Uafhængighedserklæring på dødslejet

Rauf Denktash, de tyrkiske cyprioters tidligere leder, insisterede til sin død i søndags på tyrkisk-cypriotisk løsrivelse fra resten af Cypern

Rauf Denktash kort efter folkeafstemningen om den såkaldte Annan-plan for genforening af Cypern i 2004. Denktash havde anbefalet tyrkisk-cyprioterne at stemme nej, men det blev i stedet et overvældende ja. Til gengæld stemte græsk-cyprioterne nej til planen, som derfor ikke blev til noget. Nye forhandlinger har nu ført til et topmøde under ledelse af FN-generalsekretær Ban Ki-moon fra på søndag. –
Rauf Denktash kort efter folkeafstemningen om den såkaldte Annan-plan for genforening af Cypern i 2004. Denktash havde anbefalet tyrkisk-cyprioterne at stemme nej, men det blev i stedet et overvældende ja. Til gengæld stemte græsk-cyprioterne nej til planen, som derfor ikke blev til noget. Nye forhandlinger har nu ført til et topmøde under ledelse af FN-generalsekretær Ban Ki-moon fra på søndag. –. Foto: Fatih SaribasReuters.

Dette er en uafhængig republik, Dimitris Christofias (Cyperns græsk-cypriotiske præsident, red.), nåede den 87-årige Rauf Denktash, tidligere tyrkisk-cypriotisk politisk leder, at erklære på græsk, inden han i søndags sov ind, blot en uge før et FN-ledet topmøde i USA fra på søndag om en løsning på Cypern-problemet.

Denktashs sidste ord karakteriserer det, som var hans absolutte kendetegn gennem et halvt århundrede på den internationale politiske scene: at tyrkisk-cyprioterne skulle have deres egen stat på det nordlige Cypern.

LÆS OGSÅ:
"Tyrkiet drømmer om at blive den herskende magt i regionen"

Denne stat havde han selv udråbt i 1983, men kun Tyrkiet har anerkendt den. FNs bestræbelser og de igangværende forhandlinger går således fortsat på at få genforenet øen, der har været delt siden 1974. Dengang invaderede Tyrkiet den nordlige del af Cypern efter et kortvarigt græsk-cypriotisk kupforsøg, der var styret af den daværende militærjunta i Grækenland.

Dommersønnen Rauf Denk-tash blev født i 1924 i byen Paphos i den sydlige del af landet. Cypern var på daværende tidspunkt en britisk koloni, hvori de to etniske befolkningsgrupper, tyrkisk-cyprioter og græsk-cyprioter, levede side om side. Det var i naboskabet med græsk-cyprioter i de tidlige barndomsår, at Denk­tash lærte sig græsk og blev flydende på alle de tre sprog, som var hovedsprogene på Cypern: engelsk, græsk og hans eget modersmål, tyrkisk.

Efter et kostskoleophold i Istanbul i Tyrkiet vendte Denk-tash tilbage til Cypern for at tage sin studentereksamen på det engelske gymnasium i hovedstaden, Nicosia. Her arbejdede han som kontorassistent, tolk og lærer, indtil han i 1945 fik et stipendium til at studere jura i London.

Denktash vendte som færdiguddannet jurist tilbage til Cypern, hvor han begyndte at arbejde som advokat. Det var i årene som advokat, han kom i kontakt med den tyrkisk- cypriotiske modstandsbevægelse, og det skulle vise sig at være et skæbnebestemmende bekendtskab. Denktash sagde nemlig sit job op og engagerede sig i stedet på fuldtid i politik.

Herfra tog hans over 50 år lange politiske karriere fart. Denk-tash blev udnævnt som præsident for Rådet for det Tyrkisk-Cypriotiske Samfund, og efter udråbelsen af det nordlige Cypern som en uafhængig republik blev han valgt som premierminister to gange og besad embedet som præsident tre gange i træk, sidste gang i 2005 som 81-årig.

Lige så elsket Denktash var af sine tilhængere for sin kompromisløse holdning til, at det var nødvendigt med en selvstændig tyrkisk-cypriotisk stat på det nordlige Cypern, lige så meget afsky vakte han blandt sine politiske modstandere, først og fremmest blandt græsk-cyprioterne, men også hos tyrkisk-cyprioter i opposition.

Mens hans tilhængere gav ham ærestitlen Nordcyperns Atatürk, fordi han ligesom grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk, kæmpede for et uafhængigt land, kaldte eksempelvis den ortodokse ærkebiskop Makarios Denk-tash den uønskede mand.

I internationale diplomatiske kredse var Denktash kendt for at være en sværvægter at forhandle med. Han forsøgte at gøre forhandlingerne til akademiske diskussioner om international lov, som han var særdeles velbevandret i, men fik dog aldrig succes heri. Denktash fik dog den højeste akademiske titel som professor og en række andre priser for sin viden inden for juraen.

Hans urokkelige politiske standpunkt og til tider morsomme argumenter for todelingen af Cypern fik det internationale diplomati til gentagne gange at føle irritation og få sved på panden.

De eneste oprindelige cypriotiske beboere, der findes, er cypriotiske æsler, sagde Denktash eksempelvis , da han skulle argumentere for, at der ikke fandtes nogen samlet cypriotisk nationalitet. Denne udtalelse er blevet synonym med Rauf Denktash i det internationale diplomati.

Sideløbende med den politiske karriere og det akademiske ar-bejde har han udgivet 50 bøger, heriblandt en bogsamling med billeder af fugle. I sin fritid fotograferede han og udstillede sine billeder på gallerier i Storbritannien, Australien, Italien og Polen. Denktash var gift med Aydin og efterlader sig 3 børn og 11 børnebørn.