Kort efter søndagens valg i Sverige tikkede der en invitation ind hos de borgerlige partier Kristendemokraterne og Moderaterne. Afsenderen var Sverigedemokraternes (SD) partileder, Jimmie Åkesson, som gerne ville mødes for at drøfte den nye politiske situation i landet.
I danske ører lyder det måske uskyldigt, men i broderlandet kunne et ja til Åkessons udstrakte hånd meget vel føre til fordømmelse, foragt og anklager om, at de borgerlige er så desperate, at de vil samarbejde med racister for at komme til magten.
”Hvordan har de (borgerlige, red.) tænkt sig at danne regering? Hvilken politik vil de føre? Hvordan vil de få den igennem?”, spurgte Jimmie Åkesson i Expressen.
Men svaret på partilederens invitation blev et nej tak.
Sådan har det været, siden Sverigedemokraterne kom i Rigsdagen i 2010, og hvis de borgerlige partiledere holder ord, vil man aldrig komme til at se Sverigedemokraterne blive lukket ind i det pæne selskab. Forklaringen er, at flere af partiets grundlæggere var tidligere aktive i det højreekstreme miljø, og i den netop overståede valgkamp er en række af partiets politikere igen blevet koblet sammen med nazistiske grupper.
”SD har gjort meget for at tage afstand fra fortiden. Og Åkesson har dæmpet sin retorik betydeligt, men det lader ikke til at være nok. Jeg tror ikke, at det vil lykkes SD at komme til forhandlingsbordet i denne valgperiode, fordi de andre partier ikke gratis kan vende på en femøre,” forklarer Mikael Sundström, lektor i statskundskab ved Lunds Universitet.
Sundström, der i dag er politisk ekspert på public service-kanalen SVT, peger på, at Sverige også i begyndelsen af 1990’erne havde et omstridt parti på højrefløjen, og at de fik samme kolde skulder.
”Der er en parallel til Ny Demokrati, som også var i Rigsdagen og havde samme rolle som tungen på vægtskålen, som SD har. Dengang endte det også med, at de øvrige partier ikke ville have noget med det at gøre. Ny Demokrati blev bare aldrig så stort, som SD er, så derfor er dagens situation lidt speciel,” siger han.
Ny Demokrati fik ved valget i 1991 6,7 procent af stemmerne, men kom ikke ind efter valget i 1994. I mellemtiden havde partiet dog banet vejen for den borgerlige regering ved ikke at stemme imod Moderaterne og senere statsminister Carl Bildts regeringssammensætning. SD fik 17,6 procent af stemmerne ved søndagens valg.
I Danmark og Norge har henholdsvis Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet længe været en del af det almindelige politiske arbejde, men på samme måde som i Sverige har også naboerne mod syd fået et indvandringskritisk parti, der bliver holdt helt ude i kulden.
Alternativ for Tyskland (AfD) fik sidste år 12,6 procent af stemmerne ved forbundsdagsvalget, og de øvrige partier strækker sig langt for at udelukke det fra politisk samarbejde, siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
”I nordisk sammenhæng er det exceptionelt ikke at ville samarbejde med et parti som Sverigedemokraterne, men i Tyskland har man AfD, som udelukkes af de borgerlige partier på samme måde som SD. Særligt af forbundskansler Angela Merkels CDU, men de andre partier vil heller ikke have noget med det at gøre,” siger han.
I Sverige lyder det igen og igen, at partiets rødder i bevægelser langt ude på højrefløjen er forklaringen på, at SD hverken er blevet optaget som medlem af den borgerlige alliance eller inviteres med, når der skal drøftes politik.
Selvom Sveriges nazistiske fortid ingenlunde kan sammenlignes med Tysklands, fremfører mange svenskere ofte argumentet om, at de frygter, at man vil skabe fremgang for nazistiske bevægelser, hvis man lukker partiet med den blakkede fortid ind. Mange peger på, at Sverige i forhold til Danmark har en langt større tradition for nazistiske bevægelser. Det skyldes i nogles øjne, at Sverige i modsætning til Danmark og Norge ikke gennemgik samme ideologiske opgør med nazismen efter Anden Verdenskrig. Sverige blev ikke besat, men var under påvirkning af Nazityskland under krigen, og flere svenskere skammer sig over, at man ikke tog større afstand fra nazismen.
Johan Stenfeldt, der er doktor i historie ved Lunds Universitet, forklarer dog, at det nazistiske parti aldrig fik formel politisk indflydelse.
”I 1930’erne var nazisterne ikke i nærheden af at opnå mandater i Rigsdagen, og selv de enkelte fremtrædende personer, der var med i bevægelsen, var aldrig tæt på at opnå noget. Men bare det, at SD kobles til et lignende tankesæt, skræmmer mange, og det betyder, at partiet adskiller sig fra Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet,” siger han.
Kristendemokraternes partileder, Ebba Busch Thor, gentager ofte, at hun hverken vil samarbejde med den ekstreme højrefløj og dermed SD eller den ekstreme venstrefløj, som hun forbinder med Venstrepartiet. Rent historisk har behandlingen af yderligtgående partier i Sverige dog ikke haft samme karakter, fortæller professor Peter Nedergaard.
”Hvis man sammenligner med kommunisterne, har de jo ofte været indirekte støtteparti for de socialdemokratiske regeringer. Det gælder også Sveriges Venstrepartiet, som tidligere var et kommunistisk parti, og som jo alle dage har været indirekte støtteparti for Socialdemokraterne i regering i Sverige. Så man har historisk ikke behandlet de politiske poler på samme måde. Og det kan synes som lidt af et paradoks,” siger han.