Adressen er den samme. Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K. Men verden uden om har ændret facon, siden nu 54-årige Ulla Tørnæs (V) senest var udviklingsminister i årene 2005-2010. Dengang var hendes egne overskrifter: god regeringsførelse, kvinders rettigheder og inddragelse af det private erhvervsliv. Alle tre dele er stadig vigtige, men de når ikke op på siden af to af de senere års mest omdebatterede temaer efter nogle år med krig i Syrien og uventet mange flygtninge: migration og nærområder.
”Hele nærområdeindsatsen kommer til at fylde meget mere. Et af de nøgletal, jeg har hæftet mig ved i de mange papirer, jeg forsøger at sætte mig ind i, er, at en flygtning i gennemsnit opholder sig 17 år i flygtningelejre. Det er jo fortvivlende. Der skal vi blive bedre til at følge den humanitære indsats op med udvikling, så folks liv ikke bliver sat på pause i så mange år,” siger Ulla Tørnæs.
Det samme gælder indsatsen for at skabe arbejdspladser og fremgang i de afrikanske lande, hvorfra titusinder af unge mænd i øjeblikket søger væk i håb om en bedre fremtid. Ulla Tørnæs gjorde i en række taler og interviews allerede opmærksom på udfordringen med at skabe jobs til Afrikas mange millioner af unge mennesker, da hun senest var minister, men det kommer bag på hende, hvor hurtigt migrationen er vokset i omfang.
”Vi kommer til at arbejde rigtig meget med de unge. Det bliver en stor selvstændig udfordring at fokusere på, hvordan vi hjælper dem med at skabe sig en tilværelse dér, hvor de bor. Udviklingspolitik handler om at skabe håb, og det er det håb, mange af dem mangler i øjeblikket. Vi skal blive meget bedre til at sikre, at der er jobs til dem,” siger hun.
Udviklingsministeren gør sig ingen illusioner om, at det bliver let. Men det er, som hun udtrykker det, ”en bunden opgave”. Hun ved fra sine mange rejser i Afrika, hvordan mismod ser ud i hverdagen. I et interview med Kristeligt Dagblad i 2007 sagde hun blandt andet, at ”hvis man en gang har set desperationen i øjnene hos de unge afrikanske mænd, ved man også, at det er lige meget med grænsebevogtningen.”
Ulla Tørnæs smiler lidt, da hun bliver mindet om det gamle interview. Hun viger behændigt uden om den del, der vedrører grænsebevogtningens svagheder, men nikker bekræftende til ordet desperation.
”Der er tale om desperation. Og man ved, når man har set det blik hos de unge, hvad der er på spil. For os og for dem. De føler ikke, at de har noget at miste ved at risikere deres liv under en lang og usikker rejse,” siger hun.
Under sin forrige periode som udviklingsminister endte Ulla Tørnæs som nævnt med at fokusere på god regeringsførelse, kvinder og det private erhvervsliv. Det vil hun fortsætte med. Ikke mindst kvindernes vilkår har Danmark en særlig forpligtelse til at støtte, lyder det.
”Støtten til kvinder skal være et vigtigt kendetegn for den danske bistand. Det gælder først og fremmest om at sikre kvindernes fundamentale rettigheder, så de selv vælger, hvornår og med hvem de vil giftes og have børn. Vi har altid vidst, at kvinder var en vigtig krumtap i et lands udvikling, men der er kommet endnu mere forskning på området, siden jeg var minister senest, så beviserne er stærkere. Det er utvetydigt fastslået, at det styrker et lands udvikling, også økonomisk, at sikre kvinders ligestilling,” siger hun.
Lige nu venter den danske minister spændt på at se, hvilken politik den kommende amerikanske præsident Donald Trump agter at følge, når det gælder kvinder. Vælger han samme kurs som George W. Bush, der var republikansk præsident i den første halvdel af Ulla Tørnæs’ forrige ministerperiode, kan det lægge en kraftig dæmper på fremskridtene for kvinderne. Bush-regeringen gjorde fælles front med en række konservative og religiøst fundamentalistiske regeringer i blandt andet Mellemøsten, som ikke ønskede, at FN skulle oplyse kvinderne om familieplanlægning, herunder prævention, og det betød, at den internationale støtte til FN’s arbejde på området både blev økonomisk og politisk tyndbenet.
”Det betyder noget, hvad så stor og toneangivende en donor som USA mener. Det kan skabe tilbageskridt for kvinderne og hele familieplanlægningsområdet, hvis Trump vender tilbage til Bushs linje,” siger hun.
Den voksende globale ulighed, hvor de fattigste lande sakker længere og længere bagud, er en særlig udfordring på et tidspunkt, hvor de private virksomheder i stigende grad bliver set som dem, der skal løfte væksten og skabe arbejdspladser. Problemet er, at meget få virksomheder er interesserede i at investere i fattige og ofte ustabile lande, hvor risikoen for at miste pengene er stor.
”Der er en kategori af lande, hvor det ikke kommer til at gå af sig selv. Der må vi se på andre typer af indsatser. For eksempel mikrokreditter,” siger Ulla Tørnæs med en henvisning til de meget populære små lån, som er blevet brugt i en række udviklingslande til at støtte familiers køb af to høns, en ged eller måske lidt værktøj til at reparere cykler med.
