For de europæere, der er gamle nok til at huske de nazistiske soldaters fremmarch og billederne af koncentrationslejrene efter de allieredes sejr, vil det formentlig forekomme paradoksalt. Men med et Storbritannien på vej ud af EU og et Frankrig plaget af social uro tegner det økonomisk bomstærke Tyskland sig i stigende grad som Europas de facto leder og den eneste garant for, at det europæiske projekt vil overleve.
”Tyskerne er formentlig nu de mest liberale og fredelige mennesker i verden, og alle vil have Tyskland til at påtage sig den nu ledige titel som ’leder af den frie verden’,” skrev den amerikanske politolog Robert Kagan for nylig i Kristeligt Dagblad.
Tyskland lader umiddelbart også til at være sig sit ansvar bevidst. Overalt i Berlin taler partiernes valgplakater om ”Vores Europa”, ”Et stærkere Europa” og ”Europa er svaret” forud for valget til Europa-Parlamentet i næste uge.
”Europa er det største løfte om fred i verden. Det er derfor, vi er her i dag. Fordi vi kæmper for Europa,” har medformand for miljøpartiet De Grønne Annalena Baerbock sagt i valgkampen.
Men det tyske mantra om et stærkere Europa bliver mest ved snakken, mener Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Forbundskansler Angela Merkel har ikke budt på visioner for Europa, og meget lidt tyder på, at hendes mulige efterfølger på posten, CDU-formand Annegret Kramp-Karrenbauer, vil være mere visionær.
”Tyskland må i alliance med resten af Europa tegne, hvor vi skal hen, hvis EU skal overleves som et visionært projekt, der er i stand at reformere sig selv,” siger Marlene Wind.
”Men det er, som om Tyskland er gået i dvaletilstand, efter at Merkel med flygtningekrisen forstod, hun havde gjort noget, de andre lande ikke kunne lide,” siger hun og henviser til, at kansleren i 2015 holdt grænsen åben for flygtninge og krævede en fælles fordelingspolitik i Europa, hvilket lande som Ungarn og Polen har afvist.
EU’s sammenhold trues ikke alene af de højrenationale, euroskeptiske partier, som ventes at få op til en tredjedel af stemmerne ved valget. Europa-politikken er de seneste to år også blevet drænet af det altoverskyggende tema Brexit, og det historiske samarbejde med USA er stærkt svækket, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har indledt en handelskrig med EU, som han har betegnet som en ”fjende”.
”Europa har brug for at løfte hovedet og forsvare sine demokratiske værdier. Men Tyskland har svigtet,” siger Marlene Wind.
”Vi har lande som Polen og Ungarn, som ikke længere er liberale demokratier i traditionel forstand med fuld presse- og ytringsfrihed og uafhængige domstole. Tyskland har ikke sat hårdt mod hårdt over for disse lande, men kommer med dobbelttydige signaler. Den franske præsident, Emmanuel Macron, siger fra, men Frankrig har ikke vægt nok alene,” siger hun.
Marlene Wind henviser til, at den bayerske konservative politiker og spidskandidat for Det Europæiske Folkeparti i EU-Parlamentet Manfred Weber, som Merkel ønsker som formand for Europa-Kommissionen, har været vag i forhold til de autoritære tendenser i de østeuropæiske lande.
Hun tilføjer, at Tyskland har fastholdt en sparepolitik over for de gældsplagede lande i eurozonen frem for at sætte gang i hjulene på den europæiske økonomi, og det har skabt social uro og ”forpestet resten af det europæiske samarbejde”.
”På mange parametre har Tyskland ikke udvist lederskab i krisen. Tyskland har et kæmpe overskud på handelsbalancen. Det diskuterer man slet ikke nok, og det er, som om Tyskland står uden for kritik,” siger hun.
Forventningerne til Tyskland om at træde i karakter som visionær leder er imidlertid i høj grad baseret på misforståelser, mener Boris Vormann, som er professor i statskundskab ved det tysk-amerikanske Bard College Berlin.
”Merkel er ofte gjort til fakkelbærer for liberale demokratier, især efter Barack Obama,” siger han med henvisning til den amerikanske præsidents afgang i 2017.
”Men det har hun aldrig rigtigt været. Hendes tøvende facon er blevet opfattet som udtryk for stabilitet, men hun har sjældent taget et klart standpunkt, og selvom hun taler om et stærkt EU, følger hun det aldrig op politisk.”
EU-valget kunne ellers være en glimrende anledning til at vælge nogle stærke politiske personligheder, som kunne løse nogle af Europas presserende problemer, mener Judy Dempsey, seniorforsker ved den udenrigspolitiske tænketank Carnegie Europe i Belgien. Men den voksende tendens i Tyskland – og andre medlemslande – til at forsvare nationale interesser frem for at styrke EU-Kommissionens rolle og skabe en reel, sammenhængende udenrigspolitik lover ikke godt for dem, der ønsker solide og troværdige ledere i Bruxelles’ institutioner, skriver hun i en analyse på Carnegie Europes hjemmeside.
Det fransk-tyske forhold, som plejer at være motoren i europæisk integration, er stærkt svækket af den tyske tøven over for Frankrigs ønske om EU-reformer, påpeger Dempsey.
”Men hvis Berlin og Paris ikke har tænkt sig at samarbejde om at udstikke den nødvendige retning for EU som svar på de geostrategiske forandringer på globalt niveau – og begynde at udfylde de farlige huller i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik – hvilke lande vil så gøre det?”, skriver hun.
Som noget positivt har EU’s stagnation dog været med til at genoplive en livlig kritik og diskussion af det europæiske projekt, vurderer den tyske professor Boris Vormann. Her spiller det fremstormende miljøparti De Grønne eksempelvis en rolle.
”Mens nogle ser denne turbulente diskussion som et problem, er kritikken, der artikuleres i debatten, faktisk et sundhedstegn for unionen,” siger han.
Han peger på, at EU er blevet en metafor for krænkelsen af national suverænitet blandt skuffede vælgere i Østeuropa og Italien. EU har derfor brug for en grundig reform for at opnå ny legitimitet – med vægt på, at det europæiske fællesskab har noget konkret at tilbyde, herunder social solidaritet.
”I årene efter den kolde krig blev EU taget for givet som et barn af liberalismen, men siden har fokus næsten kun været på økonomisk liberalisme, mens politisk liberalisme og social solidaritet er blevet fejet ind under gulvtæppet,” siger han.
”Spørgsmålet er, om EU har brug for et mere dominerende Tyskland. Tyskland har aldrig været særligt kreativ og visionær, når det drejer sig om at gentænke EU. Det synes altid at have været Frankrigs ansvar, mens Tyskland står for økonomisk ansvar og en stram økonomisk politik. Det store ubesvarede spørgsmål er, hvordan en ny alliance af europæiske kræfter, som rækker udover den fransk-tyske akse, kan udvikle en fælles vision og genvinde politisk momentum,” siger han.