Livet kunne have bevæget sig i mange andre retninger end Afrika, da Niels Brøndum Lauritsen var ung i 1960’erne. Under et højskoleophold på Den Internationale Højskole i Helsingør fandt Niels Brøndum Lauritsen ud af, at det kunne lade sig gøre at blive sendt ud i verden som frivillig for u-landsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, og selvom den unge mand i første omgang valgte at uddanne sig inden for den dengang spirende computerteknologi, var hans nysgerrighed vakt. Niels Brøndum Lauritsen blev ansat som systemplanlægger i det daværende Kommunedata, men lysten og længslen efter at komme ud at se verden fulgte ham.
”Efter nogle år sagde jeg min lejlighed op og meldte mig som u-landsfrivillig hos Mellemfolkeligt Samvirke og blev sendt på forberedelseskursus til Arusha i Tanzania. Fordi undervisningen skulle foregå på engelsk, bestod en del af forberedelserne i at sikre, at vi frivillige kunne engelsk nok til at begå os. For en håndfuld af os var det dog ikke nødvendigt, og vi blev i stedet sendt i ungdomslejr i Kenya,” siger han.
Opholdet i ungdomslejren blev skelsættende. Efter ankomsten blev de unge danskere og kenyanere indkvarteret i en lerklinet skole i nærheden af bjerget Mount Meru nogle timers kørsel fra hovedstaden, Nairobi. Her skulle de unge sove på gulvet i klasselokalerne, leve af den lokale mad og arbejde sammen om at opføre en ny skole til det fattige lokalsamfund.
”Jeg blev kastet ud i den lokale kultur fra den allerførste dag i lejren, og det var en fantastisk oplevelse og en indgang til Afrika, som har inspireret mig lige siden: Vi var alle lige og levede bogstaveligt talt på fælles vilkår, og vi kom tæt på menneskene i den landsby, vi arbejdede for. Opholdet har nok præget mig på den måde, at jeg altid senere i mit arbejdsliv har taget parti for de mindre bemidlede,” siger han.
Efter opholdet i Kenya fortsatte Niels Brøndum Lauritsen til Zambia, hvor han i to år underviste zambiske ingeniørstuderende i programmering og planlægning på universitetet i Lusaka. Opholdet blev startskuddet til en række ansættelser og udstationeringer for Mellemfolkeligt Samvirke og sidenhen hjælpeorganisationen Røde Kors såvel i Danmark som i afrikanske lande som Botswana, Uganda, Malawi og Tanzania.
Det sidste stræk af udsendelser i Afrika varede 14 år og sluttede i det borgerkrigshærgede Sydsudan, hvor Niels Brøndum Lauritsen stod for indførelsen af et beredskabsprogram med blandt andet sygdoms- og epidemiforebyggelse, adgang til førstehjælpsudstyr, en båre samt træning af lokale frivillige, så de på forsvarlig vis kunne fjerne og begrave de rådnende lig efter de talrige massakrer på civile.
Arbejdet i Sydsudan var det barskeste, den i dag 72-årige Niels Brøndum Lauritsen har prøvet, og efter over 40 år med udviklingsarbejde og nødhjælp besluttede han i 2015 som 70-årig, at tiden nu var inde til at gå på pension i Danmark.
Pensionisttilværelsen har givet anledning til at reflektere over et langt arbejdsliv i bogen ”Brudflader – Afrika og Danmark”, som Niels Brøndum Lauritsen har udgivet på medudgiverforlaget Skriveforlaget. I bogen skelner Niels Brøndum Lauritsen skarpt mellem nødhjælp, som han mener er helt påkrævet, udviklingsbistand givet via velgørende organisationer og hjælpeorganisationer – og så den danske statslige udviklingsbistand, som gives gennem Danida i Udenrigsministeriet.
Sidstnævnte form for udviklingsbistand får hårde ord med på vejen, blandt andet fordi Niels Brøndum Lauritsen mener, at bistanden i alt for høj grad er med til at blåstemple korrupte og udemokratiske afrikanske regimer.
”Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor vi i Danmark pakker tingene ind ved at insistere på at tale om ”korruption”. I virkeligheden er korruption ofte banalt, organiseret tyveri og misbrug af offentlige midler og ressourcer fra almindelige mennesker, og jeg kan ikke forstå, at vi ikke omtaler det sådan. Tag for eksempel udviklingsbistanden til et land som Kenya, hvor regeringen er så korrupt, at korruptionen æder langt flere penge om året, end Danmark giver i udviklingsbistand,” siger han.
Det er et faktum, at den kenyanske regering er korrupt, og selvom det relativt sjældent direkte involverer danske midler, fordi det danske kontrolsystem gør dem for besværlige at svindle med, slog en officiel revi- sionsrapport for 2015 fast, at den kenyanske regering kun kunne redegøre for én fjerdedel af de samlede offentlige udgifter.
”Korruptionen buldrer lystigt derudad, når det gælder nationens egne midler,” fastslår Niels Brøndum Lauritsen.
I et interview med den kenyanske avis The Star vurderede Kenyas etik- og antikorruptionschef Philip Kinisu sidste år, at mindst en tredjedel af det samlede kenyanske statsbudget går til i korrup- tion om året – hvad der svarer til 39 milliarder danske kroner. Philip Kinisu tilføjede, at han havde svært ved at gøre noget ved sagen, fordi hans kontor havde få ansatte og ikke var udstyret med det fornødne teknologiske udstyr til at tage kampen op.
