Merkel er under øget pres: Optimismen er tyndslidt i Tyskland

Angela Merkels første forsøg på ”damage control” over for flygtningesituationen skader hende faktisk, fordi de ridser hendes klassiske image

German Chancellor Angela Merkel gestures as she delivers a speech during a joint press conference with the Turkish Prime Minister in Ankara on February 8, 2016. Turkey and Germany will ask NATO to help police the Turkish coast and stop traffickers from sending migrants on dangerous sea journeys, German Chancellor Angela Merkel said. / AFP / ADEM ALTAN
German Chancellor Angela Merkel gestures as she delivers a speech during a joint press conference with the Turkish Prime Minister in Ankara on February 8, 2016. Turkey and Germany will ask NATO to help police the Turkish coast and stop traffickers from sending migrants on dangerous sea journeys, German Chancellor Angela Merkel said. / AFP / ADEM ALTAN. Foto: ADEM ALTAN/AFP.

Chefkommentator ved Die Welt, Torsten Krauel, beskæftiger sig med forbundskansler Angela Merkels dramatisk faldende popularitet i befolkningen. Den faldt 12 procent ved seneste måling her i februar. Mere bekymrende for hende er imidlertid, bemærker Krauel, at 81 procent af tyskerne i samme måling skønner, at den tyske forbundsregering ikke er herre over flygtningesituationen.

Og Merkels første forsøg på ”damage control” skader hende faktisk, fordi de ridser hendes klassiske image: Tyskerne vil se hende som den vise og ufejlbarlige.

Det lyder nu fra hende, at de fleste flygtninge bør forlade Tyskland efter tre år - men i efteråret erklærede hun, at landet hungrede efter arbejdskraft, at vi ”klarer det”, og at et land, der ikke siger velkommen til alle, ”ikke er mit land”. Hun flakker for første gang, og det udløser de fatale 81 procent, bemærker Krauel.

I ugeavisen Die Zeit beskæftiger Matthias Kruppa og Bernd Ulrich sig med samme emne. Merkels ”uforklarlige” flygtningepolitik støttes af så godt som ingen i Europa. Måske lader den sig også kun forklare med præstedatterens pludselige udbrud af ophobet medlidenhed?

”Hvorfor er ellers politisk og kulturelt så grundforskellige lande som Ungarn og Spanien, Danmark og Tjekkiet, Norge og Italien pludselig enige om én ting: frem for alt ikke en flygtningepolitik som tyskernes!”.

Og spaltningen bliver kun værre, som månederne går: De lande, der lukker grænsen eller vinker alle igennem, gør rigtig gode erfaringer hermed, mens de få, som modtager hele lavinen, høster stedse dårligere erfaringer. De første føler sig bekræftet i deres klogskab, mens de sidste bliver mere og mere forbitrede, lyder analysen.

Berthold Kohler, en af udgiverne af Frankfurter Allgemeine Zeitung, bemærker i sin avis, at forbundspræsident Joachim Gauck, som jo skal være diplomatisk og politisk tilbageholdende, alligevel lader skinne igennem, at han nærer forståelse for de mange tyskere, der ikke tror på Merkels mantra om, at ”vi klarer det”.

Gauck frygter, at den uhæmmede tilstrømning kan føre til afvisning og radikalisering. Og i så fald er et politisk problem blevet til et moralsk problem - Gaucks ressort.

Moralen er ellers altid et patent hos dem, der vil smække alle døre op, bemærker Kohler, men som filosoffen Peter Slojterdijk har bemærket: Man kan ikke have moralsk pligt til at ødelægge sig selv. Måske kan Merkel ikke længere standse en begyndende opløsningsproces i Tyskland med stigende vrede. Hun behøver jo nærmest magiske kræfter for at overtale de øvrige EU-lande og Tyrkiet til at modtage kvoter.

”For tiden viser Sverige, hvordan det også går uden. Også Gauck giver Merkel stedse tydeligere vink om alternative veje. Det ser næsten ud, som om han er ved at bygge en bro.”

En bro til et ærefuldt tilbagetog - indførelse af grænsekontrol ligesom svenskernes.

Medarbejder ved ugemagasinet Christ & Welt Raoul Löbbert bemærker, hvor skidt tyskerne har det, selvom arbejdsløsheden er i bund, og lønnen høj. De har ondt i identiteten:

”Med den muslimske mand kommer det tyske identitetstab over Middelhavet.” Nu ser tyskerne forfald og elendighed alle vegne, og allerstærkest, når de ser Merkel.

”I mange år gav hun sit folk fornemmelsen af at bo i det bedste af alle lande. Men nu ser mange tyskere tænderskærende på hendes 'vi klarer det'-optimisme.”

Tiden er ikke til optimisme, indvender tyskerne - og deri har de ret, bemærker Löbbert. Han skelner imidlertid mellem optimisme og håb. Optimismen siger, at alt bliver godt, og kan derfor være naiv. Anderledes med håbet.

”Hvis optimismen søger frelse ved at nå et konkret mål her og nu, så har håbet sit yderste punkt i det uopnåelige. For kristne er det punkt Kristi genkomst ved tidernes ende. For Karl Marx var det kommunismens sejr. Merkels ”vi klarer det” er tænkt som angivelse af et mål, der aldrig lader sig nå, men som desuagtet er sandt.”

Löbbert roser altså Merkel for at stige fra realpolitikken op i den religiøse sfære.

”Pessimisterne rynker panden: Hvad er der galt med damen? Vil hun missionere eller regere?”.

Hun er jo præstedatter, men har hidtil ikke ladet sig mærke med det, for tyskerne kan ikke lide præstedøtre, der ligesom deres fædre taler om håb, hævder Löbbert.

”Koblingen mellem realpolitik og noget så ureelt som håbets princip kan kun irritere et samfund, der har mistet troen og derfor svinger mellem optimisme og pessimisme. Forbundskanslerens stædighed i hendes tro på det umulige afspejler den trøst, som håbet trods al uopfyldelighed kan byde.”