Ukrainsk anklager: Russerne havde torturcentre i Kherson

USA ser stadig flere beviser på at det russiske militær udøver tortur i Ukraine, siger amerikansk ambassadør.

En kludedukke sat fast på et vindue i detentionscenter, som ifølge ukrainske soldater blev anvendt af russiske soldater som fængsel og torturkammer i Kherson, inden de trak sig tilbage fra byen.
En kludedukke sat fast på et vindue i detentionscenter, som ifølge ukrainske soldater blev anvendt af russiske soldater som fængsel og torturkammer i Kherson, inden de trak sig tilbage fra byen. . Foto: Murad Sezer/Reuters.

Politifolk og anklagere fra Ukraine siger, at der er fundet fire formodede torturkamre i byen Kherson, efter at de russiske styrker er blevet tvunget ud af byen.

Det oplyser den regionale anklagemyndighed til AFP mandag.

Samtidig siger en højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium, at der er "stadigt flere beviser" på, at det russiske militær udøver tortur i "alle de ukrainske regioner", hvor det er til stede.

- Dette omfatter overlagte, hensynsløse og uforholdsmæssigt hårde angreb på den civile befolkning, samt misbrug af civile og krigsfanger samt seksuel vold, siger USA's overordnede ambassadør for Global Retfærdighed, Beth Van Schaack, til CNN.

Rusland beskyldes ikke mindst for med overlæg at ramme civilbefolkningen ved at ødelægge ukrainske elsystemer og varmesystemer.

- Der er overbevisende rapporter, som beskriver fysiske og psykologiske krænkelser - deriblandt summariske henrettelser - som led i de russiske operationer.

- Der er også tvangsmæssige deportationer - blandt andet af tusindvis af børn, som er blevet bortført og tvangsmæssigt adopteret af familier i Rusland, siger hun.

Den ukrainske anklagemyndighed siger, at de russiske styrker havde et netværk af tortursteder i Kherson, og at de russiske myndigheder begik krigsforbrydelser i "et uhyrligt" omfang.

- De russiske styrker havde også særlige enheder af "pseudopoliti i detentionscentre" i Kherson og på en politistation, siger anklageren, som tilføjer, at der er fundet gummiknipler, træbat og eludstyr beregnet til tortur.

/ritzau/AFP

/ritzau/