Nataliya Ukrainskaja har tre videregående uddannelser, men de nytter ikke meget, når hendes hus i den østukrainske by Izium er sprængt i stykker, og hun må gå to kilometer for at finde rent vand. Den 51-årige kvindes ru og beskidte hænder røber, at livet mestendels har handlet om at overleve, siden den russiske hær ifølge ukrainske myndigheder bombede 90 procent af byen ved næsten 500 luftangreb. Hver dag leder Ukrainskaja efter træ for at kunne koge te, lave mad og holde varmen.
“Invasionen har lært mig, hvordan man hugger brænde. Jeg føler, at jeg lever i middelalderen,“ siger Nataliya Ukrainskaja, som er uddannet ingeniør, økonom og jurist, mens hun ler i det rødsprængte ansigt.
Få ukrainske byer har lidt så meget under Ruslands angrebskrig som Izium. Industribyen, der blev grundlagt i det 17. århundrede med en kosakbefæstning, udgør porten til den østukrainske Donbass-region og har været et af de farligste steder i landet siden den russiske invasion den 24. februar. Efter seks måneders russisk besættelse blev Izium den 10. september befriet af den ukrainske hær, og ved indgangen til byen bydes man velkommen af et skilt med det blå-gule ukrainske flag og budskabet: "Venner, I er frie!"
Men selvom isolationen er brudt, er den eksistentielle kamp langtfra forbi. De massive ødelæggelser har givet byen tilnavnet "Ukraines andet Mariupol”, flere end 1000 indbyggere har hidtil mistet livet, og massegrave i byens udkant har traumatiseret de overlevende. Adgangen til vand, mad, el og gas er delvist ødelagt, og en tredjedel af de oprindeligt 46.000 indbyggere, som er blevet tilbage, trues af sult og en vinter med temperaturer ned til 20 minusgrader.
“Min vigtigste opgave er at sørge for, at vi overlever denne vinter,” siger Iziums 53-årige borgmester, Valerii Marchenko, en solid mand med en tung aftershave og en mobiltelefon, som konstant ringer.
Byens børn er væk
Han er indkvarteret i en skolebygning, for russerne brændte byens rådhus af dagen før tilbagetrækningen. En mudret vej fuld af huller udenfor udgør Iziums midlertidige hovedgade, og soldater med bidske miner dirigerer biler og kampvogne henover en pontonbro over Donets-floden, som snor sig gennem byen, efter at byens metalbro styrtede sammen under kampene.
En statue af en soldat fra den røde hær til minde om Sovjetunionens sejr over Nazityskland har fået sin sovjetiske fane malet over med de blå og gule farver. Postsovjetiske broderfolk er blevet dødsfjender. En ung soldat med sort skæg og maskinpistolen over skulderen støtter en ældre mand, som klamrer sig til sin stok med sine sorte knoer. Byens børn er væk, kun de ældre blev tilbage. Indimellem buldrer eksplosioner i det fjerne. Fronten er cirka 60 kilometer væk.
“Det vil tage mange år at vende tilbage til livet, som det var før krigen,” siger borgmester Valerii Marchenko.
“Atmosfæren i byen var dejlig før besættelsen. Vi skulle til at åbne vores første svømmehal siden Sovjetunionens sammenbrud, men nu er svømmehallen plyndret,” siger han.
Selvom den russiske hær har bombet cirka 40 procent af Ukraines energiinfrastruktur, har de fleste indbyggere i Izium fået elektriciteten tilbage. Men kun 70 af byens 200 boligblokke kan varmes op igen. Mennesker i de kolde lejligheder er blevet tilbudt at blive evakueret fra byen, kun få har dog sagt ja. Folk virker stolte over at have overlevet krigen og fast besluttede på at genopbygge deres ødelagte by.
“Vi modtager løfter om støtte fra den ukrainske stat til genopbygningen, men først fra foråret, og det er der længe til,” siger Valerii Marchenko.
Russerne tog biler og cykler
Spørger man mennesker på gaden, omtaler nogle forholdet til de russiske soldater under besættelsen som tåleligt, andre som ubehageligt.
“Vi prøvede at være høflige over for russerne, og de prøvede at være høflige over for os,” siger Nataliya Ukrainskaja, som har en sandfarvet hue trukket ned over de gråblå øjne.
“Men de plyndrede en masse, de tog biler og cykler med sig, de ville endda skille folks senge ad for at tage træet med sig, de gik mest efter huse uden mennesker, og det var altid meget beskidt efter dem,” siger hun.
Nataliya Ukrainskaja tabte 25 kilo og tilbragte besættelsen med at samle opskrifter på mad, hun ville lave, når fødevarer igen var tilgængelige, og ved at læse litteratur på ukrainsk som en lille protest mod de russiske soldater, der sagde, at der ikke eksisterer et selvstændigt ukrainsk sprog. De russiske soldater uddelte mel, sukker, pasta og madolie, men aldrig nok.