Derfor glæder hun sig også over, at der siden sidst er kommet en helt anden åbenhed over for samarbejde med skrøbelige og fejlslagne stater som for eksempel Afghanistan og Somalia.
”Det er godt og nødvendigt, at der er en større bevidsthed om at turde. Vi kan ikke operere med en nulfejlskultur. Så kommer vi ingen vegne.”
Afghanistan er et tydeligt eksempel på et land, det har vist sig at være langt sværere at hjælpe end først antaget. Danmark har ydet milliarder af kroner i bistand, siden krigen mod Taleban begyndte i 2001 efter terrorangrebene på USA. Og Afghanistan er stadig det land, der modtager mest dansk udviklingshjælp; omkring 425 millioner kroner årligt fra 2017 til 2020. Tilsvarende massive beløb er kommet fra andre udenlandske donorer, ikke mindst USA.
Alligevel er det tvivlsomme og begrænsede resultater, der er opnået. Det erkender Ulla Tørnæs blankt.
”Der er ingen grund til at skjule, at alle havde håbet, at det var gået bedre. Vi må bare erkende, at det er svært. Afghanistan var det første land, hvor Danmark forsøgte sig med civilt-militært samarbejde. Men der er ingen endegyldig facitliste, når det gælder bistand. Noget lykkes. Noget lykkes ikke,” siger hun.
For udviklingsbistand er det muliges kunst, betoner Ulla Tørnæs.
”Vi skal hele tiden lære af vores fejl. Det er ikke muligt at trække en skuffe ud, hvor alle opskrifter ligger klar,” siger hun og smiler igen ved tanken om, hvordan hun tilbage i 2005 troede, at det næsten måtte være verdens letteste job at være udviklingsminister.
”Dengang tænkte jeg, at det måtte være meget enkelt at dele en masse penge ud til en masse mennesker, der havde brug for dem og gerne ville have dem. Men jeg blev hurtigt klogere. Det er utrolig kompliceret. De gode råd står i kø, men der er ingen facitlister for noget,” siger hun.
”Jeg har hele tiden i baghovedet, at det er udviklingslande, vi samarbejder med, og hvis ikke det var det, ville vi slet ikke være til stede. Derfor må vi være parat til at løbe en risiko. Der sker jævnligt noget, vi ikke havde forudset.”
I dag er hun taknemmelig for, at hun allerede er den erfaring rigere. Det giver en anden robusthed, når man er forberedt på, at alle resultater ikke nødvendigvis er positive.
”Jeg vil vove at påstå, at jeg har været i det her i så mange år og har så stor erfaring, at jeg er blottet for naivitet, men uden at være kynisk. Jeg bliver stadig glad, når jeg taler med en ung afrikansk mor, som fortæller mig, at det går godt med hendes lille forretning, og at hun nu har råd til at sende sine børn i skole. Det er de konkrete fremskridt, der holder optimismen oppe.”
Et af de fremskridt, der efter Ulla Tørnæs’ mening er sket, er den brede accept af at inddrage de private virksomheder og erhvervslivet i udviklingspolitikken.
”Der er sket en holdningsændring over for det private erhvervsliv, som jeg nok selv har været med til at skabe rum til. Det handler ikke om erhvervsstøtte. Men om en fælles opfattelse af, at udvikling ikke klares alene med bistand,” siger hun.
Det afspejler sig også i FN’s nye bæredygtige verdensmål, som blev vedtaget på verdensorganisationens generalforsamling sidste år.
”Senest, jeg var udviklingsminister, havde vi 2015-målene. Der handlede det om bistand fra nord til syd. Nu hedder det verdensmål, og krumtappen er partnerskaber. Her bliver virksomhederne inddraget, og det giver en helt anden og nødvendig dynamik, som også kan sikre en teknologioverførsel.”
Det private erhvervsliv hører også naturligt hjemme i nutidens verdensorden, hvor opdelingen i et rigt nord og et fattigt syd er udvisket i takt med, at nye vækstlande er kommet til, og mange lande har fået frembrusende middelklasser.
”Det åbner for nogle nye muligheder. For eksempel for de private virksomheder. Bistanden kan ikke stå alene. Det kunne den ikke i 2005, og det kan den slet ikke i 2016. Men den kan bane vejen for dialog og samarbejde,” siger Ulla Tørnæs, der glæder sig over den stigende selvbevidsthed, som er vokset frem i mange udviklingslande:
”Den understreger, hvor vigtigt det er, at der er tale om et ligeværdigt samarbejde. Udviklingslandene skal ikke have fornemmelsen af at stå med hatten i hånden.”
Og så er det i øvrigt mindre væsentligt, at regeringens ambition er at skære den danske udviklingsbistand til 0,7 procent af bruttonationalindkomsten. Eller at en stor luns, omkring en femtedel i 2017, går til modtagelsen af asylansøgere i Danmark. Noget, der det forløbne år har vakt hård kritik fra dele af oppositionen og mange udviklingsorganisationer. De mener, at Danmark udnytter muligheden for at medtage hjemlige udgifter til modtagelse af asylansøgere til det yderste, når der indberettes til OECD’s komité for udviklingsbistand, DAC. Der ”dac’es” for meget, siger kritikerne. Nej, mener Ulla Tørnæs.
”Vi dac’er, hvad dac’es kan. Det har vi altid gjort, og det har jeg ingen intentioner om at ændre på,” understreger hun.