Det var foran rullende kameraer, da den fremtrædende polske regeringspolitiker Janusz Kowalski fra højrepartiet Forenet Polen i sidste måned afviste at modtage vaccinen mod corona.
”Den polske stat kan ikke tvinge nogen til at blive vaccineret,” lød budskabet fra viceministeren for statslige aktiver, der over for netmediet Wirtualna Polska argumenterede for den enkeltes frihed til at vælge selv.
Den polske opbakning til vacciner er da også den laveste blandt 24 lande, viser en måling foretaget af YouGov fra den 17. november til den 10. januar.
Kun 28 procent svarede ja til vaccinationen, mens 35 procent endnu er uafklarede. 37 ud af 100 polakker vil helt sikkert sige nej.
Til sammenligning svarer 70 procent af danskerne i YouGov-målingen, at de gerne vil vaccineres, mens 20 procent svarer ”ved ikke”, og kun 10 procent svarer nej. Ifølge helt nye tal er skeptikerne nu halveret til fem procent, mens 87 procent vil sige ja, viser en opgørelse fra Hope-projektet på Aarhus Universitet, som undersøger danskernes holdninger under coronakrisen.
Dermed vil Danmark være sikret den berømte flokimmunitet, som ifølge sundhedsforskere kræver vaccination af 70-80 procent af befolkningen. Omvendt kan vaccineskeptiske lande, som ikke opnår flokimmunitet, forvente, at smitten i samfundet varer ved, forklarer Christian Wejse, epidemiolog ved Aarhus Universitetshospital.
”Det kan betyde, at man bliver ved med at have en stor pulje af modtagelige individer i samfundet, indtil tilstrækkeligt mange er smittede ad naturlig vej. Det vil betyde en vedvarende høj belastning af sundhedsvæsenet,” forklarer han.
Ifølge YouGov er kun 39 procent af franskmændene og 55 procent af vores svenske naboer helt sikre på, at de vil vaccineres.
Generelt kan samfundet inddeles i tre hovedgrupper, forklarer Frej Klem Thomsen, lektor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet, som blandt andet har forsket i politiske tiltag i forhold til vaccineskepsis. Dem, der bakker op om vaccinen, dem, der er tøvende, og dem, der for alvor er imod. Udfordringen er, hvis sidstnævnte bliver for stor.
I det tilfælde mener Frej Klem Thomsen godt, at man kan ”tillade sig at finde grovfilen frem”, som han udtrykker det:
”Vi har ikke i almindelighed ret til at udsætte andre mennesker for alvorlige sundhedsrisici, bare fordi vi har lyst. Vi accepterer for eksempel, at vi alle skal køre med lys på bilen om natten, ikke bare for vores egen skyld, men fordi vi legitimt kan underlægge hinanden begrænsninger i friheden netop dér, hvor det er nødvendigt for at undgå, at andre mennesker bliver udsat for alvorlige risici.”
Frej Klem Thomsen drager paralleller til spørgsmålet om børnevaccinationer, som i nogle tilfælde kræver, at op imod 95 procent vaccineres for at opnå flokimmunitet.
”Der har man eksempelvis diskuteret muligheden for at tilbageholde børnepenge eller nægte forældre at sætte ikke-vaccinerede børn i institution, men det er et åbent spørgsmål, hvad den bedste måde at presse skeptikerne er i forhold til præcis corona. Der er dog ingen tvivl om, at det er et dilemma, som kan blive relevant også på europæisk plan, når vi eksempelvis vender tilbage til en virkelighed med åbne grænser og fri bevægelighed,” siger han.
Ifølge Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet, er det helt centralt, at vaccination er et frivilligt tilbud.
”Jeg synes på ingen måde, der kan være tale om tvang, fordi det ville krænke en central ret til at bestemme over sin egen krop,” siger han.