Pravda er et af den ukrainske storby Lvivs mest populære ølbryggerier, men de færreste har formentlig lyst til at smage på bryggeriets seneste kreation.
“Den her er til Putin,” siger bryggeriets talsmand Taras Maselko med henvisning til Ruslands præsident, mens han inspicerer en ølflaske fyldt med benzin og tilsat en klud i toppen ligeledes vædet i benzin - også kendt som en molotov-cocktail.
Da Rusland for 15 dage siden invaderede Ukraine, og det østeuropæiske land blev tvunget i krig, var det nyttesløst forsat at brygge øl, mener den 36-årige ukrainer. Som en erklæring om væbnet modstand gik bryggerne i gang med at fylde benzin på deres flasker og udstyre dem med mærkater designet til lejligheden, som viser en karikeret Vladimir Putin siddende med bar overkrop på en kejsertrone. Siden har de distribueret 2000 molotov-cocktails til ukrainske soldater og de frivillige, som kæmper mod den russiske hær.
Lviv er hidtil blevet skånet for russisk artilleriild, og byen i det vestlige Ukraine blot 85 kilometer fra den polske grænse er blevet tilflugtssted for tusinder af ukrainere, som flygter fra hovedstaden Kyiv og andre krigshærgede byer længere mod øst.
Men byen ruster sig til en russisk invasion. Virksomheder omlægger deres aktiviteter for at støtte krigsindsatsen. Et firma specialiseret i kobberkabler fremstiller nu panserværns-hindringer. Teenagere hjælper med at udstyre kontrolposter med sandsække i stedet for at gå i skole. Og hundredvis af frivillige står i kø ved militærets kontorer for at melde sig ind i hæren.
Uden Vesten, mere blod
“Folk her er ikke klar til at tabe denne krig,” siger Lvivs regionale guvernør Maksym Kozytoskyy ifølge USA Today.
Spørger man Taras Maselko fra det lokale bryggeri, har Ruslands invasion skabt et historisk sammenhold blandt ukrainerne i Lviv. Han har venner i øst, som har siddet i beskyttelsesrum i en uge, han har set optagelserne af den russiske hær, som skyder på civile.
“Jeg tænker kun på at bidrage til kampen. Vi har styrken til at vinde denne krig, mens moralen er svækket hos de russiske soldater,” siger han.
Ligesom alle andre ukrainere Kristeligt Dagblad taler med, beder han indtrængende Vesten om at indføre flyveforbudszone over Ukraine for at beskytte de civile mod russiske kampfly.
“Hvis Vesten ikke står fuldstændigt sammen med os, vil det betyde meget mere blod. Denne gale mand sidder i sin bunker og er klar til at trykke på atomvåben-knappen. Vi kæmper ikke kun for Ukraine, men for den civiliserede verden,” siger han med henvisning til Putin.
I Lvivs brostensbelagte gader hersker anspændt ro. Som om den stabile situation kan ændre sig når som helst. Byen er langt fra krigens værste fronter, og de unge mødes stadig på de hippe caféer. Men vinduer i kirker og fredede bygninger fra kejsertiden er skoddet til med metalplader, og statuer på pladserne er pakket ind i Rockwool. Soldater patruljerer med maskinpistoler, og en frivillig enhed går omkring og holder øje med folk, som virker mistænkelige. Frygten for, at russernes håndlangere trænger ind i byen og forbereder sabotage og bombardementer, er stor.
I byens katolske Sankt Peter og Paulus Garnisonskirke skal fader Roman, en 27-årig feltpræst, i dag bisætte fem soldater, som er dræbt ved fronten. To af dem var hans nære venner. Hans opgave er at trøste deres familier.
“Vi har viet dem og døbt deres børn. Det er, som om noget meget vigtigt er blevet revet ud af mig. Men de er sande helte. De har beskyttet civilisationen mod ondskaben fra Putin. Deres offer er ikke forgæves. De er på vej til at blive helgener,” siger præsten og påpeger, at mange katolske helgener var soldater, som forsøgte at beskytte børn mod krig.
Civile bistår militæret
Ukrainere opsøger fader Roman i kirken for at donere deres penge til militæret. Ingen kan dog virkelig forberede sig på krig, mener præsten.
