Tyskland styrer stort set uden om døden i coronakrise

Tyskerne har verdens fjerdehøjeste andel af coronasmittede, men kun en brøkdel af dødsfaldene. Tyskland tester langt flere mennesker end andre lande og er bedre rustet til krisen, lyder forklaring. Andre mener ikke, at der findes nogen god forklaring

Tyskland har indtil nu klaret sig gennem coronaepidemien med forholdvis få dødsfald. Der er delte vurderinger af, hvorvidt det skyldes et særligt godt og robust tysk sundhedssystem, eller om det skyldes, at Tyskland ikke er nået så langt ind i epidemien endnu. Givet er det, at Tyskland er det land i Europa, der tester flest mennesker. Her er det en brandmand, der bliver testet i Køln. - Foto: Thilo Schmuelgen/ Reuters/ Ritzau Scanpix.
Tyskland har indtil nu klaret sig gennem coronaepidemien med forholdvis få dødsfald. Der er delte vurderinger af, hvorvidt det skyldes et særligt godt og robust tysk sundhedssystem, eller om det skyldes, at Tyskland ikke er nået så langt ind i epidemien endnu. Givet er det, at Tyskland er det land i Europa, der tester flest mennesker. Her er det en brandmand, der bliver testet i Køln. - Foto: Thilo Schmuelgen/ Reuters/ Ritzau Scanpix.

Coronavirussen slår tusindvis af mennesker ihjel i Europa, og Italien og Spanien er med henholdsvis 13.915 og 10.348 personer de værst ramte lande i verden, hvad angår dødsofre. Men i Tyskland ser situationen ganske anderledes ud. Tyskerne har det fjerdehøjeste antal af coronasmittede i verden. Men kun en forsvindende lille andel af døde som følge af virussen.

I Tyskland er 84.794 mennesker således blevet testet positive, og 1107 mennesker er døde. Det viser de seneste tal fra det amerikanske Johns Hopkins Universitet, der følger antallet af døde og smittede over hele verden intenst.

Andelen af døde som følge af virussen i Tyskland er 1,3 procent. Det er en langt mindre andel end i andre europæiske lande. I Storbritannien er andelen eksempelvis 8,7 procent, i Spanien 9,2 procent og i Italien hele 12,1 procent. I Danmark er andelen af døde 3,3 procent.

”Det antyder, at Tyskland gør noget rigtigt, som de andre ikke gør,” skriver det amerikanske nyhedsmedie Business Insider.

Der gives flere grunde til, at Tyskland håndterer coronakrisen så godt, at landet ligefrem kan tage mod corona-patienter fra sine hårdt plagede nabolande.

Tyskland tester langt flere mennesker end det øvrige Europa, og derved opdages flere smittetilfælde tidligere i sygdomsforløbet. For øjeblikket skønnes det, at Tyskland tester mellem 200.000 og 500.000 mennesker om ugen, skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung. Til sammenligning havde Storbritannien pr. 1. april blot testet i alt 152.979 mennesker. Samarbejde mellem forskere er også mere effektivt i Tyskland end andre lande, mener professor Christian Drosten, leder af Institut for virologi ved universitetshospitalet Charité i Berlin.

”Her i Tyskland er vi på forkant med hensyn til diagnostik og bekræftelse,” sagde han på en pressekonference forleden.

Hovedårsagen til den lave dødsrate i Tyskland skyldes især, at de mange laboratorier støtter hinanden og udveksler information frem for at holde på deres viden, understregede Christian Drosten, som syd for grænsen har fået samme status i offentligheden som Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, herhjemme.

”Dette er gået meget langsommere i andre lande. Vi har en god og aktiv laboratorie-sektor,” sagde han på pressekonferencen og pegede på en ”stor systemisk forskel” mellem Tyskland og andre lande.

En anden grund er, at Tyskland har et veludviklet og omfattende sundhedssystem, som er decentraliseret under de 16 delstater. Tyskland bruger flere penge på sundhedssektoren pr. indbygger end de fleste andre lande, og landet har Europas næststørste antal af akutplejesenge pr. indbygger. Tyskland har således 621 senge pr. 100.000 mennesker, mens Italien har 275 og Spanien 293, skriver Business Insider.

”Generelt har vi en temmelig god intensiv-plejesituation i Tyskland,” siger den tyske virolog Martin Stürmer til det amerikanske nyhedsmedie Vox.

”Vi har højt specialiserede læger og faciliteter, og det er måske en del af grunden til, at vores alvorligt syge patienter overlever sammenlignet med dem i andre lande.”

Tyskland har ligesom Danmark og andre lande også indført drastiske nødtilstande og lukket ned for store dele af samfundet. Man må ikke mødes flere end to ad gangen, medmindre der er tale om en familie, og brud på reglerne kan udløse eksorbitante bøder.

Dertil kommer, at ældre mennesker i det store og hele har undgået smitte i Tyskland. Coronavirussen er især farlig for ældre mennesker og mennesker med en kronisk sygdom. I Tyskland er gennemsnitsalderen for en smittet 48 år, og 80 procent af de smittede er yngre end 60 år. I Italien er gennemsnitsalderen for en smittet derimod 63 år, og næsten 80 procent af de smittede her menes at være 70 år eller ældre. I Italien bor yngre og ældre generationer desuden ofte under samme tag, hvilket øger risikoen for smitte for ældre.

Nogle forskere mener dog ikke, at der gives gode forklaringer.

”Vi kender ikke grunden til den lave dødsrate,” siger Marieke Degen, vicetalsmand for det anerkendte tyske Robert Koch Institut, til Vox, som i en overskrift taler om et ”mysterium”.

Det hører også med til billedet, at Tyskland sammenlignet med Spanien og Italien stadig befinder sig i et tidligt stadium af virusudbruddet. Man kan derfor forvente en fortsat stigning i antallet af smittede og døde. Eksperter påpeger, at det tager to-tre ugers intensiv behandling, før folk bukker under for sygdommen.

”Dødsfrekvensen i Tyskland vil sandsynligvis stige, efterhånden som flere ældre bliver smittet,” siger Keith Neal, professor emeritus med speciale i epidemier af infektionssygdomme ved Nottingham Universitet, til den britiske nyhedsstation Sky News.

Derfor advarer delstaten Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, da også i et interview med den tyske erhvervsavis Handelsblatt mod at diskutere en lempelse af sikkerhedsforanstaltningerne, sådan som for eksempel det liberale FDP’s formand, Christian Lindner, har krævet.

”Desværre er der stadig ingen grund til at erklære fri bane,” siger lederen af det bayerske CSU, som dermed er på linje med forbundskansler Angela Merkel fra søsterpartiet, det kristeligt demokratiske CDU.

Bayern, som grænser op til Italien, er sammen med Baden-Württemberg og Nordrhein-Westfalen den delstat, der er værst ramt af coronakrisen. Den højeste prioritet er at reducere antallet af smittede og dermed redde menneskeliv.

”Alt andet må underordnes dette,” siger Markus Söder.