Mens verden er i gang med at gøre status over FN's 2015-mål, trækker det op til en ideologisk strid om fremtidens udviklingsdagsorden.
17 nye bæredygtige udviklingsmål og over 160 delmål er på vej gennem FN-systemet med kurs mod FN's Generalforsamling i september. Hvor 2015-målene lovede og også lykkedes med at halvere fattigdom og sult verden over, er det den nye udviklingsdagsorden frem til 2030 endnu mere ambitiøs.
Verden skal udrydde sult og fattigdom, lyder det ambitiøse, men ifølge mange eksperter også realistiske mål. Men spørgsmålet er hvordan. Bag dette spørgsmål lurer en ideologisk strid, som især vil udspille sig, når den finansielle ramme for de næste 15 års udviklingsinitiativer skal vedtages ved en konference i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, i juli. I kulisserne er kampen allerede i gang om det konkrete indhold bag formuleringerne om at udrydde fattigdom og sult i løbet af de kommende 15 år.
Et eksempel er det nye mål nummer fem om at ”gennemføre ligestilling og selvbestemmelse for kvinder og piger” i 2030.
For selvom piger takket være 2015-målene nu næsten kommer lige så ofte i skole som drenge, kæmper kvinder og piger stadig med vold, fattigdom og tidlige ægteskaber. Og selvom langt flere kvinder er kommet i arbejde i mange af verdens fattigste lande, betyder det ikke automatisk øget ligestilling.
Derfor diskuterer verdens lande blandt andet nu, hvorvidt offentlige serviceydelser som barselsorlov og pasningsfaciliteter skal bidrage til målet om ligestilling. Og om virksomhederne skal kunne holdes fast på deres sociale ansvar, for eksempel i forhold til kvinders arbejdsforhold. Eller om det er bedre at skabe et favorabelt erhvervsklima, der kan sikre vækst og arbejdspladser, som kan give kvinder større økonomisk uafhængighed.
”Selvom der er bred enighed om, at der er behov for privat finansiering, er der spændinger om, hvordan målene skal finansieres. Vi ønsker at sikre, at staterne ikke fralægger sig det økonomiske ansvar for ligestilling i de nye udviklingsmål,” siger Janice Förde fra Kvindernes U-landsudvalg, Kulu, der har deltaget i de tidligere konferencer om finansiering af udvikling i Monterrey og Doha.
”Uenighederne kan blandt andet gå på, i hvor høj grad sundhedsvæsenet skal være i privat regi, men der er også diskussion om problemet med, at kvinderne er over-repræsenterede i den uformelle økonomiske sektor, og virksomhedernes ansvar for kvinders arbejdsforhold,” siger Janice Förde.
Udkastet til slutdokument for konferencen understreger behovet for at mobilisere virksomheder og private investeringer for at skabe vækst, blandt andet i lyset af, at 700 millioner mennesker er blevet løftet over fattigdomsgrænsen takket være de nye vækstøkonomier.
Men kvindeorganisationerne frygter, at teksten fokuserer mindre på kvinders rettigheder end på at skabe et favorabelt erhvervsklima.
”Hvis den økonomiske vækst skal føre til øget ligestilling, er det nødvendigt med en målrettet indsats for at styrke kvinders rettigheder,” siger Sascha Gabizon, talskvinde for Women's Major Group, en sammenslutning af kvindeorganisationer verden over.
”Man kan ikke bare sige, at et dårligt betalt job for kvinder er bedre end slet ikke noget job. Ligestillingseffekten kan være lige så stor af at få en ko. Eller af at få adgang til offentlige serviceydelser, som for eksempel Brasiliens program Bolsa Familia, der sikrer fattige familier mad på bordet,” siger Sascha Gabizon.