Den 83-årige Fritz Wittmann føler et stik i hjertet, hver gang han ser flygtninge i nyhedsprogrammerne på tysk tv.
”Jeg husker, hvordan mine forældre og jeg mistede vores hus og alle vores ejendele, og hvordan vi blev drevet på flugt fra det daværende Tjekkoslovakiet. Adskillige af vores naboer blev mishandlet og nogle endda dræbt, og mine forældre var lykkelige, fordi de kunne søge tilflugt i Tyskland,” siger Fritz Wittmann.
Han bor i den sydtyske storby München og er tidligere leder af De Fordrevnes Forbund. Organisationen varetager interesserne for tysktalende flygtninge, der kom til landet efter krigens afslutning på flugt fra overgreb og forfølgelse i Østeuropa i kølvandet på nazisternes massedrab i områder, der enten havde været tyske, eller som Nazityskland havde annekteret under krigen.
I de seneste dage har en usædvanligt følelsesladet forbundskansler Angela Merkel i de tyske medier opfordret sine landsmænd til at være åbne over for de titusinder af flygtninge, der dagligt ankommer til Tyskland. Alene München har i september modtaget over 70.000 flygtninge.
”Vi klarer det,” har kansleren sagt gentagne gange, også efter beslutningen om midlertidigt at lukke grænsen til Østrig, så der nu ”kun” kommer omkring 1300 om dagen til for eksempel München.
”Det er godt og rigtigt, at Merkel siger tingene så klart. Naturligvis kan vi klare det igen. I Tysklands ruiner var det efter krigen muligt at huse flere millioner flygtninge, og derfor har det rige Europa også råd og ressourcer til at give flygtninge et hjem i dag,” siger Fritz Wittmann.
Den tyske vicekansler og økonomiminister, Sigmar Gabriel, forventer nu, at op imod en million mennesker vil søge asyl i Tyskland i år. Der er tale om et rekordstort antal, men rent faktisk stod Tyskland over for en langt større flygtningekatastrofe lige efter Anden Verdenskrig: Det sønderbombede Tyskland modtog i årene fra 1945 til 1950 cirka 12 millioner tysksprogede flygtninge.
Flygtningene kom dengang fra en række lande i det østlige Europa, hvor de for manges vedkommende havde boet i generationer. Efter krigen blev de udsat for repressalier både fra befolkningernes og myndighedernes side. Flere østeuropæiske regeringer ønskede i kølvandet på nazisternes forbrydelser én gang for alle at fordrive alle tysksindede personer fra deres territorium. Derfor kaldes disse flygtninge også for ”de fordrevne”.
I det krigshærgede Tyskland blev flygtningene anbragt i de områder, som var mindst ødelagte, og mange kom derfor til at bo på landet.
Alle slags bygninger blev taget i brug, og selv nazisternes tidligere koncentrationslejre blev omdannet til flygtningehjem. Både den nye tyske forbundsstat og kirkelige velgørenhedsorganisationer ydede et stort arbejde for at få flygtningene til at integrere sig.
Mange tyskere så ganske vist med kritiske øjne på de fordrevne de første årtier efter krigen, og adskillige betragtede dem som uønskede personer, men set med eftertidens øjne var der alligevel tale om en særdeles vellykket integration. De fleste fordrevne fandt hurtigt arbejde. I efterkrigstidens Tyskland var manglen på håndværkere og folk med gode uddannelser stor, og dertil kom, at de nye borgere var ivrige efter at få arbejde og parate til at tage hvad som helst. I løbet af 1950'erne begyndte det økonomiske opsving, kaldet Wirtschaftswunder, også at gøre sig gældende, hvilket gjorde det endnu lettere for flygtningene at finde arbejde.
En anden grund til den vellykkede integration var ægteskaber: Kun få flygtninge giftede sig med hinanden, hvorimod flertallet fandt ægtefæller blandt lokalbefolkningen.
”Naturligvis er det for mange flygtninge i dag meget sværere at integrere sig, end det var for os dengang. De har et andet sprog, kultur og religion. Men netop derfor har de også brug for endnu mere hjælp, end vi fik dengang. Staten og velgørenhedsorganisationerne skal gå langt stærkere ind i integrationsarbejdet, end man gjorde med de fordrevne efter krigen,” siger Fritz Wittmann.
Kirkerne fungerede efter krigen ligeledes som brobygger mellem befolkningsgrupperne. Mange flygtninge, der ligesom tyskerne selv var kristne, fik knyttet de første venskaber med lokalbefolkningen igennem menighederne.
De nye flygtninge, der kommer til Tyskland nu, er primært muslimer, og en del tyskere frygter, at landet med tiden bliver islamiseret. Dertil sagde Angela Merkel for nylig følgende: ”Angst har aldrig været en god rådgiver. Samfund, der er præget af angst, kan med sikkerhed ikke mestre fremtiden.”
Den tyske kansler beklagede ved samme lejlighed, at mange mennesker ikke vidste ret meget om deres egne kristne traditioner.
”Når de så efterfølgende beklager sig over, at muslimer kender Koranen bedre, så synes jeg, det er mærkeligt,” sagde hun.
For efterkrigstidens flygtninge var deres hjemstavns traditioner vigtige. I de første årtier efter krigen havde de fordrevne stor indflydelse på tysk politik især i Merkels konservative CDU og dets bayerske søsterparti CSU. Partiet havde tætte bånd til de nye borgere, fordi mange fordrevne fra Sudeterområdet i det nuværende Tjekkiet havde slået sig ned i Bayern, hvor de blev medlemmer af CSU og krævede godtgørelser fra det daværende Tjekkoslovakiet.
Deres indflydelse er svundet efter den tyske genforening for 25 år siden, da Tyskland officielt anerkendte Oder-Neisse-grænsen til Polen. I dag investerer mange tidligere fordrevne penge i virksomheder i Østeuropa i stedet for at tale om erstatninger.