“Krig er ufatteligt, krig forekommer uvirkeligt, og jeg oplevede Ruslands angreb som en ond drøm. Men vi kan hjælpe vores soldater. Jeg forklarer dem, at de er her for at forsvare deres land, ikke for at dræbe eller angribe nogen. For det er hårdt for de unge mænd at skulle dræbe,” siger han.
En procession af præster og soldater tæt omgivet af mennesker bærer de fem mørke trækister ud af den sandfarvede barokkirke. En ung mand i dynejakke hulker bag en favnfuld røde roser. Soldaterne, der bærer kisterne, har røde øjne i de hvide, udtryksløse ansigter.
Andrii på 22 år og Ania på 21 år er blevet indenfor i kirken.
For at forsøge at frigøre deres sind fra krigen, siger de. Deres øjne er tunge. De ankom til Lviv for fire dage siden efter at være flygtet fra østukrainske Kharkiv, landets næststørste by, som nu delvist er en ruinhob, hvor indbyggere sover i undergrundsbanen. De er begge uddannet skuespillere, men vil nu tjene militæret.
“Hvis russerne angriber Lviv, vil jeg kæmpe,” siger Andrii.
“Vi har overlevet Kharkiv, så jeg tror, vi også overlever her,” siger Ania.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har beordret en bred militær mobilisering, og ukrainske mænd i alderen 18-60 år må ikke forlade landet. Efter bombardementerne i Kharkiv kan Ania “ikke rigtigt falde ned”, siger hun. Men hun vil ikke flygte til Polen som tusinder af andre kvinder, hvis russerne skulle angribe Lviv.
“Jeg ville ikke kunne føle mig hjemme andre steder, når min kæreste og familie er her. Jeg vil hjælpe hæren, så godt jeg kan, hjælpe med at lave mad,” siger hun.
Kæmper for Europas overlevelse
Olha Ivanivna, en 65-årig jurist med intelligente øjne, er flygtet fra Kyiv-regionen og hjælper til i køkkenet i en katolsk kirke i udkanten af Lviv, som er omdannet til flygtningecenter. Hun forekommer fattet. Men det er, som falder hun sammen indeni, i det øjeblik hun åbner munden.
Foto: Tobias Stern Johansen.
“Jeg vil sige på vegne af alle kvinder og børn i Ukraine, på vegne af den hellige ukrainske nation, hjælp os, lad os ikke alene, vi bliver destrueret,” siger hun uden at trække vejret, mens tårerne løber ned ad hendes kinder.
“Putin er en fascist, som intet humant har i sig, al den lidelse, hvad har vores nation gjort ham?”.
I Kyiv bombede russerne beboelsesejendomme om natten, siger hun, og hun og hendes datter og ni-årige barnebarn tilbragte tre dage i beskyttelsesrum, inden de flygtede til Lviv.
Det er slemt nok, at verden ikke beskytter Ukraine, som man lovede, da landet efter Sovjetunionens sammenbrud opgav sit atomvåbenarsenal til gengæld for at blive garanteret sikkerhed som suveræn stat, siger Olha Ivanivna.
“Russerne var vores brødre og søstre. Men nu har Putin delt os. Gud forbyde, at han udsletter os. Vi har en stærk kultur, en stærk ånd. Men vi kan ikke forsvare os alene,” siger hun.
Det er også 25-årige Igors budskab. I Garnisonskirken samme aften slår han tøvende kors for sig sammen med de cirka 200 deltagere ved en messe.
“Jeg er egentlig ikke troende, men dette er ikke en tid til at tvivle. Hvis der er en Gud deroppe, som vil hjælpe os, så beder jeg gerne til ham,” siger den unge ukrainer, som arbejder i musik- og mediebranchen.
Vi går udenfor, hvor snekrystaller daler fra den mørke himmel. Historien skrives lige nu, siger Igor.
“Vores familier befinder sig i en krigszone, vores venner kæmper for deres liv. Nato har vist sig for svag til at beskytte os. Det handler ikke bare om kærlighed til Ukraine, men om kærlighed til frihed, til demokrati frem for diktatur. Hvis Ukraine ikke overlever, overlever Europa heller ikke. Det må verden forstå,” siger han.
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.