Det har ikke skortet på alarmerende rapporter og bekymrede advarsler op til det internationale klimatopmøde, som åbner i skotske Glasgow i morgen. Det er det 26. af slagsen, for siden 1995, hvor det første COP-møde blev afviklet, har regeringerne år efter år troligt sendt store delegationer til COP-mødet for at tale om klimaet.
Imens er koncentrationen af CO2 i atmosfæren eksploderet, og middeltemperaturerne er vokset med 1,1 grader sammenlignet med før industrialiseringen, hvor man i Vesten begyndte at brænde kul og olie af i stor stil.
Og nu løber tiden ud. Christiana Figueres, som tidligere var sekretariatsleder for FN’s rammekonvention, har i en udtalelse formuleret det sådan her:
”Jeg tænker på det som en komet, der er på vej mod vores planet med potentiale til at udrydde hele menneskeheden, som vi kender den.”
Overdrevet? Ikke hvis man lytter til både FN’s klimapanel IPCC, som august udsendte sin seneste alarmerende rapport, og FN’s miljøprogram, der forleden påpegede kløften mellem klimamål og klimahandling i en rapport. Det er sidste udkald, hvis verden skal holde liv i ambitionen om at nå Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader og helst 1,5 grader, som den britiske regering og vært for COP26 har sat som mål for topmødet.
”Det er virkelig et vigtigt topmøde, for muligheden for at begrænse den globale opvarmning er ved at forsvinde. Vi skal halvere udledningerne inden 2030 og nå klimaneutralitet i midten af århundredet. Der er positive tegn om reduktioner, men det, der virkelig vil batte, er, at de kortsigtede mål snarere end de langsigtede skærpes her og nu,” siger Claire Fyson, afdelingsleder ved organisationen Climate Analytics med hovedsæde i Berlin, der holder øje med regeringernes klimaindsatser.
”Det er virkelig nu, Parisaftalen skal stå sin prøve,” siger også Anne Olhoff, leder af partnerskabet mellem FN’s miljøprogram og Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
Men spørgsmålet er, om de 196 deltagerlande ved topmødet i Glasgow kan nå i mål. Foran dem står nemlig tre store udfordringer:
1 Første udfordring: CO2-kurven skal knækkes mere og hurtigere.
De nuværende løfter sætter verden på kurs mod 2,7 graders global temperaturstigning. Det skærer ifølge FN’s miljøprogram 7,5 procent af de forventede CO2-udledninger i 2030, men der skal skæres 30 procent for at nå 1,5-målet.
Det skal ses i lyset af, at nedlukningen af den globale økonomi under coronakrisen førte til et fald i CO2-udledningerne i 2020 på 2,6 gigatons. Men der skal skæres mellem et og to gigatons hvert eneste år indtil 2030, ifølge en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature. Løsningen hedder vedvarende energi og elbiler, hvis man spørger Anne Olhoff.
”Nedlukningerne skar 5,4 procent af CO2-udledningerne. Det er ikke nok, og det er allerede på vej op igen. Det viser, at vi ikke skal lukke ned, men i stedet gennemføre strukturelle ændringer. Vi skal skifte fra fossil til vedvarende energi, og vi skal elektrificere transporten, som er de to sektorer, der vil give de største og hurtigste resultater sammen med landbruget,” siger Anne Olhoff.
2 Anden udfordring: De største CO2-udledere er fodslæbende.
Men ét er løfter, noget andet er konkret handling, som blandt andet skal udmøntes i særaftaler om udfasning af kul og om at skære 30 procent i udledningerne af metan, som er skyld i 30 procent af den globale opvarmning.
Men kun 30 lande har foreløbig bakket op, og det gælder ikke de største udledere som Kina, Indien, Rusland og Brasilien. Netop Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas Xi Jinping vil glimre ved deres fravær på COP26, selvom de tilsammen repræsenterer 30 procent af verdens samlede udledninger af drivhusgasser.
Og selvom USA har fordoblet de amerikanske klimamål og fået USA tilbage på klimascenen efter Donald Trumps beslutning om at trække landet ud af Parisaftalen i 2017, betragtes også USA’s reelle indsats med skepsis.
”Bare de 20 mest udviklede økonomier i G20-gruppen kan holde den globale opvarmning på 1,7 grader, hvis de indfører klare mål for CO2-reduktion,” vurderer Claire Fyson fra Climate Analytics.
3 Tredje udfordring: Spændingerne mellem USA og Kina underminerer klimadiplomatiet.
Mens Xi Jinping sammen med USA’s Barack Obama var fødselshjælpere for Parisaftalen i 2015 ved at gå foran i de sidste nervepirrende timer, er de voksende konflikter mellem landene nu ved at spænde ben for klimasamarbejdet.
Xi Jinpings beslutning om at blive væk fra Glasgow understreger, at Kina, som udenrigsminister Wang Yi har gjort klart, ikke vil adskille klimaforhandlingerne fra andre områder.
Og det har betydning for hele klimatopmødet. For det første fordi Kina og USA repræsenterer 40 procent af de globale CO2-udledninger. Og for det andet fordi Kina kan forventes at få opbakning fra hele gruppen af lav- og mellemindkomstlande, som her ser en mulighed for at presse de rige lande, der ikke har holdt løfterne om klimafinansiering til de fattigste lande.
”De fattigere lande får støtte fra Kina i forhold til klimafinansiering, og som betaling støtter de fattigere lande Kina. Det var strategien ved det seneste klimatopmøde, og det bliver strategien ved COP26,” vurderer Folkekirkens Nødhjælps klimaekspert Mattias Söderberg.