Rusland har altid haft venner i det vestlige Europa – og her taler vi ikke om dets indbyggere eller dets kultur, men dets magthavere. Under den kolde krig var der kommunistpartier overalt. I Danmark hed det DKP, og Sovjetunionen blev hyldet som en gave til menneskeheden.
Nu om dage holder de lavere profil. Frank Aaen, der var politisk redaktør for partiavisen Land og Folk fra 1986 til 1989 og siden blev folketingsmedlem for Enhedslisten, er blandt de få fra dengang, der stadig er aktive.
Men så er der Tyskland. Ingen kan beskylde forbundsregeringen for at nære kommunistiske sympatier, men der er en forståelse for forholdene i Kreml, som vel er enestående i EU og Nato. Ungarn har under Viktor Orbán været en slags ven for den russiske præsident, Vladimir Putin, men landet er en småstat som Danmark og uden større vægt. Tyskland er noget andet.
Tyskerne har noget, der bedst kan betegnes som et kærlighedsforhold – eller i hvert fald romantiske forestillinger – over for Rusland. Ikke alle tyskere, men mange, også toneangivende politikere, ministre, erhvervs- og kulturfolk. Konverserer man med en sympatisk og liberal filmmager på en café i Berlin i disse tider, varer det ikke længe, før han udtrykker forståelse for Moskva i situationen omkring Ukraine. Vi gør klogt i at huske de forfærdelige lidelser, som Tyskland påførte russerne under Anden Verdenskrig, siger han.
Der er et par ting i den betragtning, som kan anholdes. For det første gik Tyskland også brutalt til værks i Ukraine. Syv millioner civile ukrainere omkom, samt 1,4 millioner soldater. Af de over en millioner sovjetiske jøder, der blev myrdet i holocaust, boede de fleste i Ukraine.
For det andet er det et spørgsmål, hvor langt historiske forbrydelser rækker som politiske argumenter i dag. Betyder Amerikas indsats under krigen, at man ikke må kritisere Donald Trump? Er Det Tredje Rige, der sluttede i 1945, stadig brugbart, hvis man vil anholde noget, som forbundsregeringen foretager sig her og nu?
Og for det tredje: Kan man ikke bare tage til efterretning, at det er Rusland, som sender 100.000 mand til grænsen mod Ukraine, og ikke omvendt?
Nej, det kan man åbenbart ikke, for hvad der forekommer nogenlunde enkelt i London, Washington og såmænd København, er ikke så ligetil i den tyske hovedstad.
Fortiden er en væsentlig komponent – se ovenfor – og den håndteres anderledes end i eksempelvis forholdet til Israel. Tyskland har netop på grund af holocaust ophøjet beskyttelsen af den jødiske stat som statsræson, altså et ufravigeligt princip. Begrebet blev indført af den nu forhenværende kansler Angela Merkel. Men netop Merkel er ikke veget tilbage fra kritik mod israelske, politiske beslutninger, navnlig nye bosættelser og behandling af palæstinensere. Markeringerne er også sket offentligt. Det har ikke hindret Merkel i at være umådeligt respekteret og afholdt af skiftende israelske regeringer og i befolkningen. Man vidste, at hun var en ven, også i nøden, og derfor havde man ingen problemer med kritikken.
Over for Rusland er det omvendt. Der er ingen lovning om beskyttelse – Rusland burde vel også være stor nok til at klare sig selv – men der er så godt som ingen offentlig kritik. Nærmest tværtimod. I weekenden opfordrede chefen for den tyske flåde til at ”vise Putin respekt”. Han erklærede også, at Vesten burde anerkende Krim som russisk; halvøen blev erobret fra Ukraine og annekteret af Rusland 2014. Manden blev sat fra bestillingen omgående, men udtrykte næppe en holdning, der afviger voldsomt fra flertallet i Forbundsdagen.
Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, mente i sidste uge, at ”Rusland er en vanskelig partner, men ikke Europas fjende”. Den nye kansler, Olaf Scholz, kræver nu, tilsyneladende under fransk pres, at Rusland skal ”deeskalere” ved den ukrainske grænse. Men det kommer lidt sent; og tyske politikere betegner jævnligt Rusland som en nabo, skønt blandt andre Tjekkiet, Polen, Baltikum, Ukraine og Belarus ligger imellem.
Den romantiske side – holdt ved lige af blandt andre sangeren Ivan Rebroff med sørgmodige, russiske ballader i 1960’erne – kunne fylde en hel avisside; Rebroffs rigtige navn var Hans Rolf Rippert, og han stammede fra Berlin. Ældre tyskere får stadig tårer i øjnene, når de lytter til en indspilning fra dengang. Sådan er det med Tyskland. Fortiden fylder meget.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.