Prøv avisen

Tyskerne er verdensmestre i opgøret med fortidens forbrydelser

”Der er ingen tvivl om, at tysk erindringspolitik i relation til holocaust kom til virke som en slags norm for, hvordan andre lande skulle se ikke bare på deres medansvar i nazismens forbrydelser, men også på de forbrydelser, de ellers måtte have begået i fortiden. På den måde har Tyskland været en rollemodel og en vigtig aktør i forhold til erindringen om andre folkedrab og krigsforbrydelser,” siger seniorforsker. Her ses holocaustmindesmærket i Berlin. Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Fredag er det 75 år siden, at Nazityskland kapitulerede. Intet andet land har som Tyskland formået at forholde sig så selvkritisk til egne forbrydelser, Anden Verdenskrig og Hitlertysklands massemord. I dag danner det tyske selvopgør med fortidens forbrydelser forbillede for EU og andre lande

Daniela, en 32-årig berliner af fjerde generation, kunne formentlig ikke skubbe Tysklands nazistiske fortid fra sig i tankerne, selvom hun ville. Når hun spadserer gennem den tyske hovedstad, bliver hun konstant mindet om ondskaben fra Det Tredje Rige, som gik under for 75 år siden: Holocaust-mindesmærket over de seks millioner myrdede jøder, de utallige statuer, mindetavler og de messingfarvede snublesten i byens gader, som beretter om dem, der blev deporteret og dræbt. For slet ikke at nævne de mange timer fra grundskolen til gymnasiet, som gik med at lære om nazisternes forbrydelser. Men hun vil heller ikke glemme. Ikke et sekund. Som historiker fastholder hun erindringen om tyskernes skyld ”som et bevis på, at jeg ikke vil, at vi nogensinde skal gennemleve sådan en tid igen”.

”Jeg føler skam, og jeg føler medansvar. Skam over, at mine bedsteforældre ikke havde modet til at stå op imod naziregimet. Og ansvar for, at det demokratiske liv og civilsamfund bliver så stærkt, at noget lignende aldrig kan ske igen,” siger Daniela, der ligesom mange andre tyskere ikke ønsker at stå frem med sit efternavn.

Dermed afspejler hun et Tyskland, som siden efterkrigstidens modvilje mod at tale om nazismen har set sine egne dæmoner i øjnene og fostret en selvransagende erindringskultur, som ikke har sin lige. Intet andet land har som Tyskland formået at forholde sig så selvkritisk til egne fortidige forbrydelser, fortæller professor emeritus og dr. phil. i tysk Per Øhrgaard. Det skyldes delvis, at Tyskland ikke har kunnet andet, idet landet begik ”en af historiens største eller ligefrem den største forbrydelse, udryddelsen af hele folkegrupper, jøder, sigøjnere og andre”, skriver Øhrgaard i sin bog ”Tyskland – Europas hjerte”. Efter Anden Verdenskrig har tyskerne derfor ”i højere grad end andre europæiske folkeslag været tvunget til ikke blot at kende og studere, men også uden ophør moralsk vurdere deres nyere historie”.

”Men vi andre har heller ikke været tilbageholdende med at minde dem om, at de skulle forholde sig selvkritisk – især jo længere tid der er gået,” siger Per Øhrgaard.

”I min ungdom talte vore politikere gerne om ‘det unge tyske demokrati’, som man skulle være sød ved. Men jo ældre deres demokrati blev og jo større den tyske magt, desto mindre overbærende er omverdenen. Der er også noget generationsbestemt i det: jo fjernere denne fortid er, desto mere ubegribelig og uhyrlig forekommer den.”

Tysklands erindringspolitik har udviklet sig til at blive en mode, som også andre lande har fulgt, og på EU-niveau har man især fra midten af 1990’erne arbejdet for at fastholde mindet om nazismens forbrydelser. Det fortæller Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, med speciale i blandt andet holocaust og erindringspolitik.

”Der er ingen tvivl om, at tysk erindringspolitik i relation til holocaust kom til virke som en slags norm for, hvordan andre lande skulle se ikke bare på deres medansvar i nazismens forbrydelser, men også på de forbrydelser, de ellers måtte have begået i fortiden. På den måde har Tyskland været en rollemodel og en vigtig aktør i forhold til erindringen om andre folkedrab og krigsforbrydelser,” siger hun.

Hun påpeger, at EU-Kommissionen for eksempel har lanceret projekter, som belyste både nazismens og kommunismens forbrydelser, og siden 1998 har et internationalt samarbejde under navnet International Holocaust Remembrance Alliance bestående af 34 medlemslande arbejdet for at fastholde mindet om holocaust.

Den tyske erindringskultur er det eneste, tyskerne har tilbage for at fastholde et gran af tysk identitet, mener den tyske filosof og forfatter Alexander Grau. Han betegner den Forbundsrepublikken som verdens første posthistoriske stat i den forstand, at alt det politiske og kulturhistoriske, som hidtil havde ligget til grund for landet, brød sammen i maj 1945.

”Dette blev ledsaget af den ubetingede vilje til at forsvinde som tyskere og at lade sig opløse i verdenssamfundet eller i det mindste i Europa. Forbundsrepublikkens historie er en historie om total kulturel og ideologisk assimilering i sejrsmagternes kultur,” siger han og tilføjer, at denne totale assimilering kun bliver forstyrret af tyskernes Vergangenheitsbewältigung, det vil sige bearbejdning og opgør med den nazistiske fortid.

”Det betyder, at alene erindringskulturen, altså det at insistere på at stå i en særposition som skyldig, forhindrer selvopgivelsen af tysk identitet. I erindringen af de tyske forbrydelser kan den tyske verdensborger igen i nogle øjeblikke være ganske tysk uden at blive mistænkt for nationalisme,” siger han.