Valgkampen er i fuld gang op til det tyske valg til Forbundsdagen den 22. september. Hvilken regeringskoalition der skal regere Europas mægtigste økonomi og vigtigste politiske magtfaktor efter valget, er stadig åbent De Grønne samt de liberale FDP er jokerne i dette spil. Med de nuværende godt 40 procents opbakning til Angela Merkels CDU og knap 25 procents opbakning til Peer Steinbrücks SPD ser spørgsmålet om kanslerposten derimod ud til at være afgjort på forhånd.
I SPDs lyse lokaler i Berlin giver en afmålt Peer Steinbrück denne hovedløse personfiksering hårde ord med på vejen:
Merkel er højt agtet, men hendes regering får derimod meget dårlige karakterer i den tyske offentlighed. Det er lykkedes hende at hæve sig over sit kabinet, men det kabinet bærer hun jo selv ansvaret for, lyder det fra den socialdemokratiske kanslerkandidat med hentydning til en lang række faldne og vaklende ministre under Merkel.
SPDs dårlige meningsmålinger får derfor ikke Steinbrück til at kaste håndklædet i ringen:
De tyske vælgere fluktuerer langt mere mellem partierne end tidligere. Mange afgør først i de sidste uger, om de overhovedet vil stemme, og hvem de stemmer på.
SPDs store chance ligger ifølge Steinbrück paradoksalt nok i de otte-ni millioner vælgere, som partiet har tabt hen over de seneste 15 år.
Størsteparten af de tabte vælgere er ikke gået til andre partier. De er blevet sofavælgere. Socialdemokratiets vigtigste kodeord i valgkampen er derfor mobilisering især i ugerne op til valget handler det om at få ikke-vælgerne til stemmeurnerne, mener Peer Steinbrück, der kalder Merkels regeringsarbejde siden 2009 for ikke bestået.
Det går ikke så godt i Tyskland, som mange tror. Det gælder for eksempel på uddannelsesområdet, inden for infrastruktur, i en lang række dybt forgældede kommuner og i forhold til det sociale sammenhold. Tyskland er ved at knække på midten, lyder det fra den tidligere finansminister.
Vi oplever en graverende spaltning af arbejdsmarkedet. Omkring 7,5 millioner tyskere tjener mindre end 8,50 euro (55 kroner, red.) i timen. Det svarer til næsten 25 procent af arbejdsstyrken.
Derfor giver Steinbrück heller ikke meget for den kritik af de foreslåede socialdemokratiske skattereformer, som blandt andet det tyske industriforbund har kaldt for en potentiel katastrofe for tysk økonomi.
95 procent af skatteyderne vil slet ikke blive ramt af de skattereformer, vi foreslår. Det er ren propaganda fra især konservative kommentatorer, der maler et billede af socialismens kolde hånd, der tager borgernes penge fra dem, siger Peer Steinbrück med hævet røst.
LÆS OGSÅ: Tyskland har været Europas magtcentrum i 500 år
Vi kræver lige løn for mænd og kvinder samt en landsdækkende mindsteløn. Set ud fra den tiltagende skæve ejendoms- og formuefordeling i Tyskland vil vi hvad ganske rimeligt er tage fat i de øverste procenter, der i forhold til ejendom og formue har profiteret massivt på de seneste års udvikling. De nederste lags indkomst er derimod stagneret og måske endda direkte faldet. Det er klassisk socialdemokratisk politik at lade de bredeste skuldre bære det største læs, siger Peer Steinbrück.
Modsat Merkels udækkede valgløfter kræver han samtidig mere investering i uddannelse, politiske indgreb for et fair huslejeniveau samt skabelse af et holdbart pleje- og pensionskoncept for Tysklands aldrende befolkning. I det store perspektiv er valgkampens essens ifølge kanslerkandidaten det grundlæggende spørgsmål: Ønsker vi mere egoisme, eller vil vi have mere fælles velfærd?
Merkel taler om et markedskonformt demokrati et demokrati, der er underlagt markedets love, der konstant underkastes cost-benefit-analyser og fremmer den individuelle nyttemaksimering. Lad os da skabe en demokratikonform markedsøkonomi, sigeSteinbrück og nævner bankerne som eksempel:
I kølvandet på bank- og finanskrisen har mange fornemmelsen af, at noget er gået helt skævt i vores markedsøkonomi og dens grundlæggende værdier. Risiko og hæfte er ikke længere sammenfaldende. Banker, der gambler og spekulerer deres eget grundlag i stykker, bliver ikke længere straffet. Det er i dag ikke engang deres aktionærer, der bliver straffet. Nej, i sidste ende er det skatteyderne, der hænger på regningen for de enorme risici, som profithungrende banker indgår, siger Peer Steinbrück og henviser til bankernes udskejelser i den spanske boligboble samt de irske bankers opblæsning, så deres samlede aktiviteter udgjorde otte gange så meget som Irlands BNP.
En langt stærkere regulering af bankerne er derfor uomgængelig.
I den nuværende recession deler Peer Steinbrück den franske præsident, Francois Hollandes, skuffelse over, at den europæiske vækstpakke fra 2012 stort set ikke har ført handling med sig. Han kræver endnu mere plads til offentlige investeringer og angriber Merkels krisestyring for at være alt for endimensionel:
De (den tyske regering, red.) får krisen til at ligne en rendyrket statsgældskrise. Derfor er svaret: spare, spare spare. Det bringer landene ind i en ond cirkel med endnu lavere vækst, endnu højere arbejdsløshed, faldende skatteindtægter og dårligere ratings, som dermed får renteniveauet til at stige yderligere. Hermed starter det hele forfra, blot i endnu værre form. Selvfølgelig skal statsgælden nedbringes, men den dosis sparepolitik, der bringes i spil, må ikke være dødelig, lyder det fra kanslerkandidaten i Berlin.
Men hvis der skal gang i de offentlige investeringer i de kriseramte europæiske lande, må nogen jo hæfte. Og det bliver vel i højeste grad Tyskland også når Den Europæiske Centralbank opkøber kriseramte landes statsobligationer?
Fra det øjeblik, Den Europæiske Centralbank gik ind og opkøbte græske statsobligationer, hæftede Tyskland med 27 procent. Vi har jo for længst en transferunion, lyder det fra Steinbrück, der overvejende har roser til Den Europæiske Centralbanks krisestyring.
Det er den nuværende regerings livsløgn, at det ikke skulle være tilfældet: Her er ingen tyske skattepenge på spil, siger Steinbrück med Merkel-tilnærmet stemme.
Jo, det er der, siger vi socialdemokrater. Men det er netop også i vores nationale interesse. Desuden er det en del af svaret på vores ansvar for de store katastrofer i det 20. århundrede. Og svaret på de store udfordringer i det 21. århundrede.