Danmark var blandt de otte EU-lande, der i går meddelte, at de nu også støtter udfordreren i Venezuela, Juan Guaidó; den 35-årige formand for landets parlament, som for to uger siden udråbte sig selv til præsident i protest mod det kriseramte lands statsleder, Nicolás Maduro.
Dermed lægger store EU-lande som Frankrig, Spanien, Storbritannien og Tyskland sig på samme kurs som USA, der lovede Guaidó støtte allerede få minutter efter, at han havde aflagt ed på åben gade i Caracas. Hovedstaden, som de seneste uger har været skueplads for store demonstrationer for og imod Maduro, efter at denne blev taget i ed til sin anden embedsperiode oven på et omstridt præsidentvalg sidste år.
Også Canada, Australien og en række latinamerikanske lande anerkender Guaidó som Venezuelas præsident, men for hvert land, der vælger entydigt side i konflikten, risikerer det blot at bidrage til yderligere uro og kaos, mener forskere.
Iselin Åsedotter Strønen, ekspert i Venezuela og forfatter til blandt andet bogen ”Grassroots Politics and Oil Culture in Venezuela. The Revolutionary Petro-state” (Græsrodspolitik og oliekultur i Venezuela. Den revolutionære petro-stat), kalder situationen ”ekstremt farlig”.
”Ved at anerkende Juan Guaidó som præsident slutter disse lande sig til USA’s voksende konfrontationslinje. Det undergraver forsøg på at dæmpe konflikten og skabe en mulighed for at forhandle en løsning på krisen,” siger den norske socialantropolog, der er ansat ved Universitet i Bergen og forskningsinstituttet for udvikling Chr. Michelsen Institutt i samme by.
”Den konfrontationskurs, USA fører an i, kan lede Venezuela ud i en meget blodig og langvarig konflikt med uanede konsekvenser,” vurderer hun.
Faren er efter hendes mening at presse Maduro ud med magt i stedet for gennem forhandling. Selvom Maduro – med god grund – er upopulær, vil mange venezuelanere alligevel være skeptiske over for en regering, som kommer til magten i kraft af en amerikansk-ledet strategi.
”Mange internt i Venezuela vil anse sådan en regering for at være en amerikansk marionetregering – og jo mere USA presser på, og de regionale højreorienterede regeringer såsom Brasilien, Colombia og Argentina bakker op, des større er risikoen for en langvarig og dyb splid, endog borgerkrig,” siger Iselin Åsedotter Strønen.
Frygten for, at situationen i Venezuela blot vil udvikle sig til det værre, hvis udlandet ikke forsøger at balancere sin støtte mellem Juan Guaidó og Nicolás Maduro, deles af den amerikanske professor emeritus i international politik ved Webster Universitet i St. Louis, Daniel Hellinger, der er forfatter til flere bøger om Venezuela.
Han skriver i et e-mail til Kristeligt Dagblad, at det er nødvendigt at anerkende, at der er sket autoritære og forfatningstridige manøvrer både fra Maduros og oppositionens side. Han er stærkt bekymret for, at den undertrykkelse, som Maduro benytter sig af for at holde sig selv ved magten, også vil blive en del af hverdagen, hvis Guaidó tager over efter ham.
”Al den stund Guaidó kommer fra den mest reaktionære del af oppositionen og har opbakning blandt de mest højreorienterede nykonservative i den amerikanske præsident Donald Trumps regering, kan vi være sikre på, at sult og afsavn hurtigt vil vende tilbage til Venezuela (når den første udenlandske nødhjælp er væk igen, red.). En Guaidó-regering vil benytte sig af sikkerhedsstyrkerne og Colombia-agtige dødspatruljer for at kvæle modstanden mod den nyliberale økonomi, der vil blive indført. Man kan ikke udelukke et brutalt diktatur eller en borgerkrig,” skriver Daniel Hellinger.
To anerkendte økonomer og kendere af Latinamerika, venezuelaneren Francisco Rodríguez og amerikaneren Jeffrey D. Sachs, opfordrede lørdag i en kommentar i den amerikanske avis The New York Times til forhandling mellem parterne. Kun forhandling og kompromis kan skåne venezuelanerne for yderligere ekstreme lidelser, mener de.
”Vi har det udgangspunkt, at det venezuelanske folk ikke bør være offer for en magtkamp mellem Maduro og oppositionen, og heller ikke mellem de eksterne støtter på hver side,” skriver Rodríguez og Sachs, der minder om, at uanset om Maduros fjender bryder sig om at indrømme det eller ej, så har hans politik stadig en vis opbakning i befolkningen og i militæret:
”Derfor anbefaler vi også et kompromis frem for en kamp til den bitre ende. (.....) Både i Venezuelas regering og opposition er der blevet udtrykt interesse i forhandlinger – alligevel bliver begge sider opmuntret af deres udenlandske allierede til at forsætte kampen uden kompromiser.”