Indbyggerne i den østlige del af Ukraine har stadig til gode at se de positive resultater af Minsk-aftalen, som danner rammen om fredsforhandlingerne for det krigsplagede område.
Tusindvis af mennesker er blevet dræbt, masser af bygninger er blevet jævnet med jorden, og mere end halvanden million mennesker er blevet drevet på flugt, siden konflikten begyndte i marts 2014, viser de nyeste tal fra FN's flygtningehøjkommis-sariat, UNHCR. Flere flygter fra hus og hjem med et fåtal af ejendele mod de store byer i håbet om at finde et job og skabe sig en midlertidig tilværelse, mens andre fortsat gemmer sig i beskyttelsesrum af frygt for, hvornår de næste granater rammer. I kølvandet på krisen er der opstået en lang række organisationer og centre over hele landet, som hjælper flygtninge med mad, tæpper, medicin og dagligdags fornødenheder. Nogle får støtte fra udlandet, mens andre udelukkende lever af private donationer fra ukrainere, der gerne vil hjælpe.
Situationen er dybt alvorlig, og det er svært at huse alle de folk, som flygter for at finde bedre levevilkår, fortæller Emma Asanova. Hun arbejder for Crimea SOS i Kijev, en nødhjælpsorganisation der opstod efter Ruslands annektering i marts sidste år af Krim-halvøen.
”Vi yder basal nødhjælp til folk og hjælper dem med at finde nye steder at bo, et nyt arbejde og yder juridisk rådgivning. Men det bliver fortsat sværere, i takt med at presset bliver større og ressourcerne færre. Alle flygtningecentre i Kijev var allerede fyldt op inden nytår, og siden er kampene blevet intensiveret. Vi må henvise folk til andre organisationer, da vi ikke har viden om flere steder, hvor de kan bo,” siger Emma Asanova.
FN har støttet organisationen med cirka 2,8 millioner hryvna (690.000 kroner) og har også doneret tæpper, termoundertøj og jakker til de seneste ankomne fra Debaltseve, et jernbaneknudepunkt i øst, hvor våbenhvilen aldrig blev overholdt. Alle andre ting kommer fra private donorer i Ukraine, som gerne vil give en hånd med i nødhjælpsarbejdet.
”Det meste af de basale fornødenheder, som vi har på vores lager, kommer fra private donorer, som eksempelvis små firmaer. Men vi mangler desperat steder, hvor folk kan bo, og basale fornødenheder som mad og medicin. Folk flygter til Ki-jev, da de tror, at mulighe-derne er større her. Men de finder hurtigt ud af, at det er dyrere, mens jobsituationen ikke er bedre,” siger Emma Asanova.
Det er svært at få nødhjælp frem til de hårdest ramte områder, da de skal igennem en hel række kontrolposter. Desuden er det ikke nemt at få folk ud, da tog- og busdriften mellem oprørernes områder og resten af landet er indstillet, ligesom man har begrænset udrejsen fra området.Tatiana Tarasenko er en af dem, som er flygtet til Kijev, mens krigen har stået på. Hun forlod sin lejlighed i byen Trojtskij i den separatist-kontrollede Donetsk-region, fordi hun frygtede for sin datters liv. Nu bor hun i en lejlighed i hovedstaden, men huslejen er høj. Derfor begiver hun sig ugentligt ned til det lokale nødhjælpskontor Vostok SOS, der hjælper hende med basale fornødenheder, som hun ikke selv har råd til at købe.”Jeg har ikke råd til at købe rengøringsmidler og andre basale ting. Selvom jeg har fundet et job, og som flygtning får 1200 hryvna (290 kroner) i støtte fra regeringen hver måned, har jeg næsten ikke råd til at betale husleje. Det er rædselsfuldt,” siger Tatiana Tarasenko.
Hun er flere gange på grådens rand, når hun forsøger at sætte ord på, hvordan katastrofen påvirker hende. Hun fortæller, at mange af hendes venner og naboer fortsat bor i de besatte områder, fordi de slet ikke kan overskue at skulle flygte til et nyt sted og sætte et nyt liv op. Hun er også ofte selv nede på banegården for at spørge, om togforbindelsen til hendes hjemby er genoprettet.
”Jeg vil gerne tilbage i et par dage for at se, om min lejlighed er intakt. Det er svært for mig at leve i uvished om tingenes tilstand. Når min datter spørger til sit legetøj og er bange for, at granaterne har ramt vores lejlighed, bryder jeg sammen. Bare tanken om, at hun har oplevet disse ting, er så rædselsfuld,” siger Tatiana Tarasenko.