Udsigt til vaccinepas vækker etisk debat

Den danske regering går forrest i udviklingen af vaccinepas, men både herhjemme og i udlandet møder forslaget skepsis. Det kommer til at gøre forskel på menneskers frihed, siger medlem af Det Etiske Råd

Udsigt til vaccinepas vækker etisk debat
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) havde kun akkurat præsenteret den danske regerings planer om et vaccinepas til personer, som er blevet vaccineret imod covid-19, før en hidsig debat brød ud. For risikerer man ikke at forskelsbehandle borgerne? Og hvis konsekvenserne for dem, der ikke ønsker at lade sig vaccinere, bliver for store, er der så ikke tale om de facto-tvang? Og hvordan sikrer vi i øvrigt, at vores personlige oplysninger bliver behandlet forsvarligt?

”Det vil uden tvivl have den effekt, at de, som ikke ønsker at modtage vacciner, bliver dårligere stillet i samfundet. Vaccinering bør være et personligt valg og bør ikke give ekstra fordele i samfundet,” hedder det eksempelvis i et borgerforslag mod krav om vaccinepas i Danmark, som mere end 25.000 danskere indtil videre har skrevet under på.

Fra Ældre Sagen har man udtrykt bekymring for, om de mange borgere, som ikke har digital adgang, ville blive forfordelt, og i Ugeskrift for Læger gjorde reservelæge Maja Holt Højgaard opmærksom på vaccinepassets potentielle konsekvenser for foreningsliv og demokrati.

”Vi kan ikke som demokrati udelukke alle ammende, gravide, allergikere og andre med fornuftige såvel som ufornuftige grunde til ikke at lade sig vaccinere fra deltagelse i demokratiets vedtagende forsamlinger,” skriver hun.

Også internationalt har debatten om vaccinepas taget fart, efter at en række lande har udtrykt sig positivt om konceptet. Det gælder blandt andet Spanien, Grækenland og Israel, skriver mediet Deutsche Welle. Flere steder mødes forslaget dog af modstand, og i Tyskland har landets etiske råd frarådet, at personer, der er vaccineret imod covid-19, skal leve med færre restriktioner end personer, som ikke er.

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen, tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse og medlem af Det Etiske Råd i Danmark, er det dog vigtigt at huske på, at vaccinepas ikke i sig selv er et nyt fænomen. For eksempel har man i mange år skullet dokumentere, at man var vaccineret imod japansk hjernebetændelse for at kunne rejse ind og ud af bestemte lande.

”Og det gode argument har jo hele tiden været, at det simpelthen mindsker risikoen for at bringe smitte med sig ind eller ud af et bestemt område. Men omvendt er det jo fuldstændig rigtigt, at der er nogle mennesker, som ikke kan blive vaccineret, ligesom der er nogle, som ikke ønsker det. Og uanset hvordan man vender og drejer det, kommer et vaccinationspas til at gøre forskel for menneskers frihed, og det er man nødt til at tage alvorligt. Og derfor skal det også omgås med stor forsigtighed, ” siger han.

”Men fordi vi står i en pandemi, synes jeg godt, man kan forsvare det. Det er hele tiden et spørgsmål om at opveje den frihed, som de, der vaccineres, får, over for den manglende frihed, som dem, der ikke vaccineres, lades tilbage med.”

Samme konklusion når Thomas Søbirk Petersen, professor i etik ved Roskilde Universitet. Han understreger dog, at det er afgørende, at udviklingen og dernæst brugen af vaccinepasset foregår på en etisk forsvarlig måde, hvor også folks bekymringer tages alvorligt.

”Vi skal undgå at udskamme, og vi skal undgå ufrivillighed. Men samtidig må vi insistere på, at det her er en adgangsbillet til at beskytte andre og få alle de gevinster, der er forbundet med at kunne genåbne samfundet på en tryg måde. Og hvis vi – som man gør i England – i stedet taler om immunitetspas, så kan du jo sammenligne det med et kørekort: Det handler i bund og grund om, at det er meget rart, at vi ikke er til alt for stor fare for hinanden i samfundet,” siger han.

”Er det træls for folk uden kørekort, at de ikke må køre bil? Ja, men vi er blevet enige om, at det trods alt er bedre, end at vi udsætter hinanden for unødig stor fare. Og der er jo også et socialt pres forbundet med at have kørekort, ligesom der er bestemte jobs, du ikke kan få. Men det er en ulighed, vi accepterer, fordi fordelene er tilstrækkeligt store. Vi skal være opmærksomme på faldgruberne med vaccinepasset, men jeg tror også, vi skal passe på ikke at stirre os blinde på dem,” siger han.