Prøv avisen

Uden svigermor går det ikke

Fariba Soresh er læge ved Gozarah sygehus i det vestlige Afghanistan. Hun læste medicin under Taleban, som trods en generel modvilje mod at lade kvinder få en uddannelse tillod et lille antal kvinder blive uddannet inden for sundhedsområdet. -- Foto: Ulla Poulsen.

Fariba Soresh er læge ved gynækologisk afdeling på Gozarah sygehus. Foruden mand og fire børn bor hendes svigermor også i familiens hus, og det får hverdagen til at hænge sammen, for her er hverken børnehaver eller skolefritidsordninger

Det er heldigvis en sød svigermor, 38-årige Fariba Soresh har. Siger hun. "Hun er ikke som nogle svigermødre kan være," mener hun – der som de fleste andre gifte afghanske kvinder bor sammen med mand og børn i svigerfamiliens hus. Med til husholdet hører en af mandens yngre brødre, hvorimod svigerfaderen er død for nogle år siden.

Ud over at være en del af traditionen gør bofællesskabet det muligt for Fariba Soresh at passe sit arbejde som læge på gynækologisk afdeling ved Gozarah Sygehus lidt uden for Herat i det vestlige Afghanistan. Det er svigermor, der tager sig af familiens fire børn på 2-12 år i dagtimerne og sørger for, at der bliver gjort rent og lavet mad. En absolut nødvendighed i et samfund, hvor børnehaver og skolefritidsordninger er fremmedord.

Det var Faribas far, der insisterede på, at hun fik en uddannelse. Han er bogholder og hendes mor husmor, men de har lagt vægt på, at alle deres seks børn fik en høj uddannelse. Foruden Fariba, der er læge, er en søster blevet jurist, en anden er lærer, en bror er ingeniør og endnu en bror økonom. Den yngste bror har lige afsluttet skolen.

Uddannelsen var ellers lige ved at glippe for Fariba. Hun gik på universitet, da Taleban kom til magten, men fordi hun læste medicin, fik hun lov til at fortsætte.

"De lod kvinder i sundhedssektoren uddanne sig, så kvinderne ikke skulle tilses af mænd. Så jeg tog en burka på og fortsatte mine studier," siger Fariba.

Hendes håb er, at hendes egne børn – to døtre og to sønner – også får en god uddannelse. Den ældste pige forestiller hun sig skal være lærer, mens den ældste dreng vil blive en dygtig advokat, mener hun. De yngste er det for tidligt at spå om.

Foreløbig er børnene først og fremmest børn, som får besked på at passe deres lektier, men derudover boltrer de sig i familiens store have, der blandt andet indeholder noget så eksotisk som et svømmebassin. På nær om foråret, hvor enhver afghansk familie med respekt for sig selv tager på picnic som alle de andre i en af Herats overfyldte parker, foregår alle aktiviteter i de private hjem, og det gør familien Soreshs have til et populært samlingsted.

"Børnene har kammerater, der kommer på besøg, og vi har tit familie, som besøger os. Hver fredag er der et leben af slægtninge, så det ikke er ualmindeligt, at der er 10-15 børn i svømmebassinet," fortæller Fariba.

Hendes dag begynder klokken fem, når hun står op for at bede, inden hun tager sig af familien og morgenmaden sammen med svigermoderen. Som læge gør hun meget ud af, at børnene får den rigtige mad. Ikke kun ris, brød og kød, som ellers er sædvanen, men også masser af grøntsager. På sygehuset ser hun hver dag resultatet af, at fattige patienter ikke får nok at spise. Deres hovedkost er masser af te og brød, måske noget curd (et tørret yoghurt-produkt, red.), men ingen grøntsager.

"De er så frygteligt underernærede. Især de gravide kvinder, som tror, at hvis de spiser for meget, bliver det vanskeligere at føde barnet," fortæller Fariba.

Kvindernes situation har været en stor del af drivkraften bag hendes eget ønske om at blive læge, og hun håber at kunne fortsætte med at specialisere sig inden for gynækologi. Derfor skal familien heller ikke have flere børn. Det er hendes mand og hun enige om.

"Fire er rigeligt, hvis man skal have tid og råd til dem alle," smiler hun.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Artiklerne fra Afghanistan er blevet til på baggrund af en rejse i samarbejde med Dansk Afghanistan Komite, DAC. DAC har arbejdet i Afghanistan i over 20 år.