Det er ikke uoverkommeligt at finde noget at kritisere ved Alternativ for Tyskland (AfD), i hvert fald ikke for de fleste tyskere. Partiet fik 10,3 procent af stemmerne ved forbundsdagsvalget i søndags. Det betyder, at næsten 9 ud af 10 ikke satte krydset her. Modstandere beskylder partiet for at være racistisk, udlændingefjendsk, nationalistisk og andet, som navnlig i Tyskland har en negativ klang. Desuden er man i krig med sig selv. Der er forskellige fraktioner, som mest kommunikerer med hinanden ved hjælp af retssager og grove kommentarer i medierne.
Men skal man derfor være udelukket fra en parlamentarisk omgangskreds? Det mener øjensynligt alle andre, større politiske bevægelser i landet. Før, under og efter valget understregede de, at man ville tale med samtlige ”demokratiske partier”, eksempelvis om at danne en regering. Det lyder en smule mystisk, men tyskerne ved, hvad der menes: Man kan have samkvem med alle, undtagen med AfD.
Ingen har forklaret, hvad det er, der er så udemokratisk ved dette foretagende. Ingen tv-station eller fra de trykte medier har spurgt, når de havde folk fra de andre partier ved hånden. Der er åbenbart ting, som tages for givet, og en af dem er, at tilhængere af AfD er nogle værre nogen.
Det er, som antydet, nemt at finde belæg herfor. Medlemmer af partiet bruger ofte et sprog, der er overordentligt ubehageligt, og i Forbundsdagen har de markeret sig med hånlige grimasser, når modstandere har været på talerstolen. Men betyder det, at de ikke er demokrater?
Tyskland har som vel intet andet land formået at udvikle sig som et næsten mønsterværdigt demokrati efter Anden Verdenskrig. I den østlige del af landet, altså det tidligere DDR, tog det noget længere, fordi det indtil 1989 var et kommunistisk diktatur. Men fortiden – krigen, holocaust og siden det totalitære regime på den anden side af Muren – har sat dybe spor. Flertallet af tyskerne bliver forskrækkede, når der tales med store bogstaver, eller når en politiker er mere karismatisk, end godt er. Man stoler stadig ikke helt på samfundets immunforsvar over for forførere.
Det har AfD fået at mærke, og det kan hævdes, at netop modstanden fra store dele af befolkningen, medierne og andre politikere har skubbet partiet i et ekstremt hjørne. Da det blev dannet for otte år siden var det højreliberalt med libertære sympatier; man syntes, at staten havde taget sig for mange friheder, navnlig i forbindelse med redningen af euroen. Men man var ikke imod EU, og stifterne var ældre herrer, overvejende akademikere, som sjældent hævede stemmen. Formanden, Bernd Lucke, var en vennesæl økonomiprofessor med hang til lange sætninger.
En stor del af den tyske offentlighed var imod partiet fra begyndelsen, selvom det var vanskeligt at se noget samfundsomstyrtende eller ekstremt i det. På et tidspunkt forsvandt Lucke, presset ud af mere højlydte typer, og på den måde opfyldte AfD de negative forudsigelser.
Man kan gå ud fra, at AfD ville være forbudt, hvis det virkelig var udemokratisk. Det er eller har været under observation fra de indenlandske efterretningstjenester, der leder efter ethvert bevis i den retning. De samme tjenester har i øvrigt holdt øje med partiet på den anden fløj, Die Linke. Det fik ikke modstandere til at kalde den venstreorienterede bevægelse udemokratisk – selvom dens rødder delvist går tilbage til kommunistpartiet i DDR.
Mærkeligt er det, også fordi AfD er det største parti i delstaten Sachsen. Men det kan jo være, at vælgerne dér også er udemokratiske.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.