måske at sone for nogle af fortidens forbrydelser,” siger hun og citerer den rumænsk-amerikanske holocaust-overlever og forfatter Elie Wiesels ord, som hun har gjort til sine egne:
“Det modsatte af at erindre er ikke at glemme. Det er ligegyldighed.”
