Gennem telefonen kan man høre et tog buldre forbi. Og en enkelt gang ryger forbindelsen til Anton Vodjanyj.
Den ukrainske forfatter befinder sig i en landsby i det vestlige Ukraine, hvor han efter Ruslands invasion for godt et år siden har været mobiliseret som soldat. De fleste dage går med at patruljere langs jernbanen. Andre dage sikkerhedstjekker han de biler, der kører gennem byen.
Men snart er det hans tur til at rejse til den østlige del af Ukraine, hvor nogle af de hårdeste kampe i krigen udspiller sig.
"Jeg har været heldig, for indtil videre har jeg ikke for alvor været i fare. Men nu kan jeg godt mærke, at jeg faktisk er bange," siger han.
Han havde aldrig forestillet sig, at han skulle trække i uniform. Selv da den russiske præsident, Vladimir Putin, sendte sine tropper til den ukrainske Krim-halvø i 2014, holdt han fast i, at våben ikke var løsningen på konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Anton Vodjanyj er selverklæret pacifist og har skrevet om det under pseudonymet Artem Chapeye. Han talte imod at bruge militær magt og mente, at forhandlinger om fred var løsningen på konflikten.
Siden 2014 har han ad flere omgange rapporteret fra konflikten i den østlige region Donbas. Og i 2018 udgav han bogen "The Ukraine", som blev indstillet til prisen BBC Non Fiction Book of The Year Award.
Men noget ændrede sig, da de russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine, og luftalarmen lød i den ukrainske hovedstad, Kyiv, hvor han boede på det tidspunkt.
Den februardag satte han, hustruen og deres to børn sig ind i bilen og kørte vestpå.
"Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg tænkt mig at flygte fra Ukraine," siger Anton Vodjanyj.
Men forfatteren kunne mærke, at det føltes forkert. Så den 27. februar, tre dage efter krigens udbrud, mødte han og hustruen op på et rekrutteringskontor, så han kunne lade sig indrullere i den ukrainske hær.
Pligt og skam
Med resten af sin enhed bor Anton Vodjanyj i en udtjent togvogn, som varmes op med brænde. Væggene er lyseblå, og på en af dem hænger et billede af Taras Sjevtjenko, der anses som Ukraines nationaldigter.
Anton Vodjanyj betragter sig som en del af venstrefløjen. I løbet af sin forfatterkarriere har han oversat fredsaktivisten Mahatma Gandhis tekster om pacifisme fra engelsk til ukrainsk. Og som ung gik han på gaden i protest mod styret i Ukraine.
"Men når Ukraine møder en invaderende hær, som slår civile ihjel i missilangreb, giver det ikke mening at tale om fredelige protester," siger han og trækker vejret dybt.
"Jeg tror stadig på pacifismen, men den virker ikke altid. Når systemet er mere stabilt, så virker det helt åbenlyst bedre at bruge ordets magt, men Rusland gør lige nu noget, der kræver voldelig modstand. Det har jeg måttet indse."
For ham handlede det også om det, han kalder "krigens uretfærdigheder". Ukrainere som ham – en forfatter og intellektuel – havde bedre muligheder for at slippe ud af landet, end de fattige ukrainere og dem, der bor på grænsen til Rusland, mener han.
"Krigen er først og fremmest de svagestes byrde. Hvis du bor i en landsby i den østlige del af landet, eller hvis du arbejder på en fabrik, så har du ikke rigtig et valg. Så er du nødt til at kæmpe. Om du vil det eller ej," siger han.
Forfatteren betragter sig selv som "internationalist". Og for ham er krigen ikke blot et forsvar for nationalstaten Ukraine, men et forsvar for de værdier, som det russiske styre i hans øjne forsøger at frarøve ukrainerne.
"Det, Rusland forsøger, er måske ikke nødvendigvis at dræbe alle ukrainere, men de forsøger at gøre ukrainere til ikke-ukrainere. Vi har set ukrainske børn blive sendt til Rusland for at blive 'russificerede'. Så for mig handler det dybest set om frihed versus ufrihed," siger Anton Vodjanyj.
"Det er forfærdeligt. Derfor er det nødvendigt med voldelig modstand."
Beslutningen om at melde sig til hæren var også et spørgsmål om pligt og skam, fortæller han. Mens tusindvis af ukrainske mænd meldte sig frivilligt til krigen, gjorde han op med sig selv, om han ville kunne forsvare at forlade sit hjemland.
"Jeg indså, at jeg ikke ville kunne leve med skammen, hvis jeg forlod landet," siger Anton Vodjanyj og tilføjer:
"Jeg har en ven, som flygtede i begyndelsen af krigen, og som nu befinder sig i et andet land. Jeg ved, at han er dybt deprimeret, og at det handler om hans beslutning om at flygte. Han har fortalt mig, at han tager antidepressiv medicin og går til terapi."
Skam i krigens skygge
Når Anton Vodjanyj skal tale i telefonen, går han altid udenfor. I togvognen, han bor i med resten af den militære enhed, er der propfyldt med mennesker, fortæller han.
Det er også her, han går ud, når han skal tale med sin psykolog. De mange måneder i hæren har tæret på ham, og han kan mærke, at noget har forandret sig inde i ham. Så som et forsøg på "ikke at miste besindelsen" rakte han ud efter hjælp.
"Jeg prøver at holde kontakt med de folk, som er tættest på mig, men der er færre og færre ting, vi sådan rigtig kan tale om. Det er nemmere at tale om ens ægte følelser med folk, som er i samme situation. Os soldater forstår hinanden bedre, også selvom vi er vidt forskellige. Så det er svært at have et forhold til mine gamle venner, som ikke er en del af krigen, for de forstår ikke, hvordan det for eksempel føles at være væk fra sine børn på den her måde," siger han og fortæller, at han har set sin hustru og to børn blot to gange, siden han meldte sig til hæren.
Selvom han besluttede at slutte sig til hæren, er der alligevel en følelse, der jagter ham. Noget, der nok bedst kan beskrives som skyld eller skam.
En dag fik han en besked om, at en af hans venner var blevet slået ihjel ved frontlinjen i det østlige Ukraine. Og da han stod dér til begravelsen nogle dage senere, havde han svært ved at se vennens hustru og børn i øjnene.
"For jeg er stadig i live, og det er han ikke. Selvom jeg har meldt mig til hæren, har jeg en følelse af, at jeg ikke yder det samme som andre," siger han og fortsætter:
"Jeg vil også være ærlig og sige, at jeg vil gøre alt for at overleve. Men jeg føler hele tiden, at de mennesker – og jeg ved, at det ikke er rationelt – som har mistet deres liv, er bedre mennesker end mig. At de kæmper den virkelige kamp. Jeg er jo ikke en af dem, der har mistet et ben eller en arm."
Præcis hvornår ved han ikke. Men som det ser ud lige nu, er planen, at Anton Vodjanyj skal østpå om kort tid. Han kan ikke sige hvor, men det øger risikoen for at komme til skade, fortæller han. Men det er ikke det, som skræmmer ham mest.
"Jeg er mest bange for, hvad det gør ved mig at se de ting, jeg kommer til at se. For jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere på det. Jeg er bange for helt at miste kontrollen over min sindstilstand," siger han.