Tyskland forfærdet over mors misbrug

Misbrugssag er enestående, fordi det er uhyre sjældent, at mødre handler så ondt

Det kærlige bånd mellem en mor og hendes barn er gennem tiden blevet betragtet som et af de stærkeste, og selv Bibelen taler om det utænkelige, at en mor skulle ”glemme sit diende barn”.

Måske derfor er forfærdelsen i Tyskland så stor, efter at det er kommet frem, at en mor gennem mere end to år har solgt sin dengang syv- årige søn til pædofile på internettet. Ifølge efterforskerne er det en af de mest horrible sager om børnemisbrug, de har været vidne til, skriver tyske medier. Den 48-årige kvinde fra sydstyske Staufen blev i denne uge ved landsretten i Freiburg idømt 12,5 års fængsel for sammen med sin 39-årige kæreste at have ladet andre mænd voldtage og mishandle drengen, og under retssagen tilstod de begge både at have solgt ham og også selv at have misbrugt drengen. Kæresten har ligeledes fået en dom på 12 års fængsel.

De øvrige mænd er del af en pædofiliring, som politiet optrevlede i september sidste år. Dommer Stefan Bürgelin har sagt til tyske medier, at moderens motiv var at sikre, at hendes nye partner ikke forlod hende, men senere kom ”økonomiske interesser” også i spil, idet parret tjente mange tusinde euro på at give drengen til pædofile.

Sagen er enestående i Tyskland, vurderer Isabella Heuser, professor i psykologi og leder af Klinik og Ambulatorium for Psykiatri og Psykoterapi ved Charité Universitetshospital i Berlin.

”Vi har diskuteret sagen i flere uger og forsøgt at komme frem til en plausibel forklaring, fordi den går så meget imod, hvordan en moder normalt opfører sig. Det ligger dybt i de fleste mødre at pleje og beskytte deres barn. Det, vi ser, er, at mødre kigger væk, når en mand, ofte en far eller en stedfar, misbruger et barn. Oftest er kvinderne afhængige af manden, der som regel har træk af en charmerende psykopat. Men denne sag er særligt foruroligende, da moderen ikke kiggede væk, men aktivt solgte sin søn til at blive voldtaget. Det er yderst sjældent, at kvinder handler med sådan en ondskab,” siger hun.

Ifølge Isabella Heuser har både moderen og kæresten tydelige psykopatiske træk, idet de ikke har udvist de mindste tegn på empati for drengens lidelser. Sagen er en smertelig påmindelse om, at ondskab eksisterer.

”Nogle mennesker er onde. Det kan hænge sammen med opdragelse. Men vores personlighed er ikke kun et produkt af vores opdragelse. Nogle mennesker er født onde i den forstand, at de genetisk synes at have en totalt underudviklet empatisk evne fra fødslen. Men de er ikke dermed bestemt til at være psykopater, da empati kan udvikles gennem en god opdragelse,” siger hun.

Ifølge efterforskerne skal de bureaukratiske fejl, som gjorde, at den i dag 10-årige dreng kunne blive misbrugt i over to år, uden nogen greb ind, undersøges grundigt.

”Drengen vil altid have psykologiske ar, men jeg tror, at han vil kunne leve et normalt liv, eftersom især børn er yderst modstandsdygtige. Forudsætningen er en kærlig familie og et nyt navn, så han ikke risikerer at blive drillet i skolen og dermed får rippet op i traumerne,” siger Isabella Heuser.