Arif Bagirov er en erfaren cykelrytter, men ingen cykelture har været helt så sindsoprivende som denne. Da russiske kampvogne i maj rullede ind i den 45-årige ukrainers hjemby Severodonetsk i det østlige Ukraine og sønderbombede bygning efter bygning, tog han flugten på sin mountainbike.
“Jeg ville blive i min by, så længe jeg kunne, for at hjælpe mennesker. Men til sidst var de russiske soldater så tæt på, at jeg frygtede for mit liv. Jeg tænkte, at mit formål nu måtte være at komme ud og fortælle andre om denne historie,” siger han.