Verbale overfusninger, spyt i ansigtet og korporlige trusler.
Den syriske kulturskribent Mahmoud Hassino har oplevet det på egen krop og hørt om det smerteligt ofte. Ikke bare da han boede som homoseksuel i Syrien, men også i sine år som flygtning først i Tyrkiet og nu i Tyskland.
”Frygten for, at de andre flygtninge finder ud af, at man er homoseksuel, er næsten ubærlig. Man er underlagt international lovgivning som asylansøger, så der er meget lidt beskyttelse,” siger Mahmoud Hassino.
Som de fleste andre homoseksuelle flygtninge er Mahmoud Hassino ikke flygtet på grund af sin seksuelle orientering, men på grund af krigen og de generelle tilstande i sit hjemland. Nu har han måttet opleve, hvordan stigmatisering og forfølgelse af bøsser og lesbiske samt bi- og transseksuelle hører til hverdagen i mange tyske asylcentre, hvor man ofte er omgivet af mennesker, for hvem homoseksualitet er en synd.
Denne dobbelte belastning for homoseksuelle flygtninge er grunden til, at der nu er indrettet et asylcenter særligt for disse grupper i den tyske hovedstad. Bag centret, der åbnede i går, står Berlins rådgivning for homoseksuelle, hvor Mahmoud Hassino er blevet ansat og skal hjælpe med at drive centret.
I anledning af åbningen har rådgivningen inviteret pressen på besøg i sine lokaler i centrum af Vestberlin. For at beskytte beboerne ønsker man hverken pressebesøg i selve asylcentret eller at offentliggøre dets præcise beliggenhed. Men de bekendtgør med stolthed, at det handler om 29 lejligheder med plads til 122 flygtninge.
Det rækker langtfra til Berlins anslåede 3500-5000 homoseksuelle flygtninge. Heraf fortier langt de fleste formentlig deres seksuelle orientering, mener Marcel de Groot, leder af Berlins rådgivning for homoseksuelle.
”Nogle siger, at de føler sig sikrere ved at være sammen med deres landsmænd i de store modtagecentre i for eksempel gymnastikhaller,” fortæller Marcel de Groot, der trods marginalisering og chikane ikke vil tale om direkte lovløse tilstande:
”Men man må ikke glemme, at tre voldelige idioter er nok til at gøre livet til et helvede for 180 andre mennesker.”
Han formoder, at der i de tyske asylcentre er foregået tusindvis af overgreb, som aldrig er anmeldt. Både fordi ofrene hellere vil tie det ihjel, og fordi mange homoseksuelle er bange for, at kontakt med politiet vil forringe deres chancer for asyl.
Et omfattende problem er desuden, at vagtpersonale og tolke ofte mere eller mindre bevidst bidrager til diskriminationen. Marcel de Groot har blandt andet hørt om tolke, der end ikke vil tage ordet homoseksuel i deres mund, fordi det er uhørt på deres modersmål.
Men er det ikke et knæfald for de homo-fjendtlige i flygtningecentrene at isolere homoseksuelle i særlige centre i en ellers frisindet by som Berlin?
”Vi har desværre opgivet håbet om, at vi kan sætte alle mennesker sammen så hurtigt. Det er hårdt pressede mennesker, der ikke har overskud til at stå det igennem,” siger Marcel de Groot og kalder det ”et nødvendigt skridt mod integration”.
Finansieringen er ikke helt på plads, men Berlins delstatsregering kommer til at bære hovedparten. Fra politisk side har man netop valgt at definere homoseksuelle og transkønnede som en ”særligt beskyttelseskrævende” flygtningegruppe sammen med blandt andet uledsagede børn, gravide kvinder og handicappede.
”Tiltaget støttes altså aktivt og officielt af Berlins politiske liv. Som et åbent samfund ønsker vi at beskytte mindretal - det skal også ses i lyset af den tyske historie,” siger Marcel de Groot.
