Udlejning af brudepiger er blevet en stor business i Kina. Man skal bare lade som om, man er brudens bedste ven

Rejserestriktioner og coronaregler holder mange brudepiger væk fra bryllupper i Kina, hvor coronapandemien stadig raser. Det får flere til at leje deres brudepiger

Flere og flere kinesiske kvinder tager hyre som professionelle brudepiger. Under pandemien er udlejning af brudepiger blevet en hastigt voksende industri i Kina.
Flere og flere kinesiske kvinder tager hyre som professionelle brudepiger. Under pandemien er udlejning af brudepiger blevet en hastigt voksende industri i Kina. Foto: Ikonica/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Forestil dig at leve af at gå til bryllupsfester. Det er blevet realiteten for flere kinesiske kvinder, der rejser landet rundt og arbejder som professionelle brudepiger. Siden coronapandemien tog fart i Wuhan i vinteren 2020, har flere brude nemlig pludselig stået alene og manglet deres brudepiger på den store dag, og det har fået flere til at gøre en forretning ud af det og simpelthen udleje brudepiger.

En typisk arbejdsdag starter klokken 4.30 om morgenen, hvor brudepigen står op, lægger make-up og gør sig klar til dagen, inden hun møder bruden, der skal hjælpes i tøjet og have taget billeder. Resten af dagen står på at sørge for underholdning og skåle med gæsterne, indtil festlighederne slutter omkring klokken 20.

Det fortæller den 22-årige Xie Yuke til det kinesiske online-magasin Sixth Tone. Hun arbejder som professionel brudepige og har de seneste to år deltaget i mere end 40 bryllupper. Og man skal være god til at spille komedie, for det går ikke, hvis andre opdager, at man slet ikke kender bruden. Xie Yuke lader altid som om, at hun er brudens bedste ven eller en god, gammel klassekammerat.

Men for at blive professionel brudepige må man opfylde visse standarder. Det er ikke alle kvinder, der kan satse på at gå ned ad den karrierevej. Hvis man er for høj, er det et no-go, og det går heller ikke, hvis man er gift. En højde på mellem 155 centimeter og 173 centimeter skulle kunne gøre det, for så vil man højest sandsynligt aldrig være højere end bruden, fortæller Xie Yuke. Brudeparret dækker selvfølgelig alle rejseomkostninger, mens lønnen er baseret på en daglig fortjeneste på mellem 500 og 2000 yuan, hvilket svarer til godt 550 og 2000 kroner om dagen, og det er en løn, der er til at leve for i Kina.

Det er ikke kun brudepiger, der kan udlejes. Xie Yuke har selv mødt sin nuværende, mandlige kæreste til et bryllup, hvor han deltog som professionel forlover og hun som professionel brudepige.

Udlejning af brudepiger har vist sig at have et stort business potentiale. Det er blevet til en så hurtigt voksende industri i Kina, at den forventes at stige med 25-30 procent om året, fortæller Cao Zhonghua, der er ekspert i kinesisk traditionel kultur, til den kinesiske tv-station CCTV.

Det betyder også, at flere professionelle brudepige- og forloverbureauer er dukket op, og det har vist sig at være en god forretning. Et af firmaerne i den kinesiske by Hangzhou fortæller, at deres platform i gennemsnit modtager mellem 10-20 ordrer om måneden, mens antallet af registrerede medlemmer i virksomheden er vokset fra blot at være et par tusinde i februar til i dag at tælle 50.000 medlemmer, skriver det kinesiske online-magasin Sixth Tone.