Køen af eksperter er vokset støt i de senere år, når det gælder om at advare imod den store voksende økonomiske ulighed mellem en lille, stadig rigere overklasse og en stor, langt fattigere befolkningsgruppe i udviklingslandene.
Men nu har nogle af udviklingslandene enten fået vendt udviklingen eller taget væsentlige skridt i retning af at mindske uligheden mellem de rige og fattige i befolkningerne.
Det gælder for eksempel de tre afrikanske lande Namibia, Liberia og Guinea samt Sydkorea og Indonesien i Asien, fastslår en nyligt offentliggjort rapport fra den internationale hjælpeorganisation Oxfam.
Noget af det mest iøjnefaldende ved rapportens resultater er, at det ikke er de største og relativt rigeste af udviklingslandene, der gør mest for at mindske uligheden i befolkningerne. Det påpeger Matthew Martin, direktør for det konsulentfirma, som har udarbejdet undersøgelsen for Oxfam.
”Det gælder om at have den politiske vilje til at få vedtaget de politikker, der mindsker mellemrummet mellem de ultrarige og de fattige, og til at få politikken ført ud i livet,” siger han til den britiske avis The Guardian.
Der hersker stadig massiv økonomisk ulighed i Namibia. Alligevel fremhæver Oxfam landet i det sydlige Afrika som et godt eksempel, fordi regeringen de seneste to årtier har iværksat en politik, der langsomt mindsker uligheden. Blandt andet har den namibiske regering hævet minimumslønnen, indført en progressiv indkomstskat, der opkræver relativt mere skat af rige end af fattige namibiere, og investeret massivt i landets skoler og hospitaler.
Et andet eksempel er Sydkorea, hvor regeringen har hævet minimumslønnen med 16 procent i løbet af det seneste år, hævet selskabsskatten og gennemført en velfærds-reform, der skal brede velfærden ud til flere.
Oxfam-undersøgelsen er dog også blevet kritiseret for kun at fokusere på, hvor mange penge en regering investerer i at mindske uligheden, og ikke på, hvad der konkret kommer ud af investeringerne.
Singapore er blevet placeret i bund som nummer 149 ud af i alt 153 lande. Men det er sket på et forkert grundlag, lyder det fra landets finansminister Heng Swee Keat.
”Eftersom vi har begrænsede midler til rådighed, er det meget vigtigt, at vi formår at opnå gode resultater med de penge, vi bruger,” har han udtalt til den singaporeanske avis The Straits Times i forbindelse med Oxfam-rapportens offentliggørelse.
Det er ikke alene hjælpeorganisationer som Oxfam, der peger på, at stor økonomisk ulighed er et problem. Også internationale organisationer som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken har advaret imod den voksende ulighed i verdens lande. For et land med stor økonomisk ulighed i befolkningen har ”et kæmpe problem”, vurderer professor ved center for velfærdsstudier på Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen.
Den økonomiske ulighed betyder typisk, at indbyggerne lever mere adskilt:
”Der er et lille rigt mindretal, som har råd til at indrette sig, som de vil. Deres børn går i privatskoler, de bruger privathospitaler, og familierne bor og færdes i overklassekvarterer sammen med andre velstillede. Så er der en stor fattig underklasse, som bor i nogle helt andre områder, og hvor børnene går i offentlige skoler. Det betyder, at de rige og de fattige ikke møder hinanden,” siger han.
Det går ud over borgernes indbyrdes tillid til hinanden og sammenhængskraften i befolkningen. Ifølge Christian Albrekt Larsen går tingene i stå i et samfund, hvor indbyggerne ikke stoler på hinanden.
”Det kræver tillid at handle med hinanden og at få et skattesystem til at fungere. Men når de forskellige befolkningsgrupper ikke omgås hinanden, vokser der nemmere stereotype negative forestillinger frem. Overklassen opfatter underklassen som farlige og kriminelle, mens underklassen opfatter de rige som mennesker, der gør præcis, hvad der passer dem bedst. Så den sociale kontrol, der er vigtig for, om mennesker viser indbyrdes tillid, virker umiddelbart bedst i middelklassemiljøer, hvor folk kan identificere sig med hinanden og stoler på hinanden,” siger han.