Udsigten over Donetsk er formidabel fra Natalja Nikonorovas kontor. Den hårdt prøvede industriby forsvinder ud i horisonten, hvor en sen eftermiddagssol gløder. Højhusenes silhuetter vokser op fra disen og giver scenen et næsten uvirkeligt skær. Biler dytter, fodgængere passer deres gøremål – langt, langt nede. Ude i forstæderne falder granaterne. Krigen i det østlige Ukraine har varet mere end tre år.
Natalja Nikonorova sætter sig til rette i kontorets chesterfield-møblement og gør klar til at få taget billeder. Hun fik posten som udenrigsminister for godt et år siden. Det enorme kontor på øverste etage af et tidligere forretningscenter fulgte med.
De flotte forhold på ministerkontoret står i skarp kontrast til den rustne industri, de bombede broer, lukkede miner, hullede veje og spøgelsesfabrikker, der hjemsøger indbyggerne andre steder i den selvudråbte folkerepublik Donetsk.
På samme måde udgør den lange tur op i bygningen med blanke elevatorer, forbi et væld af bistre vagtfolk, der udfører grundige sikkerhedstjek med bippende kontroludstyr, videre gennem forkontorer befolket af alvorligt udseende sekretærer en modsætning til den unge ministers væsen: smilende, imødekommende, afslappet.
Natalja Nikonorova byder hjemmevant på kaffe, der for det krigshærgede område er af en sjælden god kvalitet. Med en håndbevægelse sætter hun en lys hårlok om bag øret. Verdenssamfundet opfatter området under oprørernes kontrol som en del af Ukraine. Derfor må Nikono-rova og hendes kolleger tage en særlig strategi i brug i kontakten med andre nationer.
”Vi er allerede i færd med at udbygge vores samarbejde med flere lande i det vestlige Europa, selvom de ikke anerkender os. Metoden, vi benytter, er offentligt diplomati,” siger den 32-årige minister og bruger et udtryk, der dækker over en blanding af udlandspropaganda, politisk markedsføring, mellemfolkelig forståelse og kulturudveksling.
”Samarbejdet med de europæiske lande omfatter først og fremmest etableringen af repræsentationscentre. Vi har allerede åbnet fire: I Italien, Tjekkiet, Finland og Grækenland. Centrene er ikke officielle ambassader, men de er registreret som offentlige organisationer.”
”Formålet er at gøre landenes indbyggere bekendt med vores stat, så de ved, at vi er til, og at vi ikke er terrorister,” forklarer hun.
Fremstødet udspringer af, at Folkerepublikken Donetsk ikke anerkendes af Den Europæiske Union.
EU opfatter den nye statsdannelse som en pseudorepublik, skabt af Rusland og et udtryk for Ruslands aggression mod Ukraine. De europæiske politikere kalder dog ikke Natalja Nikonorova og de andre politiske ledere i Folkerepublikken Donetsk for terrorister, sådan som den officielle betegnelse er i Ukraine.
”Centrene skal bidrage til at bryde den informations-blokade, som vi bliver udsat for. Vestlige landes mediebrugere modtager desværre meget ensidige beretninger om Donbass. Derfor skal vores repræsentationer lægge fakta frem og redegøre for, hvordan situationen rent faktisk er,” siger Nikonorova.
”Ud over kulturelt samarbejde fremmer de den erhvervsmæssige udvikling mellem værtslandet og Folkerepublikken Donetsk. For eksempel har lederen af centret i Italien allerede haft en delegation af italienske investorer med hertil,” tilføjer hun.
Forholdet til den russiske regering betyder også meget for Folkerepublikken Donetsk. Rusland sender jævnligt lange konvojer af lastbiler med nødhjælp ind i oprørernes områder og investerer i genopbygningen af infrastruktur. Desuden kæmper soldater fra den russiske hær på folkerepublikkerne Donetsk og Lugansks side i krigen mod de ukrainske styrker.
