Prøv avisen

Uhyret i Fukushima ånder stadig

Japanske frivillige hjælper med genoprydningsarbejdet efter tsunamien, der dræbte omkring 20.000 mennesker. – Foto: Birthe B. Pedersen.

I morgen er der gået et år siden atomulykken i Fukushima Daiichi-værket i Japan. Millioner af indbyggere i Tohoku-regionen omkring værket frygter for deres sundhed

Lad hellere være med at spise fisk. Strålefaren i havet er for stor, råder Toshiyuki Takeushi, som selv har en indbydende helstegt fisk liggende på tallerkenen foran sig.

Jeg selv er ligeglad, tilføjer han.

LÆS OGSÅ: Tohoku slikker sine sår

Mine to døtre er voksne, jeg skal ikke have flere børn, og jeg når sikkert at blive gammel, inden effekten melder sig. Det er værre for de yngre og for børnene.

Toshiyuki Takeushi leder den japanske hjælpeorganisation Janic, som støtter både de evakuerede og den resterende befolkning efter den tredobbelte katastrofe, der ramte Tohoku-regionen nord for Tokyo den 11. marts sidste år. Et jordskælv udløste en tsunami, der dræbte omkring 20.000 mennesker.

Disse to naturkatastrofer beskadigede samtidig atomkraftværket Fukushima Daiichi, hvis kølesystem blev sat ud af kraft. Det førte til en overophedning af især reaktor nummer 4 efterfulgt af flere eksplosioner og frigivelse af radioaktivt materiale, herunder cæsium 137 til atmosfæren. Fukushima-ulykken er den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken i 1986 og det fjerde eksempel i verden på den frygtede kernenedsmeltning.

Fukushima Daiichi-værket er kun 20 kilometer fra bycentrum i Minamisoma, hvor Toshiyuki Takeuchi spiser sin fisk. Efter for eksempel amerikanske normer burde zonen dække en radius på 50 kilometer. Men de japanske myndigheder har etableredet en beskyttelseszone på 20 kilometer, som går midt igennem Minamisoma Kommune. Et checkpoint med politibevogtning kontrollerer adgangen for en stadig strøm af køretøjer med redningsarbejdere, der fortsat arbejder på at stabilisere a-kraftværket eller på at dekontaminere zonen.

Indbyggerne i den forbudte zone er blevet evakueret, og 1200 af dem bor i nyopførte barakker på et hidtil ubebygget område i Minamisomas udkant.

Vi er blevet lovet kompensation fra Tepco (det japanske atomenergiselskab, red.), men kun de, der bor inden for en radius af 10 kilometer, får fuld kompensation for deres huse. Resten har fået at vide, at de kan vende tilbage om 10 år og derfor i princippet stadig kan råde over deres boliger, siger Konno Yoshiki, som de evakuerede har udnævnt til deres talsmand.

Men den største bekymring er strålefaren.

Geigertælleren foran rådhuset viser en værdi på 0,3 millisievert pr. time, som i princippet er under den sundhedsfarlige grænse. Og også de lokale landbrugsvarer holder sig under grænseværdierne, som de japanske myndigheder har sat til 200 bequerel pr. kilo for eksempelvis mælk, mens Verdenssundhedsorganisationen anbefaler en grænse på 20. For ris er den japanske grænse sat til 500 becquerel.

Jeg er bange for, at min seksårige søn skal blive bestrålet, siger Takamura Miharu, der bor 25 kilometer fra Fukushima Daiichi. Fem kilometer uden for den forbudte zone.

Jeg lader ham aldrig lege udenfor, og jeg prøver at købe madvarer, der kommer fra andre egne af landet. Ellers kan jeg kun sørge for, at han undgår stress, for det øger risikoen for at udvikle leukæmi. Vi har bedt myndighederne om hjælp, men vi bliver ikke hørt, siger Takamura Miharu.

Hun var alene med sine to voksne børn og den yngste søn, da tsunamiadvarslen blev udsendt.

Vi flygtede i bilen og søgte tilflugt i bjergene få kilometer vestpå. Derfra så vi flodbølgen skylle ind over kysten og rive alle husene med sig. Senere hørte vi i radioen, at der var problemer med a-kraftværket. Men vi fik ingen informationer. Ingen fortalte os, hvor vi skulle bringe os i sikkerhed for atomskyen, så jeg kørte på må og få mod vest. Men senere fandt jeg ud af, at vi fulgte vindretningen og atomskyen, og at bestrålingen var mindre derhjemme end i den landsby, hvor vi søgte tilflugt, fortæller Takamura Miharu.

Netop denne mangel på information er blevet kritiseret af lokalbefolkningen, og flere borgmestre har siden forklaret, hvordan de i mangel af præcise oplysninger evakuerede deres befolkninger i den forkerte retning.

Kritikken af regeringen har især taget til, efter at det er kommet frem, at den japanske regering forholdsvis tidligt i forløbet informerede de amerikanske myndigheder om bestrålingsniveau og atomskyens retning. Men ikke lokalbefolkningen.

Vi stoler overhovedet ikke på myndighedernes oplysninger om strålefaren, siger Takahachi Kei.

Han står i spidsen for et borgerinitiativ, som takket være måleinstrumenter leveret af Tyskland tilbyder lokalbefolkningen at måle indholdet af for eksempel cæsium 137 i jordprøver eller madvarer.

Sidste år sagde myndighederne, at risen ikke var sundhedsfarlig, men siden blev der målt høje radioaktive værdier på ris på det lokale marked. Derfor vil vi lave vore egne målinger. De foreløbige resultater viser, at drikkevandet er sikkert, for bestrålingen har ikke nået grundvandet. Til gengæld har vi målt 2000 becquerel pr. kilo i den særlige art af japanske appelsiner, der vokser her. Langt over de 500, regeringens grænse lyder på, for ikke at tale om Verdenssundhedsorganisationens, siger Takahachi Kei.

I Fukushima By, der ligger 50 kilometer vest for a-kraftværket, og hvor strålingen er endnu højere end i Minami­soma, forsøger hjælpeorganisationer at evakuere børnene til den sydlige del af landet. De, der har mulighed for at etablere sig andre steder, forlader Tohoku.

Men det er ikke så ligetil at finde arbejde og bolig sydpå, siger Takahachi Kei.

Som mange af de lokale indbyggere arbejdede han tidligere på Fukushima Daiichi.

Nogle gange tænkte jeg, at det kunne være farligt. Men jeg havde aldrig troet, vi kunne opleve en katastrofe som denne, siger Takahachi Kei.

En foreløbig rapport udarbejdet af en uafhængig undersøgelseskommission under ledelse af Koichi Kitazawa, den tidligere formand for Japans Videnskabelige og Teknologiske Agentur, konkluderer netop, at virksomheden Tepco, som driver Fukushima Daiichi, bidrog til katastrofen ved konsekvent forsømmelighed og efterladenhed med sikkerhedsproducedurerne. Troen på, at intet kunne gå galt, var for indgroet.

Landets energiforsyning er baseret på atomkraft, der leveres af 54 a-kraftværker, men et stigende antal japanere sætter spørgsmålstegn ved denne massive satsning på a-kraft i et land, som i bogstaveligste forstand har oplevet atomteknologiens konsekvenser på egen krop i Hiroshima og Nagasaki. Et land, som tilmed tæller gennemsnitligt 1500 jordskælv om året, og hvor tsunamier er så almindeligt et fænomen, at det japanske ord er blevet en international term.

Japan blev ydmyget af atom­angrebet og nederlaget i Anden Verdenskrig, og jeg tror, at vi netop har forsøgt at glemme denne ydmygelse ved at bemægtige os den kraft, der ramte os. Hvis vi kunne bruge den teknologi, der ødelagde os, til at komme på fode igen, ville vi blive uovervindelige, siger Chihiro Saigusa.

Han er protestantisk præst og frivillig i den kristne hjælpeorganisation Tohoku Help i provinshovedstaden Sendai. Og han mener, at Fukushima-ulykken har afsløret det japanske samfunds blinde tiltro til teknologi og videnskab som en slags erstatningsgud.

Frem til Anden Verdenskrig var shinto-religionen statsreligion i Japan. Kejseren var en guddom, og da det militære nederlag og den amerikanske besættelse tvang kejseren til at afsværge sin guddommelighed, valgte vi os en anden afgud i form af teknologiske fremskridt. Vi gjorde atomet til Gud, mener Chihiro Saigusa.

Han finder et billede frem af en populær tegnefilmfigur, Astroboy, som generationer af japanske børn har fulgt på tv-skærmen siden den første episode i 1951.

Astroboy er en dreng, som har uovervindelige fysiske evner takket være en atomreaktor i maven.

Astroboy er symbolet på videnskaben og mere præcist på atomkraften, som skal skabe fremskridt og gøre Japan stærkt og uovervindeligt, mener den protestantiske præst.

Det er denne ideologiske tro på videnskabens ufejlbarlighed, som nu er kommet under pres, mener også Tesshu Shaku, budhistisk munk og en af Japans mere kendte skribenter, som deltog i sjælesorg efter tsunamien.

Det var utænkeligt at sætte spørgsmålstegn ved atomkraft. Ingen universitetsfolk, ingen journalister, ingen politikere kunne betvivle a-kraft uden at sætte deres karriere på spil. Vi har gjort os skyldige i en form for teknologisk hybris. Vi har troet, at teknologien kunne give os løsningen på alle Japans problemer. I den forstand har vi oplevet ikke blot en naturkatastrofe, men også en civilisationskatastrofe. Eftertiden vil dømme os på vores evne til at drage alle disse konsekvenser af Fukushima-ulykken, siger Tesshu Shaku.

I Tohoku håber befolkningen især på, at Tepcos eksperter nu har fået kontrol over den teknologi, de har sluppet løs.

I december sidste år erklærede Tepco reaktor 4 for endeligt stabiliseret, men for nylig har der været vedvarende rygter om, at temperaturen igen stiger over de 200 grader, der gør det muligt at holde reaktoren under kontrol.

Og især frygter man, at et nyt jordskælv skal slippe kræfterne løs igen.

Uhyret i Fukushima ånder stadig.

Et alter er rejst til minde om de 74 børn,som blev skyllet væk ved skolen i landsbyen Ohawa. – Foto: Birthe B. Pedersen.