Uddannelse er det stof, pigedrømme er gjort af

Den sikreste måde at forbedre piger og kvinders hverdag på er at sende dem i skole, lyder anbefalingen forud for international konference i København

En svaghed ved uddannelse er dog, at det kun ændrer fremtidsperspektiverne for kvinder, hvis det også fører til jobs, og det er langt fra tilfældet i mange afrikanske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden i byerne kan nå 80 procent, påpeger lektor Christian Groes. Her ses skoleelever i Burundi.
En svaghed ved uddannelse er dog, at det kun ændrer fremtidsperspektiverne for kvinder, hvis det også fører til jobs, og det er langt fra tilfældet i mange afrikanske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden i byerne kan nå 80 procent, påpeger lektor Christian Groes. Her ses skoleelever i Burundi. .

Det gælder i Nepal, Norge og Gaza. Tankerne tumler rundt i hovedet, når man er pige, 14 år eller deromkring. Hvem er jeg, er jeg god nok, og får jeg mon den uddannelse og den fremtid, jeg godt kunne tænke mig? Over hele verden drømmer små og store piger om at få et bestemt job og om at være sammen med de mennesker, de holder af.

Ingen af pigerne nævner tvangsægteskab, teenagegraviditet eller dårligt lønnet fabriksarbejde som deres drømmescenario – og det er også lige præcis den fremtid, det gælder om at undgå for pigerne, mener den private amerikanske kvindeorganisation Women Deliver, der i næste uge holder konference for omkring 5000 deltagere i København.

Konferencens primære formål er at drøfte, hvordan regeringer og organisationer får omsat FN’s nye globale bæredygtighedsmål, så de gavner piger og kvinders helbred, ligestilling og rettigheder bedst muligt – men selvom der er masser af problemer og detaljer at afklare i den forbindelse, er det overordende svar givet på forhånd, mener Pernille Fenger, chef for UNFPA’s (FN’s befolkningsfond) nordiske kontor.

”Uddannelse og adgang til prævention. De to ting er de mest afgørende for, hvor mange muligheder en ung pige har. Hvis en pige kan få lov til at gå i skole og undgå at blive gift og få børn, før hun er fyldt 18 år, giver det hende langt flere muligheder for at forme sit eget liv,” siger hun.

En vigtig brik i den forbindelse er de sociale normer og traditioner, som betyder, at nogle familier stadig satser mere på deres sønners uddannelse end deres døtres. Her er det ikke tilstrækkeligt med love, der fastsætter et vist antal skoleår. Familierne, og det vil i praksis sige fædrene, skal ændre holdning til, hvad piger kan og må.

”Lovgivning gør det ikke alene. Vi skal ud i landsbyerne og få dem til at værdsætte piger lige så meget,” siger Pernille Fenger.

Hendes afrikanske kollega Julitta Onabanjo, der leder UNFPA’s kontor for Øst- og Sydafrika, peger på, hvordan en række afrikanske lande er kommet meget langt med at sikre piger og kvinders ligestilling i lovgivningen – og rigtig godt for det – men tilbage står en række sociale og kulturelle strukturer, som stadig hæmmer kvinderne.

”Fra en afrikansk pige er fem år gammel, ved hun, at hun er anderledes end sine brødre. Forskelsbehandlingen er en realitet. Derfor er det vigtigste uddannelse. Uden uddannelse ville jeg ikke selv have siddet her, selvom min bedstemor var høvding i landsbyen. Men det skal være god uddannelse, ikke udenadslære. Den skal lære eleverne selvstændighed og evnen til at træffe beslutninger,” siger Julitta Onabanjo.

En svaghed ved uddannelse er dog, at det kun ændrer fremtidsperspektiverne for kvinder, hvis det også fører til jobs, og det er langt fra tilfældet i mange afrikanske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden i byerne kan nå 80 procent, påpeger lektor Christian Groes, der har forsket i køn og udvikling på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet.

”Derfor har der også været fokus på at støtte kvinders investeringer i småhandel eller hønsefarme. Det er blandt andet sket via mikrolån, men lande som Østtimor, Mozambiqe og Zambia har man også haft succes med at yde direkte økonomisk støtte til fattige kvinder, som dels har brugt pengene til mad og skolegang til familien, og dels sparet op til investering i en økonomisk aktivitet, som derefter sikrer kvinderne større selvstændighed og et bedre liv,” siger han.

Ifølge Christian Groes skal der undertiden også penge på bordet for at ændre på forestillingerne om pigers rolle.

”Oplysningskampagner er ikke altid nok. I Mozambique er der i dag mange steder flere piger end drenge i gymnasieskolerne, blandt andet takket være konkret belønning af familierne,” siger han.

En anden og meget lavpraktisk hjælp til de unge kvinder, der er undervejs i uddannelsessystemet er adgang til hygiejnebind.

”Kenya har haft gode resultater med at uddele gratis hygiejnebind, der løser en række praktiske, men også kulturelle problemer omkring kvinders menstruation. Et andet væsentligt område er at bekæmpe vold mod kvinder,” siger Sascha Gabizon, talskvinde for den internationale koalition af kvindeorganisationer, Women’s Major Group.

Set i et globalt perspektiv er Europa en af de bedste adresser at være kvinde på, selvom ligestillingen også her har sine ”sorte pletter”. Véra Jourová, EU-kommissær for blandt andet ligestilling, mener, at erfaringerne fra EU-landene viser, at der er brug for en bred indsats, hvis kvinder skal have bedre vilkår. Både politisk, men også socialt og kulturelt. Især er uddannelse og oplysning centrale elementer.

”Traditioner betyder så meget, at ren politik ikke er nok. Vi skal også gøre kvinderne bevidste om deres ressourcer og rettigheder,” siger Véra Jourová, der besøgte København tidligere på ugen.