Er der noget, der illustrerer det transatlantiske venskab og båndet mellem USA og efterkrigstidens Europa, så er det Marshallplanen.
Det enestående amerikanske hjælpeprogram til genopbygning af det krigshærgede Europa var en del af det økonomiske fundament under den nye verdensorden, der skulle erstatte kaos og konflikt med internationalt samarbejde og kollektiv sikkerhed.
Men godt 70 år senere er det transatlantiske bånd tyndslidt.
Og at konstateringen kommer fra en forsker ved den amerikanske tænketank German Marshall Fund, er så meget desto mere symbolsk. Tænketanken, som blev oprettet som en gave fra den vesttyske regering i anledning af 25-året for Marshallplanen i 1972, har netop et slogan om ”at styrke de transatlantiske relationer”.
Jan Techau, leder af German Marshall Funds Europa-program og en af Europas førende Nato-eksperter, forudser tværtimod, at 2020 vil blive et særligt anspændt år for forholdet mellem USA og Europa.
”Det er valgår i USA, og Donald Trump kan blive fristet til at bruge EU som et fjendebillede – for eksempel i forhold til USA’s handelsinteresser. Vi kan være ret sikre på, at vi har et vanskeligt år for de transatlantiske relationer foran os. USA er ganske enkelt mindre interesseret i Europa. Og dette er en langsigtet trend, som Trump ikke er skyld i, men kun har gjort ualmindelig tydelig,” vurderer Jan Techau.
Vi er ifølge den tyske forsvarsanalytiker ved at nå til vejs ende med den pax americana, som har kendetegnet den internationale verdensorden de seneste syv årtier – i hvert fald set fra et europæisk perspektiv. Og det betyder, at EU igen står ansigt til ansigt med sig selv og sine egne dæmoner. Uden det transatlantiske bånd var Europa næppe lykkedes med at etablere det tætte europæiske samarbejde, der er mundet ud i Den Europæiske Union, lyder Jan Techaus analyse.
”USA beskyttede os ikke kun mod Sovjetunionen. Det var også en beskyttelse mod os selv og mod de interne konflikter i Europa. Tager man USA ud af ligningen, dukker alle de gamle dårligdomme op igen, og Europa vender tilbage til det normale. Og det normale i Europa er ikke fred, men konflikt og ustabilitet,” mener han.
Da Nato blev oprettet i 1949, var der ingen tvivl om, at sikkerhedsparaplyen henover Atlanterhavet var en ubrydelig garanti for fælles sikkerhed. Der var, som Gil Barn-dollar, forsvarsekspert ved det amerikanske Center for the Study of Statesmanship, CSS, har formuleret det, ”en fælles forståelse af Benjamin Franklins ord om, at ’enten hænger vi sammen, eller også bliver vi hængt sammen’.”
Hovedhjørnestenen i denne kollektive beskyttelse er den såkaldte musketered i Atlantpagtens artikel 5, der fastslår, at et angreb på ét af alliancens medlemmer skal betragtes som et angreb på alle. Hvilket indebærer, at alle i dag 29 Nato-lande er villige til at gå i krig for de øvrige medlemmer.
Det er denne ed, som Donald Trump har sået tvivl om – dog uden fuldstændig at afvise den. Men hans beslutning fra oktober om at trække de amerikanske soldater ud af Syrien uden på forhånd at informere alliancepartnerne, viste, at USA’s hensyn til Nato-partnerne efterhånden kan ligge på et meget lille sted.
”USA sår tvivl om sin rolle i verden. Det begyndte med terrorangrebet i 2001 og en ny trussel, som sikkerhedsparaplyen over Atlanten ikke beskytter medlemmerne mod. Det samme gælder i konfrontationen med Kina. Denne nye verdensorden skaber en helt ny situation for Europa, og sætter europæerne i et nyt dilemma. For Europa har stadig brug for USA. Men vi kan ikke længere stole på USA,” mener den tyske forsker.
Det transatlantiske samarbejdes sammenhold trues dog ikke kun af USA, påpeger han.
”Forholdet mellem USA og Europa er under pres fra især Kina, men også Rusland, der har en klar strategi om både at skille USA og Europa og splitte EU internt. Mens Rusland direkte blander sig i for eksempel europæiske valg, er Kina mere subtil og bruger især investeringer i økonomisk svage EU-lande som for eksempel de baltiske lande med henblik på at sætte disse lande i et afhængighedsforhold til Kina.”
”Styret i Beijing tænker langsigtet med en strategi for de næste 30-40 år. Det handler ikke om at indføre en ny politisk orden i Europa, men derimod om at inkludere Europa i en kinesisk økonomisk sfære, som Kina selv dominerer,” pointerer Jan Techau.
Og denne situation, hvor EU på én gang mister den amerikanske forsvarsparaply, trues udefra af nye stormagter og er internt ude af stand til at samarbejde om fælles løsninger, som placerer Europa i en ”grum situation”, mener han.
”Det er en såkaldt perfekt storm. Den sørgelige sandhed er, at i det øjeblik, hvor Europa har allermest brug for samarbejde, er der ingen vilje til det. Uden USA er Europa på vej mod større fragmentering,” siger Jan Techau.
Han tror ikke på den franske præsident, Emmanuel Macrons, forslag om et styrket forsvarssamarbejde og en decideret europæisk hær. Oveni kommer, at Macrons forsøg på etablere en ny dialog med Rusland mødes med mistro i de EU-lande, der som Polen betragter Rusland som en trussel.
”I praksis rykker de europæiske lande ikke sammen. De, der frygter for deres sikkerhed, indgår bilaterale aftaler med USA. For der er ikke udsigt til noget EU-forsvar i en overskuelig fremtid. EU er ganske enkelt uvillig til at bruge de penge, det koster, og har ikke kapacitet til hverken et konventionelt forsvar eller et atomforsvar. Ganske vist er der kommet flere penge til forsvar takket være bestræbelserne på at nærme sig Trumps krav om at bidrage til den kollektive sikkerhed med to procent af bruttonationalproduktet til forsvarsudgifterne i hvert land. Men det er ikke nok,” siger Jan Techau og peger på, at pax americana også har haft en anden, overset effekt i Europa.
”USA har finansieret det europæiske velfærdssystem ved at bære forsvarsbyrden. Der blev råd til velfærd, fordi europæerne ikke behøvede at betale for deres egen sikkerhed. Nu hvor pax americana er ved at rinde ud, vil vi få store diskussioner om, hvordan vi skal finansiere vores sikkerhed. Vi har udsigt til sociale opstande, der vil få de gule veste i Frankrig til at ligne vand ved siden af. Det samme gælder skattesystemet, hvor regeringerne siden 1980’erne har sænket skatten markant. Det har udhulet skattegrundlaget. Også her vil vi fremover få store kampe om, hvem der skal betale hvor meget i skat,” forudser Jan Techau.
Det, der bekymrer ham, er netop de vestlige og især de europæiske landes manglende evne til at levere løsningerne på komplekse problemstillinger.
”Over de seneste 60 år har vi integreret de politikområder, hvor det var forholdsvis nemt at gøre det. Men fælles sikkerhed og fælles forsvar kræver ligesom euroen og fælles grænsebeskyttelse, at man afgiver suverænitet. Vi ved, hvad der skal til: de europæiske lande bør stå sammen om at styrke Nato og desuden stå sammen om at styrke euroen. Men de europæiske lande stoler ikke nok på hinanden til at gøre det,” konstaterer Jan Techau.
Risikoen er derfor, frygter han, at afslutningen på pax americana betyder enden på 70 års stabilitet i Europa:
”Det er kun 25 år siden, der var krig på Balkan, og de sår er stadig ikke lægte. Konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet på Cypern er latent. Der er grænsekonflikter omkring minoritetsspørgsmål mellem Ungarn, Bulgarien og Rumænien. Der er absolut ingen garanti for, at der ikke kommer væbnet konflikt igen i Europa. Historien er ikke standset,” fastslår Jan Techau.
Kilde: nato og Ritzau