Fem år efter tabet af Krim og Maidanoprøret har den europarus, der prægede revolutionen i Ukraine i 2014, fortaget sig. I stedet breder skuffelsen sig i den ukrainske befolkning over både EU og landets egen regering. Ukrainerne føler sig svigtede af begge parter, og der er røster, der bebrejder Bruxelles, at udviklingen er gået skævt.
Oprøret på Maidanpladsen havde to hovedelementer. For det første et ønske om en tættere tilknytning til EU og Europa. For det andet et opgør med Ukraines korrupte, politiske system, hvor oligarkerne styrer det hele. Tilknytningen til EU blev set som et instrument og en forudsætning for at gennemføre det opgør. Men ingen af forhåbningerne fra Maidanpladsen er blevet indfriet: Ukraine er ikke kommet tættere på EU og Europa, og landets korrupte politiske system trives stadig i bedste velgående.
Oligarkerne har, alle uden undtagelse, reetableret deres politiske magt i Ukraine. Nogle har lidt økonomiske tab undervejs, men ikke i et eneste tilfælde er der gjort op med oligarkerne selv eller deres rolle i det politiske system i Ukraine.
EU bærer ikke ansvaret for, at Maidanoprøret i lighed med den orange revolution i 2006 ikke har nået sine demokratiske og politiske mål. Men Vesten med EU og Den Internationale Valutafond i spidsen kan med rette kritiseres for at for have været for blød over for den nuværende ukrainske ledelse og ikke stille tilstrækkeligt præcise og betingede krav i forbindelse med sin økonomiske støtte. Man har tilladt regeringen at krybe uden om et tilbundsgående opgør med korruptionen og godtaget, at den spillede offerkortet: ”Hjælper I os ikke, ryger vi i armene på Rusland”.
Krim og krigen i Østukraine er blevet misbrugt til ikke at føre reformprocessen igennem, og en del af den økonomiske støtte, Ukraine har fået fra Vesten, har været med til at opretholde et korrupt system frem for at forandre det.
Ukraine står i år over for nyvalg både til præsidentposten og parlamentet. I den igangværende præsidentvalgkamp er det ikke en genoplivning af den pro-europæiske kurs, der vinder frem, men markant overbudspopulisme og nationalisme.
Vinderen af det kommende præsidentvalg bliver sandsynligvis enten den siddende præsident Petro Porosjenko, den tidligere premierminister Julia Timosjenko eller den oligarkstøttede populist, skuespilleren Volodymyr Zelenskij. Porosjenko repræsenterer den oligarkelite, som Maidan-demonstranterne ønskede et opgør med. Timosjenko er et symbol på den forliste orange revolution, og Zelenskij kan få ukrainsk politik til at minde om den populistiske koalitionsregering i Italien.
Den gamle politiske klasse sidder med andre ord forsat på magten, og på grund af det ukrainske valgsystem og en forventning om lav stemmedeltagelse ved valget sidst på måneden kan den kommende præsident komme til at sidde på baggrund af helt ned til 15 procent af de stemmeberettigede vælgere. Det fører ikke nødvendigvis til, at Ukraine får en svag præsident, men med al sandsynlighed til, at landet får en upopulær præsident. Parlamentsvalget i efteråret vil ikke være en modvægt til præsidenten. Netop fordi oligarkerne har bibeholdt deres indflydelse, vil de også have massiv indflydelse i det kommende parlament.
Betyder det, at Maidan- oprøret kan lægges i graven sammen med tabet af Krim? Ikke nødvendigvis. Også en kommende ukrainsk præsident og regering vil være afhængig af europæisk og vestlig støtte. EU’s opgave bliver at føre en langt hårdere linje over for den ukrainske ledelse, hvor både økonomisk og politisk støtte gøres betinget af fremskridt i konkrete reformer. Om nødvendigt må EU sætte Ukraine under økonomisk administration i en periode.
Ni millioner ukrainere er i dag afhængige af midlertidige jobs uden for landets grænser for at kunne klare dagen og vejen. De ukrainske vælgere har ikke mulighed for at stille den politiske klasse i Ukraine til ansvar for løfterne om reformer, men det har EU. Den mulighed skylder unionen både de ukrainske vælgere og EU’s eget omdømme i Ukraine at gøre brug af.