Prøv avisen

Uden kirken ville RoLonda ikke vide, at hun har diabetes

RoLonda Brown har på grund af dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet aldrig turdet stole på lægerne, og det var først, da Fountain of Praise-kirkens sundhedstjeneste overtalte hende til at få et helbredstjek, at hun fandt ud af, at hun lider af type 2-diabetes. – Privatfoto.

Fedme og diabetes er en af USA’s store folkesundhedskriser. I Houston i Texas spiller kirker en central rolle i at bekæmpe epidemien. Den store Fountain of Praise-kirke er en af dem – uden kirken ville RoLonda Brown ikke have vidst, at hun lider af type 2-diabetes

RoLonda Brown sad på en bænk i Fountain of Praise, en af de største kirker i Houston i sydstaten Texas, da et par medlemmer af kirkens sundhedstjeneste kom hen og trak hende til side. De kunne se, sagde de, at hendes helbred skrantede, og de overtalte hende til at lade sig undersøge.

Det viste sig, at de havde ret. Den 42-årige RoLonda Brown havde type 2-diabetes og andre udiagnosticerede lidelser, som hun takket være en livslang skepsis over for sundhedssystemet ikke havde søgt behandling for.

”Jeg har fra barnsben kun haft dårlige oplevelser med læger, som altid bare har formanet og talt ned til mig. Det var først, da min kirke tog affære og gav mig et insisterende, men kærligt skub, at jeg kunne tage kontrol over mit helbred. Jeg er blevet støttet igennem hele processen og får konstant opmuntrende telefonopkald og sms’er og bønner fra min kirkefamilie. Det er en helt ny oplevelse for mig at få den slags hjælp til at blive et sundere menneske,” forklarer den hurtigtsnakkende RoLonda Brown, der ud over at være aktivt medlem af menigheden i Fountain of Praise også tjener som lægprædikant og bibellærer.

Netop den primært afroamerikanske megakirke Fountain of Praise, hvis menighed tæller flere end 26.000 mennesker, deltager aktivt i det globale Cities Changing Diabetes-program, som den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk står bag sammen med City College i London og Steno Diabetes Center Copenhagen. Programmet har til formål at standse den dramatiske stigning i fedme og type 2-diabetes i verdens storbyer, og i Houston spiller kirker og andre religiøse institutioner en central rolle i denne kamp ved at yde hjælp til udsatte borgere, der – ofte uden at vide det – lider af diabetes eller er i fare for at udvikle sygdommen.

I Fountain of Praise, der er en uafhængig kirke uden tilknytning til et bestemt kristent trossamfund, er menighedens fysiske helbred en væsentlig og uomgængelig del af kirkens virke, forklarer vicedirektør George Anderson.

”I Første Korintherbrev 6, 19, siger apostlen Paulus, at kroppen er et tempel for Helligånden. Det tager vi alvorligt. Det er vores religiøse og moralske forpligtelse som kristen kirke at give menigheden de ressourcer, som de behøver for at leve sundere liv og dermed være bedre rustet til at agere som krigere for Kristus. Hvis vi kun beskæftigede os med gudsdyrkelse, ville vi være en dårlig kirke,” siger han.

Diabetes er blandt kirkens hovedfokusområder, og hver måned giver Fountain of Praise medlemmerne mulighed for blandt andet at blive screenet for sygdommen i forbindelse med en gudstjeneste.

Dertil kommer, at chefprædikanten, den karismatiske Remus E. Wright, jævnligt interviewer en sundhedsekspert foran menigheden. Kirken forsøger også at forebygge fedme, som er en af de primære risikofaktorer for diabetes, ved at oplyse medlemmerne om vigtigheden af sund kost og ved at danne motionsgrupper, der samles for eksempelvis at spadsere eller danse i fællesskab.

”Vi er ved at opdage, at mange flere medlemmer er påvirket af diabetes, end vi havde troet. Diabetes er en folkesygdom, og som kirke er vi nødt til at gøre noget for at afhjælpe krisen. Dels fordi vi kerer os om menigheden og er afhængig af den for vores overlevelse, og dels fordi tillidskløften mellem den afroamerikanske befolkning og sundhedssystemet af historiske årsager er så stor, at mange mennesker ikke får hjælp i tide, hvis vi ikke træder til. Vi befinder os i bibelbæltet, og her går folk måske ikke til lægen, men de går i kirke. For os er kirken derfra, vor verden går,” forklarer George Anderson.

Det samme mener den 60-årige Marguerite Butler, der er aktivt medlem af en anden afroamerikansk metodistkirke, Brown Chapel A.M.E. Church, i Houston. Hun har selv haft type 2-diabetes i 20 år, men er først for nylig begyndt at tale åbent om sin sygdom.

”Der er et stigma omkring diabetes, og jeg mærker det hver dag. Men kirken er et frirum. Det kan måske være grænseoverskridende for nogle menigheder at høre deres præst tale om krop og sundhed, men i sorte kirker har vi ikke noget problem med det. Og det er nødvendigt. I løbet af bare den seneste måned har fem medlemmer af min menighed fortalt mig, at de lider af diabetes,” siger Marguerite Butler, der til daglig er juraprofessor på Texas Southern University.

Blandt hovedaktørerne i arbejdet for at engagere Houstons kirker i kampen mod fedme og type 2-diabetes er Institute for Sprituality and Health (institut for åndelighed og sundhed), der er tilknyttet den store sundhedsinstitution Texas Medical Center. Her arbejder Stuart Nelson, instituttets vicedirektør, på at udbrede forståelsen af den rolle, som spiritualitet spiller for sundhed og helbredelse.

Især i religiøse områder som Houston, der med sine omegnskommuner er hjem for knap syv millioner mennesker og flere end 200.000 kirker, er kirker og andre trossamfund en naturlig allieret i arbejdet for at forbedre folkesundheden, siger Stuart Nelson.

”Præster og andre trosledere er ved at opdage, at de har en vigtig rolle at spille i kampen mod diabetes, fedme og andre folkesygdomme. I de abrahamistiske religioner er krop og sundhed i mindre grad i forgrunden end i de østlige religioner, men det gøres i Bibelen klart, at din krop er der, hvor Gud lever, og det giver præster grønt lys til at tale direkte til deres menigheder om en sund livsstil. Vi må betragte trossamfund som et center ikke bare for ånden, men også for kroppen,” siger han.

For RoLonda Brown er der ingen tvivl om, at Fountain of Praise har ansvaret for, at hun i dag er i behandling for både type 2-diabetes og andre livstruende lidelser.

”Hvis jeg havde fortsat som hidtil, er jeg ikke sikker på, at jeg stadig ville være her i dag. Jeg er overbevist om, at kirken har reddet mit liv. Både åndeligt og fysisk,” siger hun.