Filosoffer diskuterer, om udødelighed vil være ufatteligt fremskridt eller fatalt hovmod

To franske filosoffer diskuterer velsignelsen eller forbandelsen ved kommende biologiske revolutioner

Eugenikken vender tilbage, fordi vi ikke længere vil acceptere den ulighed, som kommer af det gammeldags forplantningslotteri, bemærker Filosof. Samtidig forsker den såkaldte kronobiologi i mulig overvindelse af alderdom og død.
Eugenikken vender tilbage, fordi vi ikke længere vil acceptere den ulighed, som kommer af det gammeldags forplantningslotteri, bemærker Filosof. Samtidig forsker den såkaldte kronobiologi i mulig overvindelse af alderdom og død.

LUC FERRY, fremtrædende fransk filosof, har netop udgivet bogen ”La Révolution Transhumaniste”. I den anledning har avisen Le Figaro sat ham sammen med den 30-årige filosof François-Xavier Bellamy til en samtale, som hurtigt gnistrer af lidenskab.

Transhumanismen vil tilvejebringe de biologiske teknikker, der skal løfte medicinsk behandling fra det reparerende til det forbedrende. For eksempel ikke bare indoperere en chip, som giver en blind synet tilbage, men give normalt seende en ørns synsevne.

Eugenikken vender tilbage, fordi vi ikke længere vil acceptere den ulighed, som kommer af det gammeldags forplantningslotteri, bemærker Ferry. Samtidig forsker den såkaldte kronobiologi i mulig overvindelse af alderdom og død.

Bestræbelserne vil forandre vores tilværelse fuldstændig. Eftersom politikerne hverken kan tillade alt eller forbyde alt, må der findes en mellemvej. Ferry peger idéhistorisk på to traditioner, som kan vejlede: den kristne, der vil respektere naturen som skaberordning, og den sekulære, der definerer mennesket ud fra dets frihed og evne til at overskride sine rammer.

Det sidste er i Ferrys øjne både skræmmende og fascinerende, men alligevel retningen, som han tilslutter sig. Han bemærker tørt, at man kan hævde nok så inderligt, at aldring og død er naturlige, men har man kræft i skjoldbruskkirtlen, skal man nok efterspørge de mest avancerede tilbud fra transhumanismens overdrev.

FRANÇOIS-XAVIER BELLAMY ser biologien med andre øjne. Man kan ønske sig godt helbred uden af den grund at drømme om en overmenneskelig krop. Transhumanismen er for ham snarest en antihumanisme: Idet den ikke vil lade os være indfældede i naturen, røber den sit had til mennesket som begrænset skabning, sin afsky for skrøbelig-hed, alderdom og død. Dens frustration vidner om, at den ikke begriber, at det at være menneske er at være uperfekt.

”Levende er vi også ved døden. Det er godt, at medicinsk videnskab kæmper for livet; men den fornægter det menneskelige liv, hvis den prøver helt at undertrykke døden. Når vores dødelige kroppe organ for organ udskiftes af elektroniske dele, er vi så stadig mennesker? Er vi så for alvor levende?”.

Og vi er jo alligevel umættelige på forbedrings-banen; fanger af vores forfængelighed og vores visioner, fanger af det såkaldte fremskridt. Men enten modtager man livet som skænket, eller man opløser det i en fiktion, mener François-Xavier Bellamy.

Dyret er på dén måde fanget i naturens programmering, men ikke mennesket, svarer Luc Ferry. Selvfølgelig skal alt ikke være tilladt; udfordringen er at finde specifikt humane – ikke ”naturlige” – grænser for indgrebene.

Al videnskab er jo dybest set kampmidler mod naturen, og den spanske syge var aldeles naturlig, da den i 1918 slog 20 millioner mennesker ihjel. Naturen kan aldrig bruges som moralsk rettesnor.

”Som Spinoza sagde, i naturen spiser de store de små.”

Nej, udbryder Bellamy: almindelig medicinsk behandling genindsætter naturen eller kroppen i dens velfungerende normaltilstand. Sygdomme er naturens uheld.

Ferry er helt uenig: ”Naturen omfatter alt; det værste og det bedste. Derfor er der heller intet naturligt i vores børneopdragelse. Børn vil spontant gøre nar ad forskelle, handicap, de er egoister og uhøflige, og tilegnelsen af civilisering er alt andet end naturlig, for naturen er det absolut modsatte af en moralsk norm!”.

Det store i menneskelivet er friheden og anstrengelsen, ikke en iboende natur. Derfor er der intet forkert i at ville forbedre maksimalt, siger Ferry.

”Hvis man kan lægge 20 år til min mors liv, så er jeg ivrig aftager. Det rette spørgsmål for mig er mere komplekst, nemlig: til hvilken pris?”.

FRANÇOIS-XAVIER BELLAMY frygter på sin side, at udødelighed vil lamme mennesket og lade al kreativitet visne.

Men udødelighed er et fantasme, anfører Luc Ferry, den bliver aldrig en mulighed.

”Vi vil alle ende med at dø, om det så bliver ved en ulykke eller selvmord.”

Men ekstrem livsforlængelse er da glædelig: ”Så mange bøger at læse, så mange kvinder at elske, det ville være skønt med en livsforventning på 300 år.” Pessimisterne skal i al fald ikke forhindre andre i at få paradiset på jorden.

Bellamy svarer, at løftet om paradis her og nu er den sikre vej til helvede. Religionen ved, at mennesket aldrig er på højde med sin frihed.

Ferry: ”Herregud, hvorfor skal de kristne altid skandalisere tanken om at hente lidt af deres ideal, ’at døde døden’, fra himlen ned på jorden?”.

”Dødens død”, svarer Bellamy, opnås ved at leve under samvittigheden, ikke gennem døde, tekniske proteser.