Stort set fra begyndelsen var de russiske myndigheders og dermed den russiske ledelses udmelding, at det ville tage lang tid at fastslå årsagen til det tragiske flystyrt i Sinai-ørkenen den 31. oktober.
Den kurs blev lagt om efter terrorangrebet i Paris i weekenden. Mandag sagde præsident Vladimir Putin, at han forventede, undersøgelsen ville være klar meget snart. Tirsdag fik vi at vide, at det var terror, og samme dag begyndte franskmændene og russerne at koordinere fly- og flådeaktiviteter omkring Syrien. Og i øjeblikket bomber Rusland massivt i Syrien.
Temaet for flytragedien med 224 omkomne har ændret sig fra et teknisk udredende fokus til et politisk fokus. Terrorangrebet i Paris har sat en dagsorden, der giver muligheder, når man ser verden fra Kreml.
For det første løser det den kattepine, som den russiske flytragedie indebar: om civile russere nu skulle frygte at være terrormål, fordi Rusland var gået ind i Syrien. Paris-angrebet åbner for en italesættelse, der handler om et barbari, der rammer alle vilkårligt. Og Rusland må som ansvarlig nation bekæmpe barbariet. Nøjagtig som ved terrorangrebet på USA den 11. september 2001 var Putin blandt de allerførste statsledere til at udtrykke solidaritet med Frankrig. Og tirsdag sagde han, at man ville jagte de skyldige for bomben på det russiske passagerfly i Sinai, ”hvorend de gemmer sig”.
For det andet - og langt vigtigere - så håber man i Kreml, at Paris-angrebet kan åbne nye muligheder for samarbejde med vestlige nationer i Syrien mod Islamisk Stat.
Konfliktpunktet har hele tiden heddet Bashar al-Assad, som Rusland støtter og betegner som landets legitime leder. Og som vestlige lande de facto længe har ønsket afsat.
Frankrig protesterede klart mod den russiske intervention i Syrien. På det tidspunkt - ved vi nu - var Assad meget tæt på at falde. Derfor gik Rusland ind. I den nordafrikanske og mellemøstlige region er den russiske perception, at Vesten - USA - har ført Rusland bag lyset både, hvad angår Irak og Libyen. Ikke, at Kreml hører til Sadam Hussein- eller Muammar Gaddafi-elskere. Men fordi man som udenrigspolitisk princip er imod regimeforandringer påtvunget udefra. Og man ønsker stabilitet i relationerne mellem de forskellige magter i regionen.
Statssammenbruddene i Irak og Libyen ser Rusland som en geopolitisk katastrofe. Det måtte ikke ske i Syrien. Og den holdning strider meget mod blandt andre franskmændenes synspunkt.
Rusland håber nu at få nøglemagter i Vesten - heriblandt Frankrig - med på et kompromis, der indebærer, at Assad forsat er en del af ligningen i Syrien. Og at man kan finde et fælles fodslag mod IS i Mellemøsten. Drøftelser om terror var naturligt på agendaen ved G20-topmødet i Antalya tidligere på ugen, der markerede, at Rusland - trods de formelle sanktioner - er på vej ud af den vestlige diplomatiske isolation.
Hvor Putin for et år siden blev skoset ved samtlige internationale topmøder, var tonen en anden i Tyrkiet. Blandt andre Storbritanniens premierminister, David Cameron, talte om, at man måtte indgå et kompromis med Rusland.
Rusland ser sig da også som en stormagt, som andre stormagter skal vise respekt for, så der kan findes løsninger i globale brændpunkter. Den position ser man nu i Kreml vinde anerkendelse internationalt igen.
Og man skal ikke tage fejl af Ruslands holdning til terror. Der er klart forskelle i, hvilke grupperinger Rusland og de vestlige magter identificerer som terrorister. Det ses klart i Syrien. Det er det klassiske spørgsmål om, hvorvidt grupperinger skal betragtes som befrielses- eller terrororganisationer.
Men Rusland frygter - som vi - terror. Man har kampen mod terror som et af de højeste sikkerhedspolitiske indsatsområder. Og Ruslands konkrete analyse i Mellemøsten er, at statssammenbruddene og fremkomsten af IS muliggør et scenarie, der dramatisk øger mængden af våbenføre, radikaliserede jihadister i regionen. Truslen mod Rusland er, at disse søger op i Kaukasus nord for Mellemøsten og dermed får fodfæste i Rusland. Den frygt er meget reel i Kreml.
Potentialet er til stede for at få dannet en alliance mod IS mellem Vesten og Rusland. Men der er et par kameler ude i ørkenen, som én eller begge af parterne skal sluge, før man kan gøre fælles front.