Mens verdens opmærksomhed er rettet mod krigen i Ukraine, trækker Ruslands invasion af nabolandet nu også tråde til andre dele af verden - ikke mindst Grønland og resten af Arktis.
Både Rusland og USA er såkaldte arktiske stater. Og midt imellem de rivaliserende stormagter befinder rigsfællesskabet sig.
”Det er helt undervurderet, hvor stor effekt krigen i Ukraine har på hele den arktiske region,” fortæller Martin Breum, journalist og forfatter til flere bøger om Arktis og Grønland.
Grønland er ifølge Breum den ”sikkerhedshjelm”, som rent geografisk beskytter det amerikanske kontinent mod missilangreb fra Rusland. Samtidig har Ruslands præsident Vladimir Putin en væsentlig del af sin atomare slagstyrke – skibe, fly, ubåde – baseret på Kola-halvøen i den russiske del af Arktis.
”For Rusland er det arktiske livsvigtigt, og for amerikanerne og Nato er det blevet en meget vigtig del af krigens geografi,” fortæller Martin Breum.
Når Putin kan true med atomkrig, handler det i høj grad om militære kapaciteter, der befinder sig i Arktis her og nu. Ifølge forfatteren er ”det arktiske sikkerhedsrum” blevet reaktiveret på grund af krigen i Ukraine. Grønlands strategiske betydning er rykket højt op på dagsordenen, og med USA’s militære tilstedeværelse er Grønland og især Thulebasen samtidig potentielt mål for russisk aggression.
”Vi glemmer ofte, at den korteste vej for et russisk missil til USA er henover Grønland. Og siden Ruslands invasion af Ukraine er vi jo begyndt at tale seriøst om risikoen for et russisk amokløb, hvor atomvåben igen spiller en rolle. Her befinder Grønland sig et ganske afgørende sted, og det betyder et ubehag for grønlænderne, som nu tvinges til at tage stilling til, hvor meget af Natos militære udstyr, man er villig til at huse. Hvor meget er man villig til at facilitere amerikanernes øgede tilstedeværelse?”
Ifølge Marc Jacobsen, der forsker i udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis ved Dansk institut for internationale studier, Diis, kunne USA’s militære tilstedeværelse i Grønland i princippet tolkes som en form for beskyttelse, en tryghed. Men det er bare ikke tilfældet.
”Rent sikkerhedspolitisk er mit indtryk, at det mest er den anden vej rundt – at man i Grønland primært er bekymret for, om amerikanernes tilstedeværelse kan gøre Grønland til et bombemål,” siger han.
”Man frygter ikke, at Rusland kunne finde på at invadere Grønland, men fordi amerikanerne er der, frygter man at blive et mål. Der har været en del snak i forbindelse med nogle amerikanske jagerfly, som mellemlandede i Kangerlussuaq i marts, og der var også en del bekymring, da der for nylig gik en luftalarm i Nuuk. Det havde selvsagt intet med krigen at gøre, men på grund af begivenhederne i Ukraine er ængsteligheden blevet større.”
Dialog på pause
Normalt faciliterer Arktisk Råd, hvor Rusland i øjeblikket har formandskabet, en væsentlig del af dialogen mellem de otte medlemslande. Men på grund af krigen i Ukraine har samarbejdet været sat på pause siden marts. Det øger risikoen for kriser, fortæller Lin Alexandra Mortensgaard, ekspert i Arktis og videnskabelig assistent ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
”Regionalt udfordrer krigen i Ukraine samarbejdet i Arktis. Kan vi, som konsekvens af krigen i Ukraine, ikke tale med Rusland, øger det risikoen for andre problemer. I øjeblikket er alt samarbejde afbrudt, og det trækker linjen mellem Rusland og Vesten meget skarpt op," siger hun.
”Rent konkret øger det risikoen for utilsigtet eskalering, når man ikke snakker sammen. Man risikerer, at der opstår misforståelser – hvad er militære øvelser, hvad er uheld, hvad er egentlige krigshandlinger? Pludselig kan civile situationer, det kunne være fiskeri, komme til at handle om helt andre ting og udløse krisesituationer.”
Fremtiden for samarbejdet i Arktisk Råd afhænger af, hvordan krigen i Ukraine udvikler sig. Men allerede nu har Ruslands invasion haft afgørende betydning for grønlænderne, fortæller Marc Jacobsen, der som led i sin forskning ved Diis har interviewet en række grønlandske politikere og embedsmænd.
”Hvad angår det politiske lag, har Ukraine-krigen påvirket selvforståelsen i retning af Grønland som en mere klar del af den vestlige alliance. Grønland er gået med på EU’s og Vestens sanktioner mod Rusland. Det skete i marts og var første gang, selvstyret valgte så klart side i en sikkerhedspolitisk følsom situation,” siger han.
Grønlandsk stemme i København
Ifølge forfatter og Arktis-ekspert Martin Breum, er Grønland de seneste fire-fem år blevet inddraget stadigt mere i de sikkerhedspolitiske overvejelser, den danske regering har gjort sig.
Og det intensiverede samarbejde glæder Aaja Chemnitz, der har repræsenteret venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, IA, i Folketinget siden 2015 og desuden er formand for Den Arktiske Parlamentariker Komité, hvor de arktiske lande er repræsenteret.
”I spørgsmålet om Rusland har man fra Grønlands regerings side stået skulder ved skulder med både Danmark og Færøerne. Det er første gang, jeg har hørt en regering der har været så klar i mælet omkring, hvor man står i forhold til en krig,” siger Chemnitz.
Tidligere forholdt grønlandske politikere sig sjældent sig til udenrigs- og sikkerhedspolitik, fortæller Ulrik Pram Gad, der forsker i rigsfællesskabets forandringer ved Dansk institut for internationale studier, Diis. Men det har den seneste tids begivenheder ændret på.
”Ruslands ageren har gjort det tydeligere for mange i det politiske niveau i Grønland, at man ikke slipper uden om at tage Vestens bekymringer alvorligt. Grønland er en del af løsningen på amerikanernes sikkerhedsmæssige udfordringer, simpelthen fordi Grønland er placeret helt centralt for forsvaret af det nordamerikanske kontinent,” siger han og suppleres af Diis-kollegaen Marc Jacobsen, der peger på, at grønlandske politikere nu i højere grad bruger det øgede fokus på Arktis i forholdet til Danmark.
”Man har tidligere talt om, at Danmark i Nato-sammenhæng har spillet ’Grønlands-kortet’ og draget fordel af Grønlands store strategisk betydning, ” siger Marc Jacobsen.
”Men den seneste tid har grønlandske politikere omvendt spillet ’Arktis-kortet’ over for Danmark, hvor man har draget fordel af, at Grønland er den arktiske del af rigsfællesskabet, og at Arktis nu er så højt oppe på radaren i Danmark.”
Han nævner den aftale, som Danmarks daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Vivian Motzfeldt, grønlandsk minister for udenrigsanliggender, i august indgik om, at Grønland skal sidde med ved relevante forhandlinger omkring forsvarsforliget.
”Det er historisk og siger noget om, at Grønlands indflydelse i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken er vokset yderligere i takt med Ukraine-krigen.”
Genformulering af uafhængighed
Spørgsmålet er, om den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation udløst af Ukraine-krigen betyder, at synet på grønlandsk selvstændighed også forandres?
”Overordnet set, så nej,” lyder det fra Aaja Chemnitz fra partiet Inuit Ataqatigiit, der er det største parti i den grønlandske regering.
”I den usikre tid, vi befinder os i, mener vi ikke, at der er behov for eksperimenterende forsvarspolitik – tværtimod ser vi gerne et stærkere samarbejde mellem Danmark og Grønland.”
Ifølge Ulrik Pram Gad fra Diis har de seneste års geopolitiske udvikling, sat på spidsen med krigen i Ukraine, ”haft en effekt på substansen i forhold til uafhængighedsprojektet”.
”Man kan sammenligne det med danske partier – vil man i regering, er man nødt til at droppe EU-modstanden,” sige han.
Det er ifølge seniorforskeren helt klart for det politiske Grønland, at en forudsætning for politisk uafhængighed er at erklære sig som klart og tydeligt Nato-medlem.
”Tidligere kunne opfattelsen af USA og militært isenkram godt være den, at det mest af alt var noget, der skulle væk fra Grønland. Nu er der ingen tvivl, fremtiden er Nato, og amerikanerne får lov at være i Grønland,” siger han.
”I løbet af Ukraine-krigen har man i Grønland set de geopolitiske spændinger, fortolket dem ganske realistisk og har derfor nu først og fremmest et ønske om at signalere ansvarlighed og fornuft – at selvstændighed ikke indebærer en risiko for, at Grønland bliver en kinesisk lydkoloni eller åbent opmarcheringsområde for russerne. På den måde er der sket en genformulering af uafhængighedsprojektet på nogle betingelser, som er langt mere acceptable for omverdenen, ikke mindst for USA.”