Tyskernes Mutti vil blive husket som kriseknuser: Hun klarede den – noget ad vejen

Angela Merkel bliver kaldt den mest usandsynlige kansler, Tyskland nogensinde har haft. Efter 16 år som verdens mest magtfulde kvinde stopper hun inden længe. Hvad har drevet hende? Og hvilket Tyskland og Europa efterlader hun sig?

I sine 16 år som kansler har Angela Merkel altid haft de samme slags buksedragter på ved officielle lejligheder og ofte foldet hænderne på denne typiske måde. Det blev undervejs i hendes regeringstid så meget til et varemærke, at CDU har brugt hænderne på
I sine 16 år som kansler har Angela Merkel altid haft de samme slags buksedragter på ved officielle lejligheder og ofte foldet hænderne på denne typiske måde. Det blev undervejs i hendes regeringstid så meget til et varemærke, at CDU har brugt hænderne på. Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix.

I foråret 2000 tog Angela Merkel med en vis bæven til den stærkt konservative sydvesttyske delstat Baden-Württemberg. Kort forinden havde den 43-årige præstedatter meldt sig som kandidat til formandsposten i Tysklands Kristeligt Demokratiske Union, CDU. Forinden havde hun vovet et opgør mod patriarken Helmut Kohl, der havde måttet trække sig som æresformand på grund af en skandale om illegal partistøtte. Merkel, på det tidspunkt partiets generalsekretær, var på rundrejse for at samle støtte til sit kandidatur. Opgaven så noget nær umulig ud. Hun, en kvinde, en østtysker, en protestant. Ville de overhovedet have hende i det patriarkalske og katolsk dominerede CDU, som Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer, havde grundlagt i 1949? Uden opbakning fra den sydtyske delstat havde hun ikke en chance. Efter det officielle møde satte den lidt generte og kejtede Merkel sig sammen med delstatens CDU-spidser, fortrinsvis ældre herrer.

”Tror De virkelig, at jeg er konservativ nok for jer i Syden?“, spurgte hun lederen af CDU’s parlamentsmedlemmer fra Baden-Württemberg, Georg Brunnhuber.

Hans svar skulle blive skelsættende ikke blot for Merkels karriere, men for CDU’s fremtidige profil. Det konservative bagland skulle hun ikke bekymre sig om. De ville altid stemme CDU, sagde han.

”Men hvis det lykkes Dem at få vores døtre til at stemme på CDU, fru Merkel, så har De vundet.”

I dag, 21 år senere, kan den 67-årige Merkel se tilbage på en lang og omtumlet karriere som verdens mest magtfulde kvinde. Når Tyskland i dag går til forbundsdagsvalg, og en ny regering skal dannes, stopper tyskernes ”Mutti” gennem 16 år som kansler. For mange unge tyskere er hun den evige kansler, og hun efterlader sig et tomrum, som kan blive svært at udfylde. I hendes regeringstid har Frankrig haft fire præsidenter, USA har haft fire præsidenter, Storbritannien har haft fem premierministre, og Danmark fem statsministre. Gentagne gange har medier skrevet hendes politiske nekrolog. Men hun er tumlingen, der altid har rejst sig. Hun har moderniseret CDU og dermed vundet mange af de døtre og andre vælgere, som ikke kunne drømme om at stemme på partiet tidligere. Men det har haft sin pris. Hun er blevet kritiseret for at skubbe CDU så langt ind mod den politiske midte, at mange konservative vælgere ikke længere kan genkende deres parti. Kritikere i hendes eget parti har flere gange krævet hendes afgang. Hvad har drevet hende? Og hvilket Tyskland og Europa efterlader hun sig?

A ngela Merkel har været ambitiøs siden barndommen, siger journalist og forfatter Ursula Weidenfeld, som er aktuel med bogen ”Kansleren. Portræt af en epoke”:

”Bevidstheden om, at man skal være den bedste for at komme fremad, har også præget hende. Selvtilliden om ikke at være ringere end hendes vesttyske jævnaldrende er noget, hun har med sig fra sin DDR-tid, da hun tog sine første politiske karriereskridt.”

Angela Merkel blev født i Hamborg i det gamle Vesttyskland, men som helt lille flyttede familien, da hendes far så det som sit kald at være præst i det kommunistiske Østtyskland.

