Prøv avisen

Ugandas Moder Teresa hjælper tidligere sexslaver med at finde tilbage til livet

Søster Rosemary ser det som sit kald at hjælpe de unge kvinder, som har gået meget grufuldt igennem som børnesoldater og sexslaver for Herrens Modstandshær. Hun giver blandt andet kvinderne nyt håb ved at lære dem at sy og klare sig selv. – Alle fotos: Sofi Lundin.

Lilly Atong blev tvangsgift med den efterlyste, ugandiske krigsforbryder Joseph Kony som barn. Efter en snes år i Konys Herrens Modstandshær lykkedes det hende at flygte. For hende og tusindvis af andre kvinder, der er flygtet fra oprørshæren, er den katolske nonne Rosemary Nyirumbe blevet redningen

Lilly Atong frygter sine egne tanker. Når hun er alene, tager alt det grusomme, hun har oplevet, form som tydelige billeder i hendes hoved.

Klokken var lidt over otte om aftenen den 2. oktober 1991, da døren til hendes families hjem blev sparket ind af ni granvoksne mænd med AK-47-stormgeværer. Den dengang 11-årige Lilly blev bortført sammen med omkring et dusin af landsbyens andre børn. De gik til fods i mange dage gennem ukendt terræn i retning ad grænsen til det, der i dag er Sydsudan.

”Jeg var helt udslidt, men oprørerne truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gik videre,” fortæller hun.

Sådan begyndte det første af hendes 20 år hos Herrens Modstandshær, LRA. Et halvt år senere var Lilly Atong oplært som børnesoldat. Som 13-årig blev hun tvangsgiftet med oprørslederen, Joseph Kony, faderen til hendes børn.

Den fordums kirkesanger har i mange år styret en af verdens mest berygtede oprørshære og står bag en af Afrikas længste konflikter.

I de omkring 20 år, Herrens Modstandshær hærgede i det nordlige Uganda, blev mindst 1,8 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem. Titusinder blev dræbt, og utallige børn blev bortført og rekrutteret som børnesoldater.

Det er nu over 10 år siden, fredsforhandlingerne mellem Ugandas regering og Herrens Modstandshær gik i gang og mundede ud i en våbenhvile, mens LRA-oprørerne fortsatte deres hærgen i andre afrikanske lande.

I dag går udviklingen i det nordlige Uganda langsomt, men sikkert fremad. En massiv satsning på infrastruktur, markedspladser, handelscentre og landbrug skaber optimisme. I skyggen af de mange udviklingstiltag lever de mennesker, som i sin tid blev bortført af Konys mænd: Børnesoldaterne, sexslaverne og hustruerne er vendt tilbage fra bushen og kæmper fortsat med at finde sig til rette i deres nye liv og samfundet, blandt andet i Gulu, regionens hovedby.

I dag er den hamrende lyd af symaskiner øredøvende. I et af de mange klasseværelser på skolen Saint Monica’s Girls Tailoring Centre i Gulu er eftermiddagens undervisning i skrædderkunst i fuldt sving.

Da 60-årige Rosemary Nyirumbe træder ind i lokalet, bliver der stille. Men da hun kommer med en spøgende bemærkning, slår stilheden om i rungende latter. Den katolske nonne fra byen Paidha ved grænsen til DRCongo er lille og rund, og hun ler højt og ofte.

Da krigen var på sit højeste i det nordlige Uganda efter årtusindskiftet, besluttede hun sig for at gøre det, som ingen andre gjorde: Hun ville hjælpe de kvinder, der flygtede fra Herrens Modstandshær. For mange af de titusindvis af bortførte børn døde i bushen, og de, der formåede at flygte og vendte hjem, måtte kæmpe en hård kamp mod stigmatisering i et samfund, som vendte dem ryggen.

”Det er på mange måder værst for kvinderne. De blev ikke bare brugt som børnesoldater: De var sexslaver, de var kommandanternes koner og fødte oprørernes børn. Da de kom hjem igen, blev de fleste af dem udstødt fra deres familier,” fortæller søster Rosemary.

Da hun overtog Saint Monica Girls’ Tailoring Centre i 2001, var der kun godt 30 piger på skolen. For at nå ud til flere spredte hun sit budskab over radioen:

”Hvis du er gravid, så kom, som du er – også selvom du er blevet voldtaget. Hvis du har børn, så tag dine børn med dig. Her er der plads til alle.”

Et budskab der gav genklang, og i dag har hun 250 unge kvinder under sine vinger på skolen, hvor de blandt andet lærer at sy deres eget tøj.

”Disse kvinder har brug for anerkendelse, accept og kærlighed. De har brug for færdigheder, som sikrer dem evnen til at stå på egne ben. Og mest af alt har de brug for et sted, hvor de kan bearbejde alt det forfærdelige, de har oplevet,” siger nonnen.

På bageste række i et af klasseværelserne sidder Lilly Atong og lytter koncentreret til læreren. Lilly er i dag 36 år og mor til seks børn, som Joseph Kony er far til. Efter flere flugtforsøg lykkedes det hende til sidst at vende hjem med hjælp fra Ugandas sikkerhedsstyrker. Men det er ikke nemt at være kendt i lokalsamfundet som Konys hustru.

Søster Rosemary tog Lilly Atong ind, da andre vendte hende ryggen. I dag lærer hun at læse og skrive igen. Der er dage, hvor Lilly ser lyst på livet, men minderne fra årene med oprørslederen vil aldrig forsvinde.

”Jeg kommer aldrig til at glemme den dag, da Kony kom til vores lejr for at vælge sig en kone. Jeg var 13 år, og valget faldt på mig. Der var mange små- piger sammen med mig. Den yngste var 10 år. Kommandanterne sagde, at det bragte held at få en præmenstruel pige,” fortæller Lilly Atong.

Som 13-årig blev hun flyttet fra lejren ud i skoven til Konys hjem, hvor der også boede omkring 20 af oprørslederens andre hustruer.

”Kony havde flere end 150 koner fordelt i flere lande. Han flyttede os tit, og efterhånden lærte jeg de andre piger godt at kende. Når han tog på sine rejser til Sudan for at hente våben og anden udrustning, blev vi holdt hjemme med vagter udenfor,” fortæller hun.

Lilly og de andre tvangsgifte koner fik våbentræning og var beredte, så snart de fik besked på at drage i krig.

”Mødre og gravide var ansvarlige for at transportere oprørernes udstyr. De barnløse gik i krig. Kony var nødt til at have mange koner i reserve for det tilfælde, at nogen blev dræbt,” forklarer Lilly.

Hun bliver stille en stund og fjern i blikket. Så fortsætter hun med at fortælle:

”De første år var værst. Hårde slag og voldtægter var en del af hverdagen. Efterhånden lærte jeg at leve med det, og der opstod en slags fællesskab os koner imellem. Vi fejrede jul og uafhængighedsdagen og andre højtider sammen. Vi plejede at snakke om livet i Uganda og om de gode dage med familien.”

I 2005 udstedte Den Internationale Straffedomstol (ICC) en arrestordre på Joseph Kony og fire af hans øverste kommandanter. De blev tiltalt for drab, voldtægter og børnebortførelser. Det blev indledningen på mange års fredsforhandlinger mellem Ugandas regering og oprørshæren.

Kony har krævet straffrihed og nægtet at underskrive en fredsaftale, mens hans oprørshær fortsætter sine operationer i DRCongo, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

I sidstnævnte land blev oprørshærens næstkommanderende, Dominic Ong-wen, pågrebet i januar 2015. Han var selv blevet rekrutteret som teenager og steg hurtigt i graderne. Efter få år var han en af oprørshærens mest frygtede mænd og stod i spidsen for angreb, hvor hundredvis af børn er blevet bortført. Retssagen mod Ongwen er nu i gang ved ICC i Haag, hvor han er den første kommandant fra Herrens Modstandshær, der har taget plads på anklagebænken.

Da eftermiddagen bliver til aften på syskolen i Gulu, sidder flere unge kvinder i grønne skoleuniformer samlet under et stort træ på den åbne plads uden for skolen. Her er mange med samme historie som Lilly Atong.

I løbet af de 16 år, søster Rosemary har drevet skolen, har hun kunnet hjælpe over 2000 kvinder. Hun har fået stor anerkendelse og utallige priser for sit arbejde såsom den amerikanske tv-sta-tion CNN’s heltepris. Hun er også en helt lokalt, og mange betragter hende som Ugandas Moder Teresa. Selv synes hun ikke, det er så bemærkelsesværdigt, det hun gør:

”Jeg var 15 år, da jeg bestemte mig for at vie mit liv til Gud. Siden da har jeg altid fulgt mit hjerte, og mit hjerte til- siger mig, at min livsopgave er at hjælpe disse kvinder. De kan aldrig blive fri af deres oplevelser, men de kan lære at leve med det. Jeg plejer at sige, at det, der har været, kan aldrig forsvinde, men der findes en fremtid. Mit håb begynder her og nu. Vi kan gå sammen og leve for håbet.”

Oversat fra norsk af Sara Høyrup.

Lilly Atong blev som 13-årig tvangsgift med den berygtede oprørsleder Joseph Kony. Selvom hun har svært ved at slippe de brutale minder fra årene i oprørshæren, kan hun i dag atter smile. Her ses hun med tre af de seks børn, hun har fået med Kony. Foto: Sofi Lundin
Søster Rosemary viser nogle af sine elever, hvordan de skal sy et bestemt stykke tøj. Det at lære at sy kan få de unge traumatiserede kvinder til at stå på egne ben og forsørge sig selv. Foto: Sofi Lundin
På den katolske syskole Saint Monica Girls’ Tailoring Centre i Gulu har over 2000 unge kvinder de seneste år lært at begå sig i friheden efter at have været misbrugt som børnesoldater og sexslaver af den brutale Herrens Modstandshær i Uganda. Foto: Sofi Lundin