Der er ingen mangel på gode råd under klimatopmødet i Paris, COP21. I det store konferencecenter Le Bourget kan man siksakke mellem stande fra blandt andet Bangladesh, Cuba, Etiopien, Nepal og Namibia, hvis man gerne vil høre, hvordan de pågældende lande forsøger at afbøde klimaforandringerne. Rækken af udviklingslande, der gerne øser ud af deres erfaringer, er lang, og den vidner om de kraftanstregelser, der finder sted i mange fattige lande for at tage kampen op mod klimatruslen.
”Udviklingslandene gør langt mere end de industrialiserede lande, når det gælder klimatilpasning,” siger Saleemul Huq, klimaforsker og direktør for det internationale center for klimaforandring og udvikling Icccad i Bangladesh.
Han peger på, at det overaskende nok er de fattige lande, der er mest berørt af klimaforandringerne, som er længst fremme i skoene, når det gælder om at finde praktiske løsninger på konsekvenserne af den globale opvarmning. Blandt andet har Bangladesh - hvor landbrugsjorden bliver mere og mere salt, fordi oversvømmelser er blevet hyppigere - investeret millioner af dollars i at udvikle en ny rissort, der kan tåle den salte jord.
”Der er masser af områder, hvor de rige lande kan lære af udviklingslandene,” mener han.
Politisk koordinator i udviklingsorganisationen Care, Alexander Ege, er langt hen ad vejen enig med Saleemul Huq i, at der sker utrolig meget i udviklingslandene i disse år. Der bliver hele tiden udviklet nye løsninger og metoder. Problemet er derfor ikke, at de fattige lande ikke ved, hvad de skal gøre. Problemet er, at de ikke har råd til alt det, de burde gøre.
”Det buldrer derudad, og der udveksles erfaringer på kryds og tværs af lande og kontinenter. Men der er et problem med penge,” siger Alexander Ege med henvisning til, at de rige lande mangler stadig at betale omkring 300 millioner dollars (cirka to milliarder danske kroner) til de to fonde, der støtter klimatilpasning i udviklingslandene.
Ole Mertz, professor i geografi ved Københavns Universitet med speciale i globale klimaforandringer og tilpasningsstrategier, er sikker på, at mange u-lande tager klimatilpasning meget alvorligt, men han peger på, at der er stor forskel på, hvor langt de enkelte lande er kommet.
Landene i Sahelbæltet tværs over Afrika har for eksempel gode løsningsmodeller, fordi de i forvejen var vant til meget variable klimaforhold, mens en del af de små østater først og fremmest føler sig magtesløse over for fremtiden.
Selvom bønderne i Sahel har haft bedre forudsætninger for at tilpasse sig klimaforandringerne, er det dog ikke ensbetydende med, at deres situation er optimal, mener Ole Mertz.
”Landbruget var i forvejen ikke særlig produktivt, men det er naturligvis mere et udviklingsproblem: Det er fattige bønder med få midler, der skal ændre deres dyrkningsmetoder, og derfor består deres tilpasning nogle gange i at rejse væk for at tjene penge et andet sted,” siger han.
Også inden for de enkelte lande kan der være stor forskel på, hvordan man håndterer klimaforandringerne. Finn Plauborg er seniorforsker ved Aarhus Universitet og leder et samarbejdsprojekt med Ghana Universitet med fokus på opbygning af et center for klimaforandring. Hans erfaring er, at der er langt mellem bestræbelserne på universitetet og virkeligheden blandt de ghanesiske bønder.
”I den tid, jeg er kommet i Ghana, er der sket en voldsom og stor udvikling i forståelsen af klimaproblemerne og hvilke ændringer, der er brug for i landbruget. Man er meget optaget af det, og man vil meget gerne gøre noget ved det. Men der er langt fra den uddannede elite i byerne til de millioner af småbønder, der står med de praktiske udfordringer, og hvor cirka 40 procent af den voksne befolkning hverken kan læse eller skrive,” siger han.
Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier, har samme blandede erfaringer fra Ghana. Han peger på, at klimaforandringerne i den grad påvirker ghanesernes hverdag med alt fra svære dyrkningsbetingelser i landbruget til mangel på strøm, men at måden at løse dem på bærer mere præg af overlevelse for den enkelte end af en samlet national strategi.
”En populær måde at overleve på, hvis man ikke kan leve af sit landbrug, er at fælde træer og svie kul. Trækullene kan sælges på markedet og skaffe penge til mad. Det er jo også en form for klimatilpasning, men det er en dyr løsning for landet på længere sigt, fordi det ødelægger naturgrundlaget,” siger han.