DONT MENTION THE WAR!, instruerer hotelvært Basil sit personale, da man modtager et tysk selskab i tv-serien Halløj på badehotellet.
Det siger sig selv, at krigen er et betændt minde for tyskere, men deres egen beklemmelse kan altså også antage forskruede former. Allehånde sære tabuer går i svang og kan udløse barokke situationer.
Denne uge bragte endnu en. Pludselig stod der holocaust i en af taleboblerne i et tysk Anders And-blad, og hele oplaget måtte trækkes tilbage og makuleres.
LÆS OGSÅ: Anders And smidt ud af Noas Ark
Det skete i en uskyldig stribe af Carl Barks himself. Andebys borgmester holder en hyldesttale for byens brandkorps, der har slået en skovbrand ned, før den udviklede sig til et brandinferno, på engelsk: a holocaust. Kun i sin afledte form er ordet blevet betegnelsen for det, som tidligere hed jødeudryddelsen.
Der er ikke tale om sabotage, forsikrer et fortvivlet tegneserieforlag i Der Spiegels reportage om blamagen. Grafikernes overkridtning af taleboblens engelske originaltekst har tilfældigvis misset netop det fatale ord. Men sket er sket, og alle vrider hænder.
DET ER TILMED IKKE FØRSTE GANG, der sker et nazi-faux pas i tysk Anders And. I en anden Carl Barks-histories originalversion ligger Hitlers Mein Kampf på en losseplads i Andeby. Den har ingen betydning for handlingen, men er kun et såkaldt running gag for indforståede en anti-nazistisk gestus fra Barks i dette opus fra 1948.
Men i alle tyske optryk har titlen været slettet undtagen i ét fra 2005, hvor retouchørerne overså den, hvad der dengang udløste en mindre skandale.
Den titel må ikke optræde i Tyskland, ikke engang når bogen er slængt på lossepladsen. Så absolut er bekæmpelsen eller fortrængningen. Man kan ikke købe den i Tyskland, og vil man låne den på biblioteket, skal det dokumenteres, at det sker til forskningsbrug. Tilsvarende med hagekorset. Selv i byggesæt af krigsfly findes det ikke som overføringsmærke til at sætte på modellens haleror.
Så stærk er krampen, at man synes, naboerne bør dele den også briterne, der ellers var en hovedmodstander af det nazistiske regime og har en noget anden politisk historie. Da prins Harry i 2005 mødte op til kostumebal med spøgefuldt naziarmbind, gik forargelsen i Tyskland over alle bredder, og adskillige tyske medlemmer af Europa-Parlamentet mente, nu var tiden moden til, at deres forbud mod at vise hagekorset udstraktes til resten af Europa.
Sidste sommer reagerede en politiker i Kiel og en litteraturprofessor i Berlin på den danske genindførelse af en spinkel grænsekontrol med erklæringer om, at danskerne nu var ved at slå ind på den vej, der leder lukt tilbage til 1930ernes uhyggelige tilstande.
Denne tyske fiksering giver faktisk en letsindig omgang med historien, selvom den gerne vil tage sig ud som dyb bekymring. I virkeligheden relativeres på denne måde den store tragedie.
LÆS OGSÅ: Anders And går til kamp mod tabu
FOR 50 ÅR SIDEN kunne der sagtens være drilske henvisninger til naziregimet i tyske Anders And-blade, fortæller Der Spiegel. Knuden strammes altså, jo længere krigen lægges bagude.
Men som den tyske sanger og digter Wolf Biermann har bemærket, så hedder det jo, at fædrenes synder skal nedarves i fire led. Som yngre regnede Biermann det sted i Mosebøgerne for Bibelens mest forargelige. Børnene er jo uskyldige! Men nu, hvor jeg er blevet gammel, ser jeg, på hvilken måde det er sandt, siger Biermann. Se nu os tyskere, hvor neurotisk vi opfører os. Sådan kan nedarvede synder se ud.
En værdig og fornem reaktion, uden rastløs fiksering på detaljer, uden dømmesyg pegen fingre ad andre, så man et eksempel på i denne uge, da den nybagte tyske forbundspræsident, den tidligere lutherske sognepræst Joachim Gauck, aflagde officielt besøg i Israel.
Tirsdag var delegationen på holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem, og Gauck skrev i gæstebogen i fulde syv minutter; selskabet begyndte at trippe, men Gauck lod sig ikke distrahere. Hans bidrag begyndte: Først kun: følelsernes flod, forskrækkelse over ondskabens omfang, medlidenhed, medfølelse, sorg over en enkelt barneskæbne eller over millioner af uskyldige ofre.
Og Joachim Gauck sluttede med den forpligtende opfordring: Vær tro mod det land, som her mindes dem, der ikke måtte leve.