Prøv avisen

Tyskland deporterer al-Qaeda-mand ved fejl

En mistænkt livvagt for terrorlederen Osama bin Laden (billedet) er kastebold mellem Tunesien og Tyskland. Tysk domstol vil have ham til Tyskland af frygt for, at han udsættes for turtur i Tunesien. Foto: Ho/Ritzau Scanpix

En mand, der menes at have været livvagt for terrorlederen Osama bin Laden, er deporteret fra Tyskland til Tunesien. Hent ham igen, siger tysk domstol.

Klokken 07.00 fredag den 13. juli lettede et charterfly fra Düsseldorf i Tyskland med kurs mod det nordafrikanske land Tunesien.

Blandt de ombordværende var tyske betjente og en tunesisk statsborger, som de tyske myndigheder blot identificerer som Sami A.

En mand, der mistænkes for at have været livvagt for Osama bin Laden, den nu afdøde leder af terrorbevægelsen al-Qaeda.

Sami A. er 42 år og har ifølge tyske medier boet i Tyskland i over 20 år.

Hans ansøgning om asyl blev afvist i 2007. Han skulle ud af landet, men retten gav ham medhold i, at han risikerede tortur, hvis han blev udleveret til Tunesien.

Ifølge dpa, det tyske nyhedsbureau, blev han anholdt i juni og identificeret som en mulig terrortrussel.

De tyske myndigheder har fulgt ham i en årrække, og han har været forpligtet til jævnligt at melde sig til politiet.

Efter anholdelsen ophævede BAMF, de tyske asylmyndigheder, forbuddet mod at deportere ham. Pludselig sad han i flyet til Tunesien.

I Tunis blev han overleveret til myndighederne, men noget var gået i kludder i Tyskland.

For en domstol i Gelsenkirchen, der dækker Bochum-området, hvor Sami F. boede, så på sagen og afgjorde, at han ikke må deporteres.

Afgørelsen blev sendt med fax til BAMF, men faxen indløb først fredag klokken 08.27. Da havde Tunesien-flyet været i luften i halvanden time.

Det betyder, at han slet ikke skulle have været deporteret, og, skriver dpa, de tyske udlændingemyndigheder må nu hente ham igen og betale for det.

Så enkelt er det imidlertid ikke.

Sami A. er nu i Tunesien, som ifølge nyhedsbureauet AFP identificerer ham som Sami Idoudi.

Han er anholdt, og anklagemyndigheden undersøger, om han er viklet ind i terror.

- Han er taget i forvaring efter en juridisk afgørelse fra anklageren i Tunis, siger talsmand Sofiene Sliti fra den offentlige anklagemyndighed i den tunesiske hovedstad.

Han mistænkes for "ekstremistiske aktiviteter i Tyskland". Sliti siger, at tunesisk lov åbner for retsforfølgelse af personer, der mistænkes for terror i andre lande.

Sliti sagde lørdag, at Tunesien endnu ikke har modtaget en skriftlig anmodning fra Tyskland om at få tuneseren tilbage.

Sami A. har afvist at have været livvagt for Osama bin Laden.

Men en domstol i Münster sagde i forbindelse med en terrorsag i 2015, at det menes, at Sami F. i 1999 og 2000 var på træningslejr i Afghanistan, hvorefter han kom med i et hold af livvagter for Osama bin Laden.

Siden afvisningen af hans asylansøgning i 2007 er anklagemyndighedens forsøg på at udvise og deportere ham hver gang blevet blokeret af domstolene.

Det, der førte til, at han fredag morgen sad på et fly til Tunis, var, at en anden tuneser, der sættes i forbindelse med et terrorangreb i Tunis i 2015, i juni blev udleveret til Tunesien.

Men disse forhold kan man ikke bare overføre til Sami A. mener domstolen i Gelsenkirchen. Tyskland har ikke fået garanti for, at han ikke torteres.

Så efter at have forsøgt at deportere Sami A. i over ti år, er det lykkes for Tyskland.

Men nu må de hente ham igen.

/ritzau/