OGSÅ SYD for grænsen foretages kirkelukninger som i København. Kirkerne nedrives eller overgår til andet formål. Den kæmpestore St. Antonius i Bochum bliver plejehjem i fem etager, andre bliver restauranter eller kulturhuse.
Dankwart Guratzsch, journalist med speciale i arkitektur, beklager i Die Welt udviklingen: Kirken, der engang var bærer af civilisation, kultur og samfundsmæssig udfoldelse, trækker sig tilbage fra territoriet. Det sker både i by og på land. Århundredegamle positioner bliver rømmet, steder, hvor kristningen af landet begyndte, knudepunkter i Aftenlandets kultur.
Alene den katolske kirke i Tyskland, som Guratzsch koncentrerer sig om, regner med at nedrive eller lukke 700 af sine kirker over de næste 10 år.
LÆS OGSÅ: Hver tredje tyske kirke skal lukkes
Moderne mennesker er jo sekulariserede, så kirkerne er blevet for store til de skrumpende menigheder, anfører kirkelederne. Det er automattænkning, der ikke kan begrundes i tal, mener Guratzsch. Mange katolske sogne har langt flere medlemmer end for 200 år siden, og desuden behøver man ikke nødvendigvis fylde rummene.
Guratzsch citerer den katolske teolog Ludwig Mödl: Mange af de middelalderlige klosterkirker blev slet ikke bygget så store for at rumme mange mennesker. De kæmpemæssige kirkerum med plads til 500 mennesker blev ofte opført til bare 30-50 munke. Rummets dimensioner og dets kvalitet skulle vise hen til det umådelige, som man håbede at møde.
Guratzsch mener, at det som ængster moderne kirkeledere, ikke så meget er ubetalelige håndværkerregninger som netop store rum. De lider af religiøs pladsangst, agorafobi, fordi også deres tro er blevet moderne og spinkel. Han fortsætter: Store rum, gigantiske kirkeskibe konfronterer en generation af præster, som er usikre i deres religiøse grundholdninger, med spiritualitetens uendelige, uudgrundelige dybde. Dén erfaring vil et rationelt kirkeligt management åbenbart ikke længere udsætte sine ansatte for.
Håndværkerregninger skulle i øvrigt ikke være et problem, for penge har den katolske kirke i Tyskland nok af. Fra 1991 til 2011 steg dens indtægt gennem kirkeskat fra 3,8 til knap 5 milliarder euro. Omregnet efter pristallet er dens indtægter firedoblet fra 1960 til i dag. Men den bruger også mange penge, nemlig på at bygge sognegårde og her drive allehånde aktiviteter. Og da disse viste sig uventet dyre, har man dernede ofte solgt sognegårdene igen og flyttet aktiviteterne ind i kirkerne.
Hertil kommer en ny tysk praksis, som endnu ikke er kommet til Danmark: Man lejer kirken ud til kirkefremmede aktiviteter som selskabelige receptioner, legestuer, gymnastik, kurser og lignende. Den slags forflygtiger kirkebygningens identitet og svækker dens troværdighed, anfører Dankwart Guratzsch.
Egentlig burde kirken boome, mener han. I Tyskland ser man såvel vækst i evangeliske frikirker som i allehånde spirituel wellness og fjernøstlig lære. Efterspørgslen efter åndelighed er så stor som nogensinde. Men den vil næppe orientere sig henimod en kirke, hvis alter den ikke kan få øje på for computerkurser, spilklubber og etnisk rådgivning, bemærker Guratzsch tørt.
I sin aktivistiske rus af åbenhed over for verdsligheden forsømmer kirken sin kernevirksomhed, hævder han. Og den forstår ikke, at den dermed måske snarere fremskynder end bremser tilbagegangen i tallet af gudstjenestedeltagere.
Den tilbagegang er i øvrigt ofte mindre, end man antager. Det er en udbredt myte, at kirkerne tidligere bugnede med højmessegæster. I 1853 gik fem procent af Berlins befolkning i kirke om søndagen. Dengang reagerede kirken ikke defensivt ved at trække sig tilbage, men med storstilet byggeaktivitet for at markere sig som stærk og fortrøstningsfuld over for fremtiden. 50 år senere kunne det konstateres, at de fleste kirker nu var velbesøgte.
I dag er strategien altså den modsatte. Man lukker kirker og sammenlægger sogne, så man får XXL-menigheder, hvad der giver de ældre stadigt længere vej til kirke og fortynder lokal tilknytning. Det sker, fordi kirkens ledelse især har ambition om at være tidssvarende og gøre sig gældende sekulært.
Men man har på den måde slet ikke trukket flere i kirke, konstaterer Guratzsh.
Faktisk er den kendsgerning for tiden ved at gå op for den katolske kirke i Tyskland: I sine nyeste ytringer lader sågar Ruhr-biskop Overbeck en ny betænkelighed skinne igennem. Kirkerne bør få muligheden for atter at vie sig til sjælesorgens og forkyndelsens opgaver, citerer Katolische Nachrichtenagentur ham for.
Fremtidens kirke vil blive meget karismatisk efter det latinamerikanske menighedslivs forbillede, antager Guratzsch, som dog tilføjer: For mange kirker kommer denne indsigt for sent.
Anders Raahauge er kulturjournalist