Hun var en mønsterelev, studerede fysik i Leipzig, opnåede en doktorgrad og arbejdede som forsker i årene 1978-1990. Hun lagde sig aldrig ud med det lukkede Østtyskland, men i et Stasi-dokument fra 1984 baseret på information fra en af Merkels venner beskrives hun som ”meget kritisk over for vores stat”, og hun lyttede i smug til debatterne i den vesttyske forbundsdag i radioen. Selv sagde hun nej til at blive Stasi-stikker med den begrundelse, at hun var for snakkesalig.

Berlinmurens fald i november 1989 blev et vendepunkt for hende. Mens strømmen af ekstatiske østtyskere den 9. november om aftenen brød gennem de åbnede grænser, gik hun i sauna med en veninde, som hun plejede at gøre hver torsdag efter arbejde. Sidst på aftenen krydsede hun grænsebroen på Bornholmer Strasse sammen med tusinder andre og blev budt på dåseøl af vestberlinere.

Selvom hun aldrig rigtigt har forklaret, hvorfor hun gik ind i politik, spiller de store omvæltninger og den vundne frihed en afgørende rolle i hendes beslutning.

”Vores individuelle frihedsrettigheder er ikke en selvfølge,” sagde Merkel i en tale ved det amerikanske Harvard Universitet i 2019.

”Men hvis vi nedbryder de mure, der lukker os inde, hvis vi træder ud i det fri og har modet til at tage imod en ny begyndelse, er alt muligt,” sagde hun til stående klapsalver.

Selvom hun i DDR havde holdt sig ude af det politiske liv, havde politik altid interesseret hende, fortæller Volker Resing, chefredaktør for det katolske tidsskrift Herder Korrespondenz og forfatter til to bøger om Merkel.

”Hun gik ind i politik for at smage på sin frihed og for at forme de nye ting, der nu åbnede sig. Det er tvivlsomt, om ’magt’ var en kategori for hende i begyndelsen. Det kom senere. Efter min mening lå hendes motivation først og fremmest i at forsvare denne store skat af et genforenet Tyskland i frihed,” siger han.

Resing kalder Merkel for den mest usandsynlige politiker og kansler, Tyskland nogensinde har haft, fordi hun først kom ind i politik som 35-årig og gik direkte til tops. Og fordi hun blev kansler i et andet land end det diktatur, hun var vokset op i.

”Det, der ligger til grund for hendes politik, er en protestantisk arbejdsmoral og en kristen værdiorientering samt en preussisk pligtopfattelse,” siger han.

S om præstedatter i DDR oplevede Merkel, hvordan hendes tro blev politiseret for at begrænse hendes frihed. Måske derfor er hun meget privat omkring troen.

”Jeg er medlem af den protestantiske kirke, jeg tror på Gud, og religionen har været min faste ledsager i mit liv,” sagde hun i sin podcast i 2012 og tilføjede, at det som kristen er ”befriende” at vide, at man kun er et menneske og derfor kan begå fejl. Det var genforeningskansleren Helmut Kohl, der efter Murens fald og Tysklands genforening opdagede den politisk uerfarne Merkel. Hun var på det tidspunkt vicetalskvinde for DDR’s sidste regeringschef efter at være gået ind i en kristen borgerbevægelse umiddelbart inden det østtyske kommuniststyres kollaps.

Kohl kaldte hende nedsættende for ”min pige” og gjorde hende til familieminister og siden miljøminister i det genforenede Tysklands første regering.

Kohls pige var dog den eneste, der turde træde i karakter under en omfattende skandale om partistøtte med Kohl som omdrejningspunkt. I et læserbrev i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung tog hun opgøret med den magtfulde partipatriark i december 1999.

”Partiet må nu lære at gå selv (...) uden sin gamle krigshest, som Kohl ofte har yndet at kalde sig selv,” skrev hun.

Kohls afløser på formandsposten, den nuværende forbundsdagsformand Wolfgang Schäuble, var også fedtet ind i skandalen. I april 2000 stod Angela Merkel pludselig som den første kvinde i spidsen for partiet.

S eptember 2005. Tysklands forbundskansler gennem syv år, socialdemokraten Gerhard Schröder, løftede hænderne som en sportshelt og proklamerede, at ”landet vil have Gerhard Schröder som kansler”. Det var valgaftenen for forbundsdagsvalget, som Schröder selv havde fået presset igennem et år før tid. Angela Merkel, formand for CDU, kiggede med et bekymret blik på den storskrydende kansler, men sagde ingenting. Hun var selv spidskandidat til posten. Efter at have ført stort under hele valgkampen måtte Merkel og CDU tage til takke med en yderst snæver sejr. Resultatet var næsten uafgjort, og Merkel kunne ikke som håbet skabe et flertal med de liberale. Hvem skulle være Tysklands fremtidige kansler i en koalitionsregering?

Schröder var ikke i tvivl. Hvis hans parti skulle indgå en koalition med Merkels CDU, skulle det være med ham i spidsen.

”Ingen anden end mig er i stand til at danne en stabil regering,” lød det fra ham i partilederrunden på tv.

Merkel forholdt sig rolig, og med et lille smil satte hun Schröder på plads:

”Det er ganske simpelt – du vandt ikke i dag.”

Efter seje regeringsforhandlinger blev hun den 22. november 2005 af Forbundsdagen valgt som det forenede Tysklands første kvindelige – og første østtyske – forbundskansler. Den generte kvinde havde sejret – og gjort Schröders SPD til sin juniorpartner.

Merkels succes skyldtes dels, at det mandsdominerede politiske parnas havde totalt undervurderet hende. Men i endnu højere grad, at hun har et veludviklet magtinstinkt, som ikke kommer til udtryk i store armbevægelser.

”Naturligvis er hun drevet af, at hun vil magten,” siger Stefan Kornelius, udlandsredaktør ved avisen Süddeutsche Zeitung, som i 2013 skrev biografien ”Angela Merkel”.

Han og andre peger på, at hendes uddannelse og arbejde inden for naturvidenskaben har gjort hende til en usædvanligt skarpt tænkende politiker.

”Hendes politiske drive er at løse problemer,” siger Kornelius.

”Hendes stil har altid været saglig, og det giver hende et kick at stå over for et problem, analysere hver enkelt situation og tænke enhver mulighed igennem, inden hun træffer den beslutning, hun mener, er den rigtige.”

Merkel har aldrig brudt sig om ideologi, og selvom hun gang på gang er blevet beskyldt for at være nølende og uden visioner, har tyskerne generelt været begejstrede for hendes forsigtige, pragmatiske stil.

Forsigtigheden blev kun større, efter at hun under valgkampen i 2005 nær havde sat alt over styr ved at slå ind på en økonomisk-liberal kurs, som gav hende en massiv vælgerlussing, og som hun hurtigt droppede igen.

Det skal ikke kun tilskrives Merkel, at det traditionelt konservative CDU udviklede sig til at være et bredt, midtsøgende parti. Men det var med hende i spidsen, at partiet udfasede atomkraften, afskaffede værnepligten, var med til at indføre mindsteløn, gik ind for kvindekvoter i bestyrelser og åbnede for, at homoseksuelle kan indgå ægteskab. Som konsekvens har CDU mistet vælgere til højre for midten, hvoraf mange er gået til det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD.

I 2013 opnåede Merkel dog et folkeligt højdepunkt, da hun ene kvinde sikrede CDU den største valgsejr siden genforeningsåret 1990 ved at knække den magiske 40-procentsgrænse. Eftermælet så ud til at være sikret.

Vi klarer den

Juli 2015. Den ellers så selvsikre Angela Merkel mistede et øjeblik mælet. Sjældent var hun blevet så direkte konfronteret med konsekvenserne af sin egen politik. Hun var på besøg på en skole i Rostock, og under en tv-transmitteret samtale med en flok elever fortalte en ung palæstinensisk pige, Reem, på flydende tysk om frygten for at blive udvist efter fire år i Tyskland.

”Jeg har mål ligesom alle andre. Jeg ønsker at studere ligesom dem. Det er meget ubehageligt at se, hvordan andre kan nyde livet, og jeg ikke kan,” fortalte pigen, inden hun brød ud i gråd.

Merkel forsøgte trøstende at forklare, at hun godt forstod hende, men at ”politik nogle gange er vanskeligt”, og at pigen var en af ”tusinder og atter tusinder” af flygtninge, som Merkels land ikke kunne hjælpe.

Flygtningestrømmen til Tyskland voksede dag for dag, og intet emne optog befolkningen mere. Tyskerne kendte Merkel som ”Mutti”, der kunne garantere tryghed og stabilitet. Nu pressede et problem sig på, som skulle blive afgørende for hendes politiske kurs.

På hendes ordre holdt Tyskland siden sine grænser åbne for ikke-registrerede flygtninge, og tusindvis af syriske flygtninge strømmede ind i landet fra Ungarn. Beslutningen skabte rystelser i hendes eget bagland – og hele Europa.

”Hvis vi nu skal begynde at undskylde for, at vi i nødsituationer viser et venligt ansigt, så er det her ikke mit land,” lød Merkels modsvar.

Hidtil havde hun rettet sig efter folkestemningen. Nu stod hun fast på en sag og sit nye mantra om, at ”vi klarer den” trods protester. Hun var drevet af sin kristne opdragelse og erindringen om, at tusindvis af østtyske flygtninge i 1989 kort før Murens fald også fik tilladelse til at krydse grænsen fra Ungarn til Vesttyskland.

”Hendes kristne tro, som hun aldrig har brugt eksplicit til at retfærdiggøre politiske beslutninger, og hendes erfaring med at vokse op i en totalitær stat, der byggede en mur for at forhindre borgerne i at forlade landet, har været vigtig for Merkels politik og kunne ses i forbindelse med flygtningekrisen,” siger Rudi Wurzel, professor i europæisk politik ved britiske Hull Universitet.

Kansleren forsvarer sin beslutning i dag. Hun har aldrig opfordret alle flygtninge til at komme til Tyskland, men i 2015 stod de allerede ved dørtærsklen.

”Og så at sige: ’Pas på, tilbage over Middelhavet’, det var ikke vejen for mig,” sagde hun for nylig ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Efter dalende opbakning gennemførte Merkels regering en række asylstramninger.

Men hun begik en fejl under flygtningekrisen, som har været symptomatisk for hendes ledelsesstil, mener forfatteren Ursula Weidenfeld: Hun traf beslutningerne på egen hånd. Det samme skete i finanskrisen og senest i coronakrisen.

”Igen spillede parlamentet, folkesuveræniteten, næsten ingen rolle,” siger Weidenfeld, som dermed mener, at kansleren har svækket det tyske demokrati.

Sætter machomænd på plads

Januar 2007. Merkel virkede synligt utilpas. Hun var på besøg hos den russiske præsident, Vladimir Putin, i hans sommerresidens i Sotji ved Sortehavet. Under deres drøftelser om energiforsyninger kaldte Putin på sin sorte labrador, Koni. Merkel blev stiv i kroppen, da hunden nærmede sig og snusede til hende. Hun var blevet bidt to gange i sit liv, og hendes frygt for hunde kunne ikke have undgået Putin, der sad tilbagelænet i stolen og nød øjeblikket.

”Jeg er sikker på, at den vil opføre sig ordentligt,” sagde han.

Merkel var åndsnærværende nok til at svare på russisk, som hun havde lært i DDR.

”Den spiser jo trods alt ikke journalister...”, sagde hun og henviste til de pressefolk, der også var til stede.

Senere forsøgte Merkel at forklare Putins opførsel over for en gruppe journalister.

”Jeg forstår, hvorfor han er nødt til at gøre dette – for at bevise, at han er en mand. Han er bange for sin egen svaghed. Rusland har intet, ingen succesfuld politik eller økonomi. Alt, hvad de har, er dette,” lød hendes analyse af psykologien i Putins regime.

Merkel har som få kunnet tale med macho-ledere som Putin og USA’s daværende præsident Donald Trump, der sagde ”jeg elsker hende” under et Nato-topmøde i 2018. Hun har aldrig ladet sig påvirke af deres brovtende stil. Det har medvirket til, at hun er blevet en uundværlig international forhandler, især i forholdet mellem Vesten og Rusland. En rolle, som kun er blevet vanskeligere efter Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014.

”Men Merkel har evnet at sætte Putin på plads,” siger Stefan Kornelius.

”Mens populismen har haft sin storhedstid, kulminerende med Trump i USA, har hun signaleret til verden, at demokrati og retsstat stadig er værd at kæmpe for,” siger han.

Nogle har kritiseret hende for at sætte tysk velstand over frihed og demokrati: I takt med at Kina er blevet vigtigere for det tyske eksportmarked, er kritikken af det kommunistiske regime blevet mindre. Og trods hendes fordømmelse af Putin-styrets forsøg på at kvæle al politisk opposition har hun holdt fast i et omstridt naturgas-samarbejde med Rusland.

”Hendes hovedinteresse har været muligheden for at kunne tale med alle, hvilket hun ofte var mere værdsat for i udlandet end i hjemlandet,” siger chefredaktør Volker Resing.

Denne stil har medvirket til, at hun i dag betragtes som Europas de facto-leder.

”I årevis var hun lidt af en akse i Bruxelles, som alting drejede sig om – enten i form af modstand eller tilslutning. Det er endnu uvist, hvem der vil vokse ind i denne rolle efter hende,” siger han.

Klimakrise og rysteture

August 2020. En sensommerdag besøgte den 17-årige svensker Greta Thunberg og tre andre klimaaktivister fra bevægelsen Fridays for Future Merkel i kanslerministeriet i Berlin. Enorme brande og oversvømmelser hærgede store dele af verden.

De unge kvinders forventninger var høje, for de vidste, at Merkel i modsætning til mange andre stats- og regeringschefer vidste, hvad klimakrisen gik ud på. Allerede som miljøminister under Kohl havde hun i 1995 stået i spidsen for den første FN-klimakonference i Berlin. De unge aktivisters skuffelse var derfor stor, da Merkel fortalte dem, at hun ikke længere mente, at det er realistisk at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. En snert af kynisme havde utilsigtet sneget sig ind i kanslerens syn på klimapolitik, mener ugeavisen Die Zeit.

Tidligere havde Merkel lagt en helt anden entusiasme for dagen. Efter en FN-rapport om de dramatiske konsekvenser af stigende temperaturer fik Merkel i 2007 EU til at forpligte sig på en række mål om at reducere CO2-udslip. Hun rejste til Grønland, hvor hun formanende stillede sig i en rød jakke foran de smeltende gletsjere, og den tyske presse døbte hende ”klimakansleren”. Men den konsekvente klimapolitik udeblev. I 2008 måtte hun styre Tyskland og EU gennem finanskrisen. Den græske gældskrise fulgte året efter, og undervejs gik kansleren forrest som den, der strikkede kompromiser sammen i natlige krisemøder. Hendes sparekurs gjorde hende til hadefigur blandt grækere, som ved protester udstyrede hende med Hitlerskæg på bannere. Hun beskrev for nylig eurokrisen som en af hendes sværeste perioder, fordi hun krævede så meget af de græske borgere.

Siden blev Fridays for Future et globalt fænomen og kritiserede politikerne for at efterlade en ødelagt jord til de kommende generationer. Da Tyskland i juli i år blev ramt af de værste oversvømmelser i nyere tid, så mange sig bekræftet i, at klimaforandringerne er rykket tæt på, og at Merkels CDU trods 16 år ved magten stor set intet har gjort på området.

Det er symptomatisk for hendes regeringsførelse, at det, der i begyndelsen ligner en konsekvent politik, ikke rigtig bliver til noget. Det mener journalist og forfatter Ursula Weidenfeld.

”Hun efterlader sig på den negative side et land, som ikke har formået at gennemføre de store og nødvendige reformer, hverken i Tyskland eller i Europa. Merkels efterfølger skal finde en fornuftig vej til effektiv klimabeskyttelse, gøre Europas fælles valuta permanent krisesikker og finde en europæisk løsning på flygtninge- og asylproblematikken,” siger hun.

Klimaet var ikke ene om at være overbelastet. I 2019 begyndte Merkel at ryste under modtagelsen af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, i Berlin. I ugevis gentog hændelsen sig. Året forinden havde Merkel bebudet, at hun trak sig som CDU-formand og ikke stillede op til en periode mere som kansler. Die Zeit spekulerede i, at kanslerens krop udtrykte noget, som kanslerens ånd havde formået at undertrykke længe: Prisen for det krævende embede. Mange betragtede hende som færdig i politik.

En hård ende

Marts 2020. Over 25 millioner tyskere så med, da Merkel den 18. om aftenen gik på tv. Selv på højdepunktet af flygtningekrisen havde kansleren afholdt sig fra at tale direkte til nationen. Nu talte hun om Tysklands alvorligste krise siden Anden Verdenskrig. En ny virus ved navn covid-19 havde bredt sig i Tyskland og resten af verden. I følelsesladede vendinger formanede Mutti tyskerne til at tage vare på hinanden: ”Jeg er overbevist om, at vi vil klare denne opgave, hvis alle borgere virkelig forstår det som deres opgave,” sagde hun.

Tyske medier havde egentlig dømt hende ude. Nu rystede hun den tiltagende træthed af sig og gjorde comeback som krisemanager. Tyskland klarede sig bedre gennem pandemiens første bølge end de fleste andre lande, og avisen Handelsblatt kårede Merkel som ”Årets fighter”.

Men under virussens anden bølge gik det galt. De tyske smittetal nåede alarmerende højder, og hver dag døde hundredvis af mennesker. Kanslerens evne til at overbevise befolkningen om at udvise større forsigtighed svigtede. Det samme gjorde hendes evne til at overbevise lederne for de 16 tyske delstater om at indføre skrappere restriktioner. Under møderne med ministerpræsidenterne virkede Merkel ofte gnaven. Hendes autoritet havde lidt et voldsomt knæk. Resultatet var et virvar af restriktioner, som mange tyskere fandt vilkårlige. Krisen blev et forstørrelsesglas for andre problemer og udstillede især, hvor meget Tyskland halter bagud i forhold til digitaliseringen.

Tilbagetrækningen fra Afghanistan føjede spot til skade. I Forbundsdagen måtte en presset Merkel i august i år forsøge at forklare, hvad der næppe kan forklares: Hvorfor Tyskland ikke havde formået at redde mange af de lokale afghanere, som havde hjulpet tropperne gennem årene, og som nu var overladt til Talebans nåde.

Stabilitetskansleren

Man kunne foranlediges til at tro, at hun dermed ender på bunden af sin karriere. Men det er ikke tilfældet. Mens hendes CDU lider under historisk elendige meningsmålinger, er hun stadig Tysklands mest populære politiker. I en nylig rundspørge mener 80 procent af tyskerne, at hun gør det godt som kansler. Merkels popularitet rækker langt ud over hendes eget parti.

”Min mand og jeg har altid stemt socialdemokratisk,” sagde pensionisten fru Geilssler, som Kristeligt Dagblad for nylig mødte på gaden i den politisk røde kulmineby Bochum.

”Men Merkel har jeg været glad for. Hvor er det en skam, at hun stopper. Vi skal jo allesammen før eller siden på pension.”

Kansleren selv forlader sit embede med god samvittighed, sagde hun forleden under et interview i Skuespilhuset i vesttyske Düsseldorf:

”Jeg mener, at jeg har ydet mit bidrag.”

Siden Merkel gik ind i politik i 1989, har hun ikke haft en normal arbejdsdag og er holdt op med at spørge sig selv, hvad der interesserer hende uden for politik. Det råder hun bod på nu.

”Har jeg lyst til at skrive? Har jeg lyst til at tale? Har jeg lyst til at tage på vandretur? Har jeg lyst til at være hjemme? Har jeg lyst til at rejse ud i verden? Derfor har jeg besluttet mig for ikke at gøre noget i øjeblikket og vente og se, hvad der kommer. Og det, synes jeg, er meget fascinerende.”

Merkel-æraen vil blive husket for den måde, hun håndterede problemerne på snarere end for visionære idéer, mener chefredaktør Volker Resing. Men det skyldes, at hun har regeret i en periode med ualmindeligt mange kriser. I det lys har ”krisekansleren” gjort det godt.

”Merkel ønskede magten for at redde euroen, for at lede landet ind i et nyt økonomisk opsving og for at håndtere coronakrisen. Hun vil måske i tilbageblik blive betragtet som ‘stabilitetskansler’, selv om hendes livsbane først og fremmest var præget af usikkerhed og stadig nye opbrud,” siger han.

I historiebøgerne vil hun blive husket som en stærk leder, der har kæmpet for Europas sammenhold uden at virke farlig for de øvrige lande, mener Stefan Kornelius fra Süddeutsche Zeitung. Det er en svær kunst at mestre – i lyset af den nazistiske fortid og i lyset af, at det økonomisk stærke Tyskland bliver en stadig mere dominerende magt i Europa.

”Jeg tror ikke, der findes andre politikere, der har siddet så længe ved magten, og som er så lidt forfængelige som Merkel. Når man ser, hvor mange politikere, der gør karriere ud fra narcissistiske og egoistiske motiver, har vi været godt tjent med hende,” siger han.