Philip Kinisus vurdering flugter med Niels Brøndum Lauritsens skøn. Han vurderer, at 30-40 procent af de samlede statslige udgifter i Kenya bliver misbrugt hver år.
”Men i den offentlige debat herhjemme bliver tyveriet pakket fint ind, til trods for at befolkningerne i lande som Kenya og Uganda udmærket er klar over, at regeringerne misbruger deres penge. Det danske udenrigsministerium og medierne kunne godt være mere tydelige i oplysningen til den danske befolkning om de afrikanske regeringers misbrug af offentlige midler,” siger han.
Niels Brøndum Lauritsen mener, at der har sneget sig en træghed og uigennemsigtighed ind i den statslige danske udviklingsbistand:
”Nu ér ambassaderne jo etableret, og de ansatte er udstationeret. Vi har så eksempelvis fundet på at øremærke vores udviklingsbistand til Kenya til at omfatte målrettede tiltag som en rigsrevision og en ombudsmand – men de instanser nytter jo ikke i et land, hvor regimet gør præcis, som det vil for at sidde på magten og rane til sig. Jeg tror, at en del af begrundelsen for, hvorfor vi fortsat giver udviklingsbistand til lande som Kenya og Uganda er, at Danmark retter ind efter et land som USA og den geopolitiske situation.”
Men giver Danmark ikke også udviklingsbistand ud fra erkendelsen af, at nok forsvinder en mindre del af den i de korrupte regimer, men en anden del når trods alt frem til befolkningerne og resulterer for eksempel i bedre sundhed og uddannelse? Børnedødeligheden i udviklingslandene er trods alt blevet halveret siden 1990, mødredødeligheden er faldet væsentligt, og langt flere afrikanske børn kommer nu i skole? Er det ikke netop beviser på, at udviklingsbistanden er med til at gøre en forskel?
”Jo, det kan godt være, at børnene er kommet i skole, men de lærer ingenting i skolen, fordi landenes undervisnings- og sundhedssektorer er forsømte, i og med at regeringerne er ligeglade med dem. Den påståede gratis undervisning er heller ikke gratis, når det kommer til stykket, fordi lærerne ikke er blevet lønnet i et halvt år. Det skyldes, at pengene til deres lønninger er forsvundet andetsteds i det offentlige system.”
”Hvilket igen betyder, at lærerne selv bliver presset ud i korruption og kræver af skoleelevernes forældre, at de skal komme med en stor pakke med madvarer og tekstil ved et skolesemesters begyndelse. Pakkens indhold kan så omsættes på det lokale marked og generere penge til lærerne. Folk burde gøre oprør, men de fattigste betaler så heller ikke nogen skat til staten, så de stiller heller ingen krav til regeringen,” siger Niels Brøndum Lauritsen.
Korruption er og bliver Afrikas største problem, ifølge Niels Brøndum Lauritsen. Større end både borgerkrige, jobmangel og livsfarlige sygdomme som malaria og aids.
”Det er et arrangement, der virker, så hele systemet fra top til bund nyder godt af tyveriet. Det er politiet, domstolene, toldvæsen og immigrationsmyndighederne, som er de mest kendte korrupte instanser, og resultatet kan enhver se med det blotte øje. Der er ingen medicin på regeringens hospitaler og sundhedsklinikker. Medicinen er enten ikke købt eller stjålet efterfølgende. Der er huller i vejene, fordi vejbelægningen kun er lagt med det halve dræn og underlag. Der kan ikke slukkes ildebrande, fordi brandbilerne ikke kan køre,” siger han.
Samtidig går staterne glip af enorme beløb i told og importafgifter, fordi det er billigere for importøren at bestikke tolderne end at betale tarifferne. Alligevel er den svindel småtterier ved siden af, hvad regeringerne skraber til sig i forbindelse med opførelser af en dæmning, en bro, en jernbane eller en udvidelse af lufthavnen, fremhæver han:
”Alle kan se det, alle ved det, men der sker ingenting. Det er svært at finde eksempler på, at nogen er blevet retsforfulgt, og da især centralt eller på ministerplan. Rigsrevisionsrapporterne kommer som regel med adskillige års forsinkelse. Folk harmes over det rapporterede misbrug og de manglende regnskaber, men derefter sker der intet, fordi hele systemet er involveret.”
Derfor burde den danske statslige bistand gives ud fra andre betingelser end i dag og på en måde, så den ikke er med til at blåstemple korrupte regeringer, mener Niels Brøndum Lauritsen.
Stod det til ham burde et land som Kenya slet ikke modtage dansk udviklingsbistand. Det burde være en forudsætning for at modtage dansk udviklingsbistand, at modtagerlandets regering i praksis respekterer sin befolknings behov og rettigheder og efterstræber god regeringsførelse.
”Det kræver ikke omfattende infrastruktur, mange penge og investeringer eller teknisk ekspertise. Det kræver viljen til at gøre det. Hvis den ikke er til stede, kan alverdens rigsrevisionsrapporter og ombudsmænd ikke lave om på noget,” siger Niels Brøndum Lauritsen.
”Den del af udviklingsbistanden, der når ud til befolkningerne, gør naturligvis gavn, men den har store omkostninger for de danske skatteydere. Derfor ville det være et konkret og passende tiltag at udvikle en måde til at måle en regerings vilje til at opføre sig, som de selv siger, at de gerne vil. Bliver politiske pinger i landet draget til ansvar? Bliver befolkningen undertrykt? Har præsidenten og hans regime siddet på magten i årtier? Det kræver ikke den store videnskab at gøre det. Vi er for vage i Danmark, når det gælder korruptionen i afrikanske modtagerlande.”