Områderne under separatisternes kontrol har skiftet den ukrainske valuta hryv-niaen ud med den russiske rubel. Den betydelige indflydelse fra det store naboland får flere iagttagere til at hævde, at de to folkerepublikker i det østlige Ukraine, Lugansk og Donetsk, ikke ville være overlevelsesdygtige uden russisk støtte. De fortsatte kampe, masseflugt, arbejdsløshed, en handelsblokade, som opretholdes af Ukraine, samt lukning af stribevis af fabrikker og miner gør økonomisk fremgang i oprørsregionerne vanskelig.
Ifølge Natalja Nikonorova er Ruslands hjælp dog ikke altafgørende.
”Slet ikke. Gennem republikkens tre år lange levetid har vi lært at forvalte vores penge,” siger hun.
Hun peger på, at trods de tætte relationer til den store nabo er forholdet til Rusland heller ikke officielt, da også Rusland afstår fra at anerkende folkerepublikken.
”Men vi samarbejder med Rusland på andre niveauer inden for både kultur, økonomi og uddannelse. Og vi planlægger at styrke de bånd i fremtiden,” siger hun.
Kreml har hverken anerkendt jeres uafhængighed eller tilbudt Folkerepublikken Donetsk optagelse i den Russiske Føderation. Er du skuffet over det?
”Vi forstår og respekterer fuldt ud Ruslands holdning. Rusland har taget rollen som mægler i Minsk-forhandlingerne, hvor folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk prøver at bilægge stridighederne med Ukraine. Rusland assisterer forhandlingerne, men er ikke selv en af konfliktparterne. Mæglerrollen binder. Derfor kan Rusland ikke pludselig bare anerkende vores uafhængighed eller tilbyde os at blive en del af det land,” siger udenrigsministeren, der hæfter sig ved, at Rusland som det eneste medlem af FN besluttede sig for at godkende de pas, som de nye myndigheder i Donetsk og Lugansk udsteder.
”Den hjælp betyder meget for os. Den gør, at indbyggere med vores pas frit kan krydse grænsen til Rusland og bevæge sig uhindret på landets territorium,” påpeger Nikonorova, der opfatter gennemførelsen af Minsk-aftalen som en af de vigtigste opgaver for sit ministerium.
Hver anden uge rejser hun til den hviderussiske hovedstad for at forhandle med ukrainerne. Når fredsaftalen endnu ikke er trådt i kraft, selvom det snart er tre år siden siden, at den blev underskrevet, er det udelukkende Ukraines ansvar, mener hun.
”Vi går ind for, at hvert eneste af punkterne i Minsk-aftalen føres ud i livet. Forhandlingerne er svære, og der er mange udfordringer. Men i modsætning til Ukraine er vores position sammenhængende,” hævder hun.
Stemningen mellem de to parter er ikke altid de bedste under forhandlingerne, fortæller hun.
”I den undergruppe, der behandler spørgsmål om sikkerhed, er atmosfæren altid meget anspændt. Af og til endda aggressiv. I den undergruppe, som jeg leder – den politiske – er møderne også anspændte, men der findes en større villighed til at indgå i dialog.”
Natalja Nikonorovas fremtrædende rolle under Minsk-forhandlingerne og hendes indsats for at varetage Folkerepublikken Donetsks interesser fik republikkens leder Aleksandr Sakhartjenko til at lægge mærke til hende. Han tilbød den unge jurist og ekspert i international ret posten som udenrigsminister i marts 2016. Nikonorova skjuler ikke sin overraskelse over udnævnelsen, men tillægger hverken alder eller køn den store betydning.
”Jeg tror, at det er vigtigt for Sakhartjenko at have en person på posten, der forstår juraen i forholdet mellem lande. Særligt i Minsk er det virkelig vigtigt at kende alle love og paragraffer – selv de mindste detaljer, der kan være relevante for konfliktregioner,” siger hun.
”Der er fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i Folkerepublikken Donetsk. Vi er glade for og stolte over, at selvom vi går gennem en meget svær periode – selvom ukrainerne bekæmper os skånselsløst, fordi de ser os som terrorister – påtager både republikkens mænd og kvinder sig deres pligter. Mændene kæmper fortrinsvist ved fronten. Men kvinderne står ikke tilbage. De beklæder ledende poster overalt i administrationen og bidrager på den måde så godt, de kan,” siger ministeren og rejser sig.
Tiden er overskredet. Ude i forkontoret venter et lokalt tv-hold.