Ukraine udstiller Europas svage magtposition

Vesten skal opgive illusionen om, at ”vores” løsning på internationale konflikter er den eneste rigtige, mener Ole Wæver, professor i international politik

Ole Wæver er professor i international politik og leder af Center for Løsning af Internationale Konflikter ved Københavns Universitet.
Ole Wæver er professor i international politik og leder af Center for Løsning af Internationale Konflikter ved Københavns Universitet.

En ny mere eller mindre kold konflikt på europæisk jord har udstillet en svækket europæisk sikkerhedspolitik. Rusland har stået stærkere end forventet, og Mellemøstens konflikter fortsætter år for år.

Verdensbilledet anno 2015 viser, at Vesten må nytænke sin magtposition, mener professor Ole Wæver, forsker i international politik og leder af Center for Løsning af Internationale Konflikter ved Københavns Universitet.

”Med Ukraine-konflikten er det blevet helt tydeligt, hvor svært Vesten har det med at forlige sig med konflikter, hvor man ikke bare kan få sin vilje. Det er ikke Europa, der styrer udviklingen. Det samme har vi set i Mellemøsten. Europa - og for den sags skyld USA - er kommet til en situation, hvor vi ser grænserne for vores egentlige magt,” siger Ole Wæver.

Den situation, han beskriver, kan forklares med tre tendenser, hvor den første handler om den generelle udvikling på den internationale scene. Her er Vestens indflydelse aftagende i det store billede, mens Brik-landene - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - får større magt.

For det andet er Vesten præget af en magtmæssig konjunkturudvikling, på-peger Wæver. Vesten, især USA og dets militær, har overreageret i en periode siden 2000 med krigene i Afghanistan og Irak. Nu svinger pendulet den anden vej, og USA er i en situation, hvor man er nødt til at regenerere, samle kræfter og finde ud af, hvad det amerikanske forsvar skal og ikke skal - samt hvad den amerikanske befolkning vil lægge ryg til. USA har i de seneste år flyttet sin interessesfære fra Europa og Mellemøsten mod Asien og Sydamerika. Endelig er internationale konflikter - for det tredje - forskellige og nogle mere komplicerede end andre.

”De konflikter, vi ser nu, ligger dårligt for Vesten, fordi de er placeret tæt på andre stormagters interessesfære, som for eksempel Ukraine,” siger Ole Wæver.

Med krigen i Ukraine har Europa også måttet indse, at Rusland stadig er en central magtfaktor. Efter Sovjetunionens sammenbrud var Vesten ellers af den opfattelse, at den magt- og værdikamp var vundet.

”Siden har Europa haft en idé om, at alle konflikter på samme måde måtte have et ensidigt udfald. Men den pe-riode er slut,” hævder Ole Wæver.

Hans kollega Trine Flockhart fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har pointeret, at en af Vestens store udfordringer i dag er at indse, at dens værdier ikke er universelle og ikke nødvendigvis er de rigtige alle steder.

Ole Wæver istemmer og påpeger, at Vesten har været så forblændet af troen på egne evner, at landenes ledere har vænnet sig til en rolle, hvor man hellere vil ødelægge noget end at se i øjnene, at man måske har taget fejl. Han henviser til indsatserne i konflikterne i Mellemøsten, Irak, Syrien, Libyen, som ifølge professoren stort set må betegnes som fejlslagne.

Vesten skal, som Ole Wæver kalder det, lære at arbejde ”i verden”, og ikke ”over den”. Og den proces vil være pinefuld, lyder det.

”Det er svært at indrømme magtesløshed. Men politikken har til tider endda været kontraproduktiv. Europa skal til at tænke på sig selv som en magt i et univers af mange magter og indstille sig på, at man må give og tage i konflikter. Det har vi set i Ukraine. Europa skal selvfølgelig bruge de virkemidler, man nu har, og anvende sanktioner og forhandle våbenhvile. Men vi taler om det, som om det er det eneste, der virker, og at det naturligvis vil virke.”

Hvordan kan Europa ændre på den tankegang?

”Den store svaghed er, at europæisk strategisk tænkning er en ørken. Der mangler ordentlige europæiske tænketanke, hvor man offentligt kan diskutere problemet. De, der eksisterer, tænker for snævert teknisk og laver eksempelvis en rapport om at sende våben til Ukraine eller om sammenligning mellem antiterrorpolitikker. Men de store visionære diskussioner og gentænkning af Europas rolle foregår ikke. Det gør de i USA, hvor der trækkes på de bedste faglige miljøer, der kan bidrage til at forstå den verden, vi befinder os i.”