“Alle i Izium ved, hvad sult er. Jeg frygter, at folk stadig vil sulte,” siger ukraineren, der ligesom andre overlevede ved humanitær hjælp.
“Men krigen har også lært os at hjælpe hinanden. Man kan gå på gaden og smile til mennesker, man ikke kender, fordi man føler sig forbundet,” fortsætter Nataliya Ukrainskaja.
Bag hende venter cirka 30 ældre mennesker i kø foran en mintgrøn bygning med spånplader for vinduerne. Vera, en 72-årig pensioneret ingeniør i rød dynejakke, er her for at hente sin pension. Hun plejede at hent den på byens postkontor, men det har været lukket under hele besættelsen.
“Jeg er glad for, at ingen skyder på hinanden længere. Ingen russiske soldater gjorde os ondt. Men vi føler os ikke sikre. Ukrainske byer bliver stadig bombet. Det er en skræmmende tanke, at russerne kan komme igen,” siger hun.
Vil reparere ødelagte hjem
I byens udkant peger Yuriy Mykolayevych, en 69-årig pensioneret lægeassistent, op på femtesalen i en sønderskudt etageejendom. På fortovet ligger bunker af glasskår og murbrokker, på vejen står et udbrændt skrog af en gul personbil. Om vi vil med op at se resterne af hans lejlighed? Gerne. Vinduerne blev blæst ind af eksplosionerne og er tapet til med plastic, væggene er revnet, tapetet flækket. Støv og rod allevegne efter rystelserne. Yuriy Mykolayevych har boet her i 25 år og er fast besluttet på at reparere lejligheden efter krigen.
“Jeg vil ikke, at myndighederne river bygningen ned. Jeg elsker dette sted,” siger han.
“Hvad jeg synes om Putin? Høh! Jeg har ikke ord til at beskrive, hvad jeg kunne tænke mig at gøre ved ham,” siger Yuriy Mykolayevych.
Han holder sin gamle sovjetiske militæruniform op for sig. Medaljerne og emblemerne er væk, russerne rev dem af uniformen og stjal også nogle sølvmønter, da de ransagede lejligheden.
“Vi plejede at tjene i militæret sammen, vi var kammerater, vi var brødre,” siger han og kigger paf Kristeligt Dagblads journalist i øjnene, som forsøger han at finde svar.
På Iziums torv foran det udbrændte rådhus sludrer 15-årige Anastasia Rybalko med en veninde. Et sjældent syn i en by, hvor de fleste unge er flygtet. Trods hendes fnisen må den unge pige indimellem kigge sig skråt over skulderen for at forvisse sig om, at himlen er stille.
“Jeg har ofte en følelse af, at krigen begynder igen. Det er min fantasi. Mange af os er traumatiserede,” siger Anastasia Rybalko, som er ved at uddanne sig til kok og konditor.
Frygter russernes tilbagekomst
Ved invasionens begyndelse lå hun og hendes familie og sov i deres lejlighed, da altanen kollapsede under et russisk luftbombardement. Siden sov de i beskyttelsesrum, hvor væggene rystede, husker hun. Familien havde ikke råd til at rejse væk, og hendes mor er gravid.
“De russiske soldater drak meget og var ikke venlige, når de tjekkede vores papirer. Jeg forsøgte at holde mig fra dem,” siger Anastasia Rybalko, som har fine træk og lyseblå øjne under en hvid plyshue.
Under besættelsen måtte hun ligesom de øvrige indbyggere op på det nærliggende Kremenets-bjerg for at få mobiltelefonforbindelse - med fare for at miste livet på vejen. Nu vender livet tilbage, butikkerne begynder igen at åbne.
“Jeg har mange minder her, men jeg ved ikke, om jeg har en fremtid her. Mange huse bliver revet ned. Mange frygter, at russerne kommer tilbage. Hvis de gør det, vil de destruere byen helt,” mener Anastasia Rybalko.
I nærheden af torvet er en arbejder i gang med at sømme spånplader fast til de tomme vinduer i de fem kupler i byens ortodokse kirke, Katedralen for den hellige forvandling. Det er en af regionens ældste stenbygninger, bygget i ukrainsk barokstil i 1682-1684, næsten samtidig med byens fæstning.
“Som kristne skal vi bede for vores fjender og tilgive dem, der forfølger os,” siger kirkens præst, den 48-årige Semeon Archimandrite.
“Men vi har også brug for retfærdighed og for, at det internationale samfund bringer Rusland for retten,” siger han.
Under besættelsen tjekkede de russiske soldater Semeon Archimandrites telefon og ransagede hans hus, men lod ham ellers i fred. Den ortodokse præst gik fra dør til dør for at samle indbyggerne i kirken, så de ikke følte sig ladt alene tilbage. Ukraine vil vinde krigen og få sine grænser tilbage, er han forvisset om.
“Men for de mennesker, der blev i byen under krigen, vil de følelsesmæssige sår være åbne resten af livet,